Civilproces og anden konfliktløsning

Ved appel forstås indbringelse af en retsafgørelse til efterprøvelse ved en højere instans. Der sker her en ny, selvstændig sagsbehandling af sagen. Ved domme sker appel ved anke, og ved kendelser og andre beslutninger sker dette ved kære. Ankesagsbehandling følger normalt den samme proces som ved 1. instans. Det vil sige en ny, mundtlig behandling af sagen med forberedelse og hovedforhandling. Alle parter i en sag har som udgangspunkt ret til at anke sagen, således at den bliver prøvet ved to instanser, jf. to-instansprincippet. Ankefristen er fire uger, som regnes fra dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.

Reglerne om kære findes i retsplejelovens kapitel 37. Som teoretisk hovedregel kan kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af byretten, særskilt indbringes for en højere instans, jf. retsplejelovens § 389, stk. 1. Imidlertid er denne hovedregel modificeret væsentligt i praksis, idet der gælder en lang række undtagelser. retsplejelovens § 389 a fastslår, at kendelser og andre beslutninger, som er afsagt at byretten under hovedforhandlingen eller under forberedelsen, ikke kan kæres, medmindre Procesbevillingsnævnet meddeler tilladelse herom. Appel af kendelser og øvrige beslutninger kan som hovedregel kun ske ifm. anke af selve dommen, hvis der er blevet afsagt dom i sagen, jf. retsplejelovens § 390, stk. 1. Derudover gælder der en række undtagelser angående kendelser og beslutninger om sagsomkostninger og salær ved fri proces, hvorefter der ikke er kæreadgang, medmindre Procesbevillingsnævnet meddeler tilladelse til dette, jf. retsplejelovens §§ 389, stk. 2-3 og 391. Reglerne om kære af kendelser og beslutninger afsagt af landsretten som første henholdsvis anden instans findes i retsplejelovens § 392, imens reglerne om kære af kendelser og beslutninger afsagt af Sø- og Handelsretten er reguleret i retsplejelovens § 392a.

Kære er betinget af en retlig interesse (personlig, konkret og aktuel) i kæren, jf. retsplejelovens § 393, og behandlingen sker normalt på skriftligt grundlag. Det vil sige, at kære ikke er begrænset til kun at gælde for sagens parter – omvendt anke. Kærefristen er som udgangspunkt to uger, som regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet, eller at Procesbevillingsnævnets tilladelse er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 394.

Ved bevisumiddelbarhed forstås bevis, der består i forklaring af parter, vidner og syns- og skønsmænd, at de pågældende personer afgiver deres forklaringer for retten under hovedforhandlingen, modsat bevisførelse ved protokollering før hovedforhandling og fremlæggelse af de afgivne forklaringer.

Ved umiddelbar bevisførelse ser retten, der skal afsige dom i sagen, de personer, der afgiver forklaring og kan iagttage de forklarendes optræden og minespil. Retten kan bedre vurdere troværdigheden af en umiddelbar forklaring end af en forklaring, der er afgivet for en anden ret, f.eks. den afhørtes hjemting, og refereret i retsbogen.

Dispositionsprincippet er dels udtryk for, at parterne under processen (retssagen) bevarer deres rådighedsret over sagens materielle indhold, dvs. at parternes mulighed for at disponere over sagens genstand ikke ændres, når en civil sag indledes (f.eks. kan parterne indgå forlig), og dels at parterne kan aftale at fravige en del procesretlige regler (se f.eks. retsplejelovens § 245 om værnetingsaftale). Princippet udspringer af de grundlæggende principper om aftalefrihed og partsautonomi. 

Ved edition forstås en pligt for en part eller tredjemand til at fremlægge dokumenter eller andre bevismidler, som er af betydning for sagen, og som den pågældende part eller tredjemand er i besiddelse af. Parternes editionspligt er reguleret i retsplejelovens § 298, imens tredjemands editionspligt er reguleret i retsplejelovens § 299.

I begge tilfælde forudsætter editionspligten en begæring fra den anden part. Der gælder ingen formkrav til begæringen, jf. U.2006.3238 Ø, men der gælder en række betingelser for indholdet af og processen i forbindelse med begæringen, hvilket er reguleret i retsplejelovens § 300.

Det følger af retsplejelovens § 300, stk. 1, at den begærende part skal angive de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne. Denne betingelse er også beskrevet som et krav om konkretisering af det materiale, som ønskes tilvejebragt. Af samme bestemmelser følger det, at den begærende part skal angive de grunde, hvorpå parten støtter, at modparten eller tredjemand er i besiddelse af dokumenterne. Derudover gælder der også et mere generelt krav om, at den begærende part sandsynliggør, at materialet har betydning for de kendsgerninger, der skal bevises, jf. retsplejelovens § 341.

Både partsedition og tredjemandsedition er begrænset af reglerne i retsplejelovens §§ 169-172 om vidneudelukkelse og -fritagelse. Det vil sige, at materiale, som er omfattet af førnævnte regler, ikke kan være omfattet af editionspålægget.

Anmodning om editionspålæg sker på begæring, jf. retsplejelovens § 298, stk. 1 eller § 299, stk. 1, som typisk fremsættes i et processkrift. Det sker ofte i forbindelse med processuelle provokationer, hvorefter retten bedes om at pålægge parten en pligt til at fremlægge dokumenterne, såfremt parten ikke frivilligt gør dette som svar på provokationen. Derefter skal retten give modparten lejlighed til at udtale sig herom, inden den træffer sin afgørelse, jf. retsplejelovens § 300, stk. 2. Retten kan i sin afgørelse afvise anmodningen eller imødekomme anmodningen helt eller delvist.

Retsvirkningen af ikke at efterkomme et editionspålæg er ved partsedition processuel skadesvirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, jf. § 298, stk. 2, og ved tredjemandsedition kan der tillægges de sanktioner, som følger af retsplejelovens § 178 om vidnepligt, jf. retsplejelovens § 299, stk. 2. Såfremt der er tale om tredjemandsedition, kan tredjemand kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse, hvis editionspålægget er forbundet med udgifter for denne, jf. retsplejelovens § 300, stk. 3.

Hvor retten på eget initiativ indhenter en oplysning eller tager et spørgsmål op, betegnes dette, at den handler ex officio.

Et eksempel på en situation, hvor retten handler ex officio er i forbindelse med domstolenes saglige kompetence. Domstolene påser af egen drift - ex officio - at en sag, der anlægges ved retten, er omfattet af dennes saglige kompetence, jf. retsplejelovens § 232, stk. 1.

Et andet eksempel på en situation, hvor retten handler ex officio, er i forbindelse med habilitetsreglerne i retsplejelovens §§ 60 og 61, hvor habilitetsspørgsmålet prøves af dommeren ex officio, jf. retsplejelovens §§ 62 og 63.

Generelt gælder det i retsplejen, at grundlaget for rettens afgørelse af en sag enten fremskaffes af parterne, der forelægger det for retten, eller tilvejebringes af retten selv. Inden for civilprocessen, hvor parterne står for at oplyse sagen, gælder forhandlingsprincippet. Princippet følger af retsplejelovens § 338. Herefter kan retten ikke tilkende en part mere, end han har påstået, og retten kan udelukkende lægge vægt på de anbringender, som parten har gjort gældende. Det er herved sagens parter, der gennem deres påstande og anbringender, skaber sagens rammer. Retten derimod styrer sagens behandling (rettens formelle procesledelse) og har forskellige muligheder for at udøve indflydelse på parternes materielle ramme (rettens materielle procesledelse).

Forhandlingsprincippet er baseret på ideen om, at sagen vedrører de involverede parters forhold, og at det derfor også er parterne selv, der har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilke påstande og anbringender, der bedst kan understøtte deres retlige stilling.  

Spørgsmålet om habilitet inden for civilprocesretten relaterer sig primært til de generelle krav, som skal være opfyldt, for at en person kan beklæde stillingen som dommer, herunder sagkyndig dommer. Dette kaldes for de almindelige habilitetskrav. Kravene er reguleret i retsplejelovens kapitel 4 og grundlovens § 27, stk. 1. Blandt disse krav gælder betingelser om, at man skal have dansk indfødsret, jf. grundlovens § 27, stk. 1 være uddannet jurist, jf. retsplejelovens § 42, stk. 3  og være vurderet af Dommerudnævnelsesrådet, jf. retsplejelovens § 43a.

Selv om en person opfylder de almindelige habilitetskrav, kan en dommer godt være inhabil i en konkret sag. Dette kaldes også for speciel inhabilitet. Retsplejelovens § 60 oplister en række tilfælde, hvor en dommer altid vil være inhabil, imens RPL § 61 er en opsamlingsbestemmelse.

Retsplejelovens § 60 vedrører de tilfælde, hvor dommeren er inhabil, fordi denne selv er part i sagen eller har en interesse i sagens udfald, jf. stk. 1, nr. 1. Der foreligger endvidere inhabilitet, hvis dommeren, dennes ægtefælle eller deres nærtbeslægtede er part i eller advokat for en af sagens parter, jf. stk. 1, nr. 2 og 3. Derudover vil en dommer være inhabil, såfremt dommeren har deltaget i behandlingen af sagen ved en forudgående instans, samt hvis denne har været skønsmand eller aflagt vidnesbyrd i sagen, jf. stk. 1, nr. 4-5.

Retsplejelovens § 61 fastslår, at ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Hensynene bag reglerne er, dels at undgå, at en afgørelse påvirkes af usaglige grunde, og dels at undgå, at der ikke hos parterne eller omverdenen opstår mistillid og tvivl om de medvirkende dommeres upartiskhed.

En dommer skal som hovedregel ex officio påse, om der foreligger sådanne grunde, at denne kunne være inhabil, hvorefter der skal træffes afgørelse herom, jf. retsplejelovens § 62.

Selv om der ikke verserer en retssag, kan der efter retsplejelovens § 343 optages bevis gennem retten. Begæring om isoleret bevisoptagelse indgives efter retsplejelovens § 343 til retten der, hvor et vidne bor eller opholder sig. Når det gælder syn og skøn indgives begæringen til retten der, hvor den relevante genstand findes, hvorfor der ikke altid vil være sammenfald med værneting (stedlig kompetence) i den efterfølgende retssag. Der kan i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse, såfremt denne kan karakteriseres som værende et foreløbigt retsmiddel, være værneting i Danmark, selv om dette efter domsforordningen ikke i øvrigt er tilfældet for den efterfølgende retssag, jf. domsforordningens artikel 35 om foreløbige retsmidler.

En begæring om isoleret bevisoptagelse skal være skriftlig, men den skal ikke herudover opfylde særlige formkrav, jf. f.eks. U 2006.3228 Ø. Der er formentlig en bred adgang til isoleret bevisoptagelse, jf. U 2019.1153 Ø, hvor retten tillod isoleret bevisoptagelse med hensyn til procesbesparende hensyn, uanset at modparten havde gjort gældende, at kravet under alle omstændigheder var forældet. Der kan imidlertid foreligge tilfælde, hvor retten bør afvise en begæring om isoleret bevisoptagelse, Hensigten med adgangen til isoleret bevisoptagelse, jf. retsplejelovens § 343, er, som nævnt ovenfor, først og fremmest at give parterne i en sag mulighed for at fremskaffe oplysninger til brug for en efterfølgende retssag. Retten bør således afvise en begæring, såfremt det på det foreliggende grundlag umiddelbart kan konstateres, at det omhandlede krav ikke kan udgøre grundlag for en retssag mod den skønsindstævnte.

Den isolerede bevisoptagelse retter sig i praksis mod vidneførsel og syn og skøn, men der kan også med hjemmel i retsplejelovens § 343 sammenholdt med retsplejelovens § 299, jf. § 300, pålægges tredjemand editionspligt med henblik på at undersøge, hvem der kan sagsøges, jf. U 2005.1410 V.

Retten afslutter den isolerede bevisoptagelse, når det begærede bevis er optaget, og det er herefter op til rekvirenten (og skønsindstævnte), om sagen blot afsluttes, om der anlægges en retssag, eller om der indgås et forlig. Den isolerede bevisoptagelse kan efter omstændighederne genoptages med henblik på at stille supplerende spørgsmål til en skønsmand, jf. f.eks. U 2000.1879 Ø.

"Juris novit curia" er latin for "retten kender retsreglerne" og refererer til princippet om, at retten er forpligtet til at afgøre sager i overensstemmelse hermed.

Maksimen indebærer, at rettens anvendelse af retsregler sker ex officio (af egen drift), betydende, at retten skal anvende de retsregler, som har betydning for sagen, uanset om reglerne er påberåbt af parterne. Retten er således ikke bundet eller begrænset af parternes anførsler. Dette understøttes af, at en rent retlig argumentation, som parterne fremkommer med under sagen, ikke er omfattet af begrebet anbringender i retsplejelovens § 338, og derfor ikke på samme måde er bindende for retten.

Rettens forpligtelse til ex officio at anvende de gældende retsregler omfatter også fællesskabsret og internationale konventioner, som er inkorporeret i dansk ret.

Reglerne om domstolenes kompetence vedrører spørgsmålet om, hvilken domstol en given retssag henhører under. Kompetencereglerne er delt op i regler om retternes saglige kompetence, som er reguleret i retsplejelovens §§ 224-227, og regler om retternes stedlige kompetence (også kaldet værneting), som primært er reguleret i retsplejelovens kapitel 22 og Domsforordningen.

Reglerne om saglig kompetence besvarer spørgsmålet om, ved hvilken ret i domstolshierarkiet en sag skal behandles. Disse regler fastlægger med andre ord hvilket ”trin” i domstolshierarkiet, der er kompetent til at behandle en given sag, altså om en sag skal behandles af byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten eller boligretten i første instans. Den ret, hvor en sag er blevet anlagt, skal ex officio påse, om den er sagligt kompetent, jf. retsplejelovens § 232. Udgangspunktet er, at en sag starter ved byretten, jf. RPL § 224. Imidlertid gælder der en række undtagelser til dette udgangspunkt. Sø- og Handelsretten er kompetent i de § 225 nævnte sager, herunder sager vedrørende immaterielle rettigheder, markedsføringsloven, konkurrenceloven og internationale sager hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning. Derudover er Sø- og Handelsretten kompetent i sager om ansættelsesforhold eller ophavsret, såfremt sagen er af principiel karakter og fagkundskab til arbejdsmarkedsforhold henholdsvis erhvervsforhold har væsentlig betydning, jf. retsplejelovens § 227. Behandling af sagen i Sø- og Handelsretten frem for byretten forudsætter en anmodning fra en part i sagen.  Landsretten er kompetent, såfremt sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, jf. retsplejelovens § 226. Det forudsætter dog, at der fremsættes en anmodning fra en af parterne senest under det forberedende møde, jf. stk. 1, jf. stk. 3.

Reglerne om stedlig kompetence besvarer spørgsmålet om, ved hvilken ret – blandt flere ligestillede retter – en sag skal behandles. Disse regler fastlægger med andre ord, hvor en sag rent geografisk skal anlægges, herunder om en sag skal anlægges ved Københavns Byret, eller om den skal anlægges ved Retten i Horsens. Udgangspunktet er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes hjemting, jf. retsplejelovens § 235, stk. 1. Fysiske personers hjemting er ved deres bopæl, jf. stk. 2. Har personen ikke en fast bopæl, er hjemtinget i den retskreds, hvor personen opholder sig, jf. stk. 3, eller hvor denne sidst har haft kendt bopæl eller opholdssted, jf. stk. 4. For danske statsborgere i udlandet er deres hjemting i København, jf. retsplejelovens § 236. Juridiske personer henholdsvis regionerne og kommunerne har som udgangspunkt hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, jf. retsplejelovens § 238, stk. 2 henholdsvis § 239. Staten har hjemting, i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor, jf. retsplejelovens § 240, stk. 1, eller ved sagsøgers hjemting ved prøvelse af administrative afgørelser, jf. stk. 2. Derudover behandler reglerne også spørgsmålet om, hvorvidt en given sag skal anlægges i Danmark eller et andet land, såfremt sagen har et islæt, som er mere end blot nationalt. Disse regler findes dels i retsplejelovens og dels i Domsforordningen. Udgangspunktet i Domsforordningen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl, jf. Domsforordningens art. 4 og 5. Juridiske personers bopæl følger af Domsforordningens art. 63.

Den ret, hvor en sag er blevet anlagt, skal ex officio påse, at den er stedligt kompetent, jf. retsplejelovens § 248. Reglerne om kumulation fraviger i et vist omfang reglerne om saglig og stedlig kompetence.

Koncentrationsprincippet vedrører parternes forpligtelse til at fremkomme med alle deres påstande, anbringender og beviser på et tidligt stadie af sagen. Formålet hermed er at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling, hvorved der spares tid og udgifter for både parterne og statskassen. Koncentrationsprincippet fremgår ikke direkte af retsplejeloven, men sikres især gennem reglerne om præklusion. Hovedreglen om præklusion findes i retsplejelovens § 358, hvoraf det fremgår, at præklusion indtræder ved afslutningen af sagens forberedelse. Parterne har derfor kun undtagelsesvis adgang til efterfølgende at fremkomme med yderligere processtof (nova).

Det er parterne i en civil sag, der fremkommer med det materiale (påstande, anbringender og beviser), hvorpå den respektive ret træffer afgørelse. Dette er udtrykt ved forhandlingsprincippet. Kontradiktionsprincippet er udtryk for, at parterne som klart udgangspunkt skal have adgang til at orientere sig i og udtale sig om det materiale, der kan danne grundlag for rettens afgørelse. Kontradiktionsprincippet kommer til udtryk gennem hele sagens gang, f.eks. får parterne igennem deres processkrifter anledning til kommentere på hindandens processtof.  

Kumulation er en processuel betegnelse for forening af flere krav under én retssag, enten i form af objektiv kumulation, hvorved forskellige krav mellem samme parter samles under én retssag, eller i form af subjektiv kumulation, hvorved flere parter på enten sagsøger eller sagsøgtes side inddrages i én retssag.

Både objektiv og subjektiv kumulation opdeles i oprindelig og efterfølgende kumulation. Ved oprindelig kumulation sker kumulation fra sagens anlæg. Efterfølgende kumulation sker efter sagens anlæg.

Objektiv kumulation er reguleret i retsplejelovens § 249, og stk. 1 vedrører sagsøgers krav mod sagsøgte, mens stk. 2 vedrører sagsøgtes modkrav. Betingelserne for objektiv kumulation efter stk. 1 er, (i) at der skal være værneting for alle kravene her i landet, at retten er (ii) sagligt og (iii) stedligt kompetent for så vidt angår. ét af kravene, og (iv) at alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler. Betingelserne for objektiv kumulation, jf. stk. 2 er, (i) at der er værneting for modkravet her i landet, eller at kravet udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgers krav støttes på, og (ii) modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgers krav.

Subjektiv kumulation er reguleret i retsplejelovens §§ 250-252. Oprindelig subjektiv kumulation er reguleret i retsplejelovens § 250, stk. 1, hvorefter sagen allerede ved dens anlæg omfatter flere end to parter. Det kan ske, såfremt (i) der er værneting for alle kravene her i landet, retten er (ii) stedlig og (iii) saglig kompetent, (iv) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler, og v) ingen af parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng, at de uanset fremsatte indsigelser bør behandles under én sag.

Ved efterfølgende subjektiv kumulation forstås, at en tredjemand inddrages i sagen efter sagens anlæg. Efterfølgende subjektiv kumulation kan enten ske i form af adcitation, hovedintervention eller biintervention. Ved adcitation inddrages tredjemand i sagen af en af de oprindelige parter i sagen, hvilket er reguleret i retsplejelovens § 250, stk. 2. Det er betinget af, (i) at der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet, (ii) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og (iii) hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen.

Hvis tredjemand på eget initiativ nedlægger en selvstændig påstand over for en af de oprindelige parter – og derved bliver part i sagen – er der tale om hovedintervention, hvilket er reguleret i retsplejelovens § 251. Det er betinget af, (i) at sagen behandles i første instans, (ii) der er værneting her i landet for hans krav, (iii) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og (iv) tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens genstand, eller tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige krav, at kravet bør behandles under sagen, og dette ikke vil medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter.

Ved biintervention indtræder tredjemand i sagen til støtte for en af parterne, men uden at nedlægge selvstændig påstand. Biintervention er reguleret i retsplejelovens § 252, stk. 1, og forudsætter, at tredjemand har en retlig interesse i sagens udfald, eller for så vidt angår offentlige myndigheder - at sagens retsspørgsmål har væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål eller spørgsmål af samme art, og indtræden kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling, jf. stk. 2. Derudover forudsætter det, at biintervenienten fremsætter en anmodning herom, enten skriftligt eller mundtligt, jf. stk. 3.

Litispendens er en betegnelse for, at der efter sagens anlæg ikke kan gennemføres en tilsvarende sag om samme retsstrid mellem de samme parter ved den samme eller en anden domstol. Formålet hermed er at undgå ressourcespild og uforenelige afgørelser.

Sagens anlæg har litispendens-virkning frem til den ordinære appelfrists udløb, hvorefter der foreligger en dom, der gennem principperne om negativ retskraft har en tilsvarende virkning.

Litispendens er ulovreguleret i dansk ret, men det er formentlig en betingelse, at en dom i den første sag vil have negativ retskraft i den anden sag. Kriterierne "en tilsvarende sag" og "samme parter" skal således som udgangspunkt forstås på samme måde som i forbindelse med retskraft.

Er det ved sagens anlæg klart, at betingelserne for litispendens er opfyldt, kan domstolene beslutte, at den anden sag enten afvises eller eventuelt udsættes efter retsplejelovens § 345 med henblik på - inden der tages stilling til spørgsmålet - at afvente dommen i den første sag. 

Hovedreglen er, at retsplejen er mundtlig, jf. grundlovens § 65, stk. 1. Herefter forhandles alle retssager mundtligt, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 148, stk. 1. I retsplejen sker den mundtlige forhandling ved hovedforhandlingen, der afholdes efter sagens forberedelse og den tilhørende skriftveksling. Retten kan dog, med parternes samtykke, vælge, at sagen skal afgøres skriftligt, jf. retsplejelovens § 366, stk. 1.

Princippet om mundtlighed i retsplejen, muliggør tilgængelighed for offentligheden, og understøtter herved retsplejens offentlighedsprincip. Sammen med reglerne om aktindsigt, sikrer dette offentlighedens adgang til retternes behandling af retssager, og skaber derigennem et transparent, tillidsvækkende retssystem.  

Nova er et latin term, der betyder "ny". I civile retssager i Danmark referer nova til nye omstændigheder eller beviser. En begæring om udsættelse af sagen for at inddrage nyt (nova) i sagen bør ikke imødekommes, såfremt det egentlige formål med begæringen er at forhale sagen.

Der gælder således en hovedregel om præklusion, hvilket indebærer, at der indtræder præklusion ved forberedelsens afslutning.

Hvis en part ønsker at fremkomme med nyt processtof efter forberedelsens afslutning, skal denne følge fremgangsmåden i retsplejelovens § 358, skt. 1, jf. stk. 6 og 7.

Den part, der ønsker at fremkomme med nyt processtof, skal efter retsplejelovens § 358, stk. 1, give retten og modparten meddelelse herom. Herefter har modparten en frist på en uge til at fremkomme med eventuelle bemærkninger, men retten træffer under alle omstændigheder afgørelsen enten efter stk. 6 eller stk. 7.

Protesterer modparten mod anmodningen, eller reagerer denne ikke, træffer retten afgørelse efter retsplejelovens § 358, stk. 6. Retten kan give tilladelse til at fremkomme med nyt processtof (nova), når: 1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere, 2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen, eller 3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.

Princippet om fri bevisbedømmelse er udtryk for, at retten ved bedømmelsen af et bevis - det være sig f.eks. et vidne - ikke er bundet af regler. I situationen med et vidne, kan retten således, så længe det sker på objektiv vis, frit bedømme vidnets troværdighed. Det er i den forbindelse relevant at være opmærksom på, at det i medfør af retsplejelovens § 344, stk. 1, er retten, der på baggrund af de beviser, der er blevet præsenteret af parterne, afgører hvilke faktiske omstændigheder, der lægges til grund i sagen.

Processkrifter udgør en samlebetegnelse for de skriftlige dokumenter, som parterne i en civil sag udveksler som led i sagens forberedelse.

Processkrifter, der ikke er bundet til særlige spørgsmål, kan betegnes generelle processkrifter. Det formålsbestemte processkrift er rettet mod bestemte spørgsmål. Retten kan f.eks. have formuleret fristen for et processkrift efter retsplejelovens § 355, stk. 2.

Hvis en part ikke indleverer et processkrift rettidigt, har det præklusionsvirkning, jf. retsplejelovens § 358, stk. 4. Om det pågældende spørgsmål, kan der således kun fremsættes nye påstande, anbringender eller beviser efter fremgangsmåden i retsplejelovens § 358, stk. 1. Parten vil således være afskåret fra at kommentere skønserklæringen og anmode om et supplerende syn og skøn, medmindre retten tillader dette, jf. retsplejelovens § 358, stk. 6 og 7.

En mindre fristoverskridelse får antageligt ikke nogen betydning, hvis tidsplanen omfatter en mulighed for supplerende syn og skøn. I så fald kan det supplerende syn og skøn gennemføres uden at udsætte hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens §§ 358, stk. 6, nr. 2 og 358, stk. 7. Hvis retten konkret har tilkendegivet en sådan mulighed, kan fristoverskridelsen i stedet medføre udeblivelsesvirkning, jf. retsplejelovens § 360, stk. 5. Det kan diskuteres, hvorvidt retten i et sådant tilfælde bør tilkendegive udeblivelsesvirkning, da præklusionsvirkning er tænkt som den primære sanktion.

Ved processuel partsevne forstås evnen til at være en part i en retssag (som sagsøger eller sagsøgte). Har en person partsevne, tilkommer alle de rettigheder og pligter, som er knyttet til partsstatussen, også denne person. Dette er eksempelvis retten til at nedlægge påstande, fremsætte anbringender og beviser samt at appellere retsafgørelser, men det medfører også mulighed for at blive mødt med retskrav ved domstolene eller en voldgiftsret. Partsevne kaldes også for partshabilitet.

Retsplejelovens § 255 siger ikke noget om de kriterier, der skal være opfyldt, før nogen kan optræde som sagsøger i en sag ved domstolene. Det har i dansk procesret traditionelt været overladt til domstolene at udpege de momenter, der er relevante for bedømmelsen af en sagsøgers søgsmålskompetence. Udgangspunktet er, at alle personer - både fysiske og juridiske - har partsevne. For fysiske personer gælder dette uagtet, at personen er umyndig, og for juridiske personer gælder dette, uanset hæftelsesforhold og uanset om der er tale om et selskab eller forening. For juridiske personer gælder der dog en række undtagelser.

For det første har ikke-erhvervsdrivende foreninger ikke partsevne, såfremt de har en for løs struktur uden faste organer, jf. U.1976.1010 Ø (Christiania-dommen), og/eller ikke har nogen organer, som kendeligt og utvivlsomt kan handle på foreningens vegne udadtil, jf. U.1996.984 Ø (Hells Angels-dommen). For en gennemgang af sidstnævnte, se under afsnittet "Domskommentarer". Alle juridiske personer, herunder foreninger, vil dog altid have partsevne i sager om, hvorvidt personen har partsevne.

For det andet gælder der en undtagelse for kapitalselskaber, som endnu ikke er registreret i Erhvervsstyrelsens systemer, medmindre der er tale om sager om tegning af anparter eller aktier i henhold til selskabslovens § 41.

For det tredje har foreninger med begrænset ansvar ikke partsevne, såfremt foreningen alene er stiftet med det formål at begrænse deltagernes hæftelse for sagsomkostninger, jf. U.2000.1575 H, medmindre foreningen stiller passende sikkerhed for sagens omkostninger, jf. U.2017.2439 H.

Derudover har offentlige myndigheder også partsevne.

Sager kan ikke anlægges af eller mod en person, som ikke har partsevne. Sådanne stævninger afvises af domstolene. Derudover kan retssager ikke anlægges mod kongehuset, jf. grundlovens § 13, eller diplomater mv., som er tillagt eksterritorialitetsret.

Såfremt en part i forbindelse med en indkaldelse efter retsplejelovens § 302 eller spørgsmål efter retsplejelovens § 303 enten ikke møder frem til det pågældende retsmøde, nægter at afgive forklaring, nægter at besvare enkelte spørgsmål eller besvarer dem uklart eller ufuldstændigt, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til fordel for modparten, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Ved processuel skadevirkning forstås således ovenstående virkning.

I tilfælde af gruppesøgsmål anvendes princippet om processuel skadevirkning med varsomhed i forhold til gruppemedlemmer. Nægter et gruppemedlem f.eks. at besvare et spørgsmål, der har generel betydning for gruppesøgsmålet, bør det pågældende forhold, i det omfang det er muligt, søges belyst gennem et andet gruppemedlem.