Dolus eventualis er den laveste grad af forsæt.
Dolus eventualis kan inddeles i to former:
1. Hypotetisk eventualitetsforsæt
Hvis en gerningsmand har anset noget som muligt indtrædende, udgør det forsæt, hvis det må antages, at gerningsmanden ikke ville have handlet anderledes, selvom vedkommende havde haft viden om, hvad der ville ske.
Denne fortsætsform bygger dermed på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville have gjort, såfremt han havde haft en anden viden, end han havde på det pågældende tidspunkt.
2. Positiv indvilligelse
Hvis gerningsmanden har indset muligheden for, at et gerningsmoment eller en given følge vil indtræde, og han har forholdt sig accepterende hertil, foreligger der et positivt indvilligelsesforsæt.
Det, der adskiller det positive indvilligelsesforsæt fra sandsynlighedsforsættet, er, at det ikke kræves, at gerningsmanden skal have indset sandsynligheden for, at et gerningsmoment eller en følge ville indtræde, for mere end 50 %. Dog er det et krav, at det kan lægges til grund, at gerningsmanden foretrækker at udøve den givne handling frem for at lade være.