Aberratio ictus er en betegnelse for, at en given handling får en anden følge end tilsigtet, og er relevant ved forårsagelsesdelikter.
F.eks. hvis en gerningsmand tilsigter at ramme A med et skud, men i stedet rammer han B. I dette tilfælde vil der blive straffet for forsøg på drab på A og for uagtsomt drab i relation til B.
Et adfærdsdelikt er en overtrædelse, som er fuldbyrdet, så snart en bestemt adfærd er udvist. Det er ikke et krav for strafansvar, at der indtræder en bestemt følge, da handlingen alene vil udgøre en forbrydelse.
F.eks. straffelovens § 123 (vidnetrusler) er et adfærdsdelikt. Det at true et vidne er kriminaliseret, og forbrydelsen er fuldbyrdet allerede ved truslens fremsættelse, uanset om truslen har haft en indvirkning på den truede.
Direkte forsæt er den højeste forsætsgrad. Direkte forsæt foreligger, når gerningsmanden handler med viden og vilje.
Ved adfærdsdelikter er det centrale for forsætlighedsvurderingen selve handlingen og omstændighederne omkring denne. Her består det direkte forsæt i viden om eller kendskab til, at den pågældende adfærd udgør en strafbar handling og en vilje til at realisere det pågældende gerningsmoment.
Man kan her spørge sig selv: Hvad ved gerningsmanden under sin adfærd?
Ved forårsagelsesdelikter består det direkte forsæt i, at gerningsmanden har til hensigt at bevirke en følges indtræden. Forsætligheden består derved i, at den pågældende følge er tilstræbt eller tilsigtet.
Man kan her spørge sig selv: Hvad var gerningsmandens hensigt at forårsage ved sin adfærd?
Dolus eventualis er den laveste grad af forsæt.
Dolus eventualis kan inddeles i to former:
1. Hypotetisk eventualitetsforsæt
Hvis en gerningsmand har anset noget som muligt indtrædende, udgør det forsæt, hvis det må antages, at gerningsmanden ikke ville have handlet anderledes, selvom vedkommende havde haft viden om, hvad der ville ske.
Denne fortsætsform bygger dermed på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville have gjort, såfremt han havde haft en anden viden, end han havde på det pågældende tidspunkt.
2. Positiv indvilligelse
Hvis gerningsmanden har indset muligheden for, at et gerningsmoment eller en given følge vil indtræde, og han har forholdt sig accepterende hertil, foreligger der et positivt indvilligelsesforsæt.
Det, der adskiller det positive indvilligelsesforsæt fra sandsynlighedsforsættet, er, at det ikke kræves, at gerningsmanden skal have indset sandsynligheden for, at et gerningsmoment eller en følge ville indtræde, for mere end 50 %. Dog er det et krav, at det kan lægges til grund, at gerningsmanden foretrækker at udøve den givne handling frem for at lade være.
Dolus eventualis er den laveste grad af forsæt.
Dolus eventualis kan inddeles i to former:
1. Hypotetisk eventualitetsforsæt
Hvis en gerningsmand har anset noget som muligt indtrædende, udgør det forsæt, hvis det må antages, at gerningsmanden ikke ville have handlet anderledes, selvom vedkommende havde haft viden om, hvad der ville ske.
Denne fortsætsform bygger dermed på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville have gjort, såfremt han havde haft en anden viden, end han havde på det pågældende tidspunkt.
2. Positiv indvilligelse
Hvis gerningsmanden har indset muligheden for, at et gerningsmoment eller en given følge vil indtræde, og han har forholdt sig accepterende hertil, foreligger der et positivt indvilligelsesforsæt.
Det, der adskiller det positive indvilligelsesforsæt fra sandsynlighedsforsættet, er, at det ikke kræves, at gerningsmanden skal have indset sandsynligheden for, at et gerningsmoment eller en følge ville indtræde, for mere end 50 %. Dog er det et krav, at det kan lægges til grund, at gerningsmanden foretrækker at udøve den givne handling frem for at lade være.
Et forårsagelsesdelikt kræver, at en bestemt følge indtræder, førend forbrydelsen er fuldbyrdet.
F.eks. er straffelovens § 237 (manddrab) et forårsagelsesdelikt. Forbrydelsen er fuldbyrdet, når døden indtræder.
Hvis en person kendes skyldig for en overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven, kan personen ikendes en straf inden for den straframme, som er hjemlet i den konkrete bestemmelse eller en tilhørende strafbestemmelse. I forbindelse med strafudmålingen ser domstolene på, om der var formildende omstændigheder ved forholdet, som skal medfører en mildere straf. I straffeloven § 82 findes en ikke-udtømmende opregning af sådanne omstændigheder. Andre omstændigheder end de, der fremgår af § 82 kan således også indgå i vurderingen.
Forsøg er en handling, der hverken udgør eller forårsager en forbrydelse, men som er foretaget med forsæt til en fuldbyrdet forbrydelse.
Forsøg er reguleret i straffelovens § 21, og heraf følger, at handlinger, der tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes som forsøg, når forbrydelsen ikke fuldbyrdes
Forældelse er en strafophørsgrund, som er reguleret i straffelovens kapitel 11. Der sondres mellem to former for forældelse. Den første er ansvarsforældelse, hvorefter en lovovertrædelse ikke kan straffes, hvis den aktuelle forældelsesfrist er overskredet (se §§ 93-94). Den anden er strafforældelse (§ 97), hvorefter domme og andre retskraftige afgørelser med frihedsberøvende karakter ikke længere kan fuldbyrdes efter udløbet af en forældelsesfrist. Det kunne være tilfældet, hvor den relevante myndighed ikke følger op på en fængselsdom ved faktisk at sørge for, at der sker en fuldbyrdelse af dommen (vedkommende bliver sat i fængsel).
Et delikt kan have et fremrykket fuldbyrdelsesmoment. Når dette er tilfældet, er forbrydelsen fuldbyrdet allerede ved den udviste adfærd, selvom handlingen ikke nødvendigvis har haft en tilsigtet effekt. Handling vil således være strafbar, uanset om en bestemt følge indtræder.
F.eks. er straffelovens § 123 (vidnetrusler) fuldbyrdet allerede ved fremsættelsen af truslen, uanset om truslen har haft indvirkning på vidnet.
Under visse omstændigheder kan tilbagetræden fra forsøg udgøre en strafophørsgrund, hvorefter gerningspersonen frifindes, § 22. Afhængigt af hvilken fase af forsøget, gerningspersonen træder tilbage fra, er der forskellige krav til, hvad gerningspersonen skal gøre for at blive straffri.
Beslutningsfasen er ikke strafbar.
Forberedelsesfasen er som udgangspunkt strafbar, men gerningspersonen kan frivilligt tilbagetræde ved at forholde sig passivt.
Iværksættelsesfasen er som udgangspunkt også strafbar, men gerningspersonen kan frivilligt tilbagetræde ved at forhindre forbrydelsens fuldbyrdelse.
Ved fuldbyrdelsesfasen kan gerningspersonen ikke længere tilbagetræde med strafophørende virkning.
Det skal bemærkes, at der er skærpede krav til en medvirkende persons tilbagetræden, idet denne ikke blot kan forholde sig passivt i forberedelsesfasen men skal hindre, at den anden/de andre også træder tilbage fra forsøget.
Der lægges ved vurderingen af tilbagetræden fra forsøg afgørende vægt på frivillighed, idet tilbagetræden eksempelvis ikke betragtes som frivillig, såfremt gerningspersonen stopper, fordi vedkommende bliver bange for at blive opdaget.
En grundsætning der fastslår, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar (ukendskab til loven diskulperer ikke).
Hvis en person tror, at et givent forhold er strafbart, men dette ikke er tilfældet, straffes vedkommende ikke - så er der tale om en imaginær forbrydelse. Dette følger af det almindelige legalitetsprincip, som ses i straffelovens § 1.
F.eks. hvis en person tror, at den seksuelle lavalder er 18 år, men alligevel har vedkommende samleje med en person på 17 år. Selvom vedkommende har haft forsæt til at begå en forbrydelse, så er der ikke hjemmel til straf for den pågældende handling og dermed tale om en imaginær forbrydelse. Vedkommende kan ikke straffes.
Retssikkerhedsprincip, hvorefter tvivl skal komme den tiltalte til gode - det vil sige, at der skal ske frifindelse, hvis der er rimeligt begrundet tvivl om tiltaltes skyld. Grundsætningen er ikke nedfældet i en paragraf.
Efter dansk ret kan også juridiske personer være strafsubjekter, hvis dette er direkte hjemlet i loven. For så vidt angår straffeloven er det hjemlet i § 306. Juridiske personer omfatter selskaber mv., herunder foreninger, kommuner og andre statslige myndigheder. En juridisk person kan straffes med bøde, hvis der inden for dens virksomhed er begået en lovovertrædelse, der enten kan tilregnes en tilknyttet fysisk person eller den juridiske person som sådan.
Det følger af straffelovens § 1, 1. pkt., at strafansvar skal have hjemmel i lov. Straf eller andre strafferetlige retsfølger kan således alene pålægges for et forhold, hvis det konkrete gerningsindhold er kriminaliseret ved lov.
Materiel typicitet er en strafferetlig ansvarsbetingelse, som indebærer, at fortolkningen af en strafbestemmelse kan føre til, at et givent forhold ikke anses som værende strafbart, selvom forholdet er omfattet af en given bestemmelses ordlyd.
Materiel atypicitet foreligger, hvor gerningsindholdet er realiseret med den fornødne tilregnelse, men hvor handlingen er af en anden beskaffenhed end det, lovgivers hensigt var at kriminalisere med den pågældende bestemmelse. I disse tilfælde straffes handlingen ikke.
Det følger af straffelovens § 23, stk. 1, at alle, der, ved tilskyndelse, råd eller dåd, har medvirket til en forbrydelse, kan straffes.
Straffelovens § 23, stk. 1 anvendes, når en person ikke opfylder det materielle gerningsindhold i strafbestemmelsen, men alligevel er en del af et hændelsesforløb, som fører frem til realiseringen af en given forbrydelse.
Det betyder, at selvom man ikke selvstændigt har realiseret straffebestemmelsens gerningsindhold, så kan man straffes for medvirken hertil.
Negotiorum gestio, som betyder uanmodet forretningsførelse, er et udtryk for, at A varetager B´s anliggender, uden at dette er aftalt mellem A og B.
En handling, der ellers ville være strafbar, kan blive straffri, når den er foretaget i den persons interesse, som berøres af den strafbare handling. Dette kræver dog, at varetagelsen er nødvendig for at afværge formuetab eller andre retstab for den pågældende person, og at denne selv er forhindret i at varetage sine egne interesser.
F.eks. hvis A uretmæssigt åbner B´s brev, bryder ind i B´s lejlighed eller anvender B´s bil for at forhindre formuetab eller retstab hos B.
Nichtzumutbarkeit foreligger, når der er tale om en så ekstrem situation, at straf, for en strafbar handling, vil være umenneskelig. Retspraksis anerkender ikke nichtzumutbarkeit, som værende en ansvarsfrihedsgrund men undertiden som en strafbortfaldsgrund, jf. straffelovens § 83, jf. § 82, nr. 1 og nr. 6.
Se gerne Nichtzumutbarkeit – U.1992.752/2 (learninglaw.dk), hvor der forelå strafbortfald som følge af Nichtzumutbarkeit.