Brugsretten er en ret til i en periode at udøve faktisk rådighed over en genstand, som brugeren ikke har ejendomsretten til. Brugerens rådighed er indskrænket i forhold til ejerens rådighed, idet brugeren alene kan anvende genstanden til dens formål. Hvis brugsretten er vederlagsfri, betegnes den som lån til brug, jf. Danske Lov 5-8-1. Udøves brugsretten derimod mod betaling af vederlag, betegnes den som leje. Brugsretten indebærer en ret for brugeren til at have genstanden i sin besiddelse i brugsperioden, og hovedforpligtelsen for ejeren af genstanden er derfor at give brugeren adgang til genstanden. Der er tale om en personlig ret, som brugeren ikke kan videreoverdrage, medmindre dette er aftalt med ejeren. Brugsrettigheder adskiller sig fra servitutter ved, at brugsrettigheder tildeler brugeren en almindelig ret til at råde, mens servitutten alene tildeler rettighedsindehaveren en ret til at råde over en afgrænset del i en specifik henseende.
Kreditsikring og civil tvangsfuldbyrdelse
Dekretdagen er den dag, hvor skifteretten efterkommer en konkursbegæring og afsiger konkursdekret, hvormed der indledes konkursbehandling. Dekretdagen er dermed den dag, hvor en fysisk eller juridisk person tages under konkursbehandling.
Afsigelse af konkursdekret er betinget af, at den, der har begæret konkursen, stiller sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, jf. konkurslovens § 27. Ved afsigelsen af konkursdekretet mister skyldneren rådighed over de aktiver, der indgår i konkursmassen, jf. konkurslovens § 29.
Dekretdagen har bl.a. betydning for de aftaler, hvori konkursboet indtræder. Det er alene de ydelser, som kreditor leverer efter dekretdagens afsigelse, der bliver 93-krav ved konkursboets indtræden, jf. konkurslovens § 56, stk. 2.
Denuntiation betyder meddelelse. Denuntiation er bl.a. sikringsakten ved overdragelse af simple gældsbreve. Førend en overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje til pant kan opretholdes over for overdragerens kreditorer, skal skyldner underrettes om denne overdragelse af enten overdrager eller erhververen af fordringen, jf. gældsbrevslovens § 31, stk. 1. De nærmere krav, der stilles til denne underretning, fremgår ikke af bestemmelsen, men skal udledes af retspraksis.
Ejendomsforbeholdet giver en fysisk eller juridisk person mulighed for i forbindelse med et kreditsalg at forbeholde sig ejendomsretten til det solgte, således at salgsgenstanden - forudsat at ejendomsforbeholdet opfylder nærmere bestemte gyldighedsbetingelser - kan kræves tilbage fra køber, såfremt køber ikke betaler. Dette gælder, uanset om køber har overdraget genstanden til en aftaleerhverver, eller købers kreditorer har foretaget retsforfølgning i genstanden. Gyldighedsbetingelserne er forskellige, alt efter om der er tale om et forbrugerkøb eller et erhvervskøb.
Ved helt eller delvist ophør af en tinglyst panteret opstår der en ledig plads i prioritetsordenen - bedre kendt som ejerpant. Det er alene pantsætteren, der kan råde over ejerpant, jf. tinglysningslovens § 40 stk. 1.
Ejerpant er ikke i sig selv en panteret, men ejerpant reserverer en plads i prioritetsordenen, som ejer på et senere tidspunkt kan benytte til at indsætte en panteret, således at den får prioritet forud for efterstående tinglyste panterettigheder.
Såfremt en pantsætter har aftalt oprykningsret, jf. tinglysningslovens § 40, stk. 3, rykker efterstående panthavere op i takt med, at den foranstående panthæftelse afdrages. En aftale om oprykningsret bevirker således, at princippet om faste pladser fraviges, hvorved der ikke opstår ejerpant. Det er dog værd at bemærke, at der til trods for en aftale om oprykningsret kan opstå ejerpant, såfremt der afdrages ekstraordinært på den foranstående panthæftelse.[1]
[1] Mortensen, Peter: Sikkerhed i fast ejendom, 2. udgave, 2014, s. 195
Ved ekstinktion fortrænges en rettighed af en senere stiftet rettighed. Ekstinktion udgør dermed en modsætning til vindikation, hvor det er den oprindelige rettighedsindehaver, der får genstanden tilbage/beholder sin rettighed. Ekstinktion kan f.eks. forekomme i hjemmelskonflikter eller i tilfælde af dobbeltsuccession.
Hovedreglen i hjemmelkonflikter er vindikation, idet erhverver ikke skal opnå en bedre retsstilling end overdrager. Udgangspunktet vil derfor være, at hjemmelsmanden får sin genstand/rettighed tilbage. Ekstinktion kan dog forekomme, såfremt ekstinktionsbetingelserne er opfyldt:
- Hjemmelsmandens indsigelsesgrund skal være svag (der kan som regel ikke ekstingveres overfor stærke indsigelsesgrunde - se dog Swane-dommen, hvor hjemmelsmanden havde udvist betydelig passivitet)
- Aftalen mellem overdrager og erhverver skal være tinglyst
- Erhverver skal have været i god tro om overdragers ret til at overdrage rettigheden/genstanden
Hovedreglen i dobbeltsuccession er "først i tid, bedst i ret". Udgangspunktet vil derfor være, at den første, der erhverver en rettighed til f.eks. en genstand, beholder denne. Ekstinktion kan dog forekomme, såfremt ekstinktionsbetingelserne er opfyldt:
- Den første erhverver må ikke have tinglyst sin rettighed
- Den anden erhverver skal have tinglyst sin rettighed
- Den anden erhverver skal være i god tro
Ved factoring forstås, at en virksomhed lader en factoringvirksomhed overtage virksomhedens arbejde med at indkræve betaling fra kunder, der har betalt på kredit, mod at factoringvirksomheden får en andel af fakturaens pålydende som betaling for sin ydelse. En af fordelene ved factoring er, at virksomheden kan opnå bedre likviditet som følge af, at factoringvirksomheden typisk udbetaler fakturaens pålydende (fratrukket den andel, som factoringvirksomheden tager for sin ydelse) til virksomheden med det samme, således at virksomheden ikke skal vente på at modtage betaling fra kunden til, at kreditperioden er ovre. En anden fordel er, at virksomheden undgår at skulle varetage den administration, der er forbundet med at inddrive fordringerne fra debitorerne.
Fordringspant er en måde, hvorpå indehaveren af en erhvervsvirksomhed ved brug af skadesløsbrev kan underpantsætte fordringer fra salg af varer og tjenesteydelser, jf. tinglysningslovens § 47 d, stk. 1.
Fristdagen er som udgangspunkt den dag, hvor skifteretten modtager begæring om konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 1. Det er væsentligt at fastslå fristdagen, idet den har betydning for beregning af omstødelsesfristerne i konkurslovens §§ 64-67 og §§ 69-72. Yderligere har fristdagen betydning for lønprivilegiet, jf. konkurslovens § 95, samt muligheden for at afskære modregning, jf. konkurslovens § 42.
En frivillig akkord er en aftale mellem skyldner og dennes kreditorer, der går ud på, at gælden nedsættes eller udsættes. Det er kun de kreditorer, der positivt giver accept til frivillig akkord, som er omfattet af akkorden - en kreditor kan således ikke bindes ved passivitet.
Kreditorer, der har tiltrådt en frivillig akkord, kan ikke foretage udlæg hos skyldner, så længe akkorden overholdes.
Ved frivillig likvidation opløses selskabet efter eget ønske - deraf betegnelsen "frivillig". Beslutning om frivillig likvidation træffes på selskabets generalforsamling med den stemmeflerhed, der kræves til vedtægtsændringer, jf. selskabslovens § 217, stk. 2. Det er en forudsætning for frivillig likvidation, at selskabet er solvent. Såfremt selskabet ikke er solvent, kan selskabet selv eller dets kreditorer indgive konkursbegæring.
Gældsanering er, hvor skyldner får eftergivet eller nedsat en håbløs stor gæld.
Det er kun fysiske personer, der kan opnå gældsanering. Gældsanering forudsætter, at skyldner ikke inden for de nærmeste år har udsigt til at kunne opfylde sine forpligtelser, samt at gældsaneringen medfører varig forbedring af skyldners økonomiske forhold, jf. konkurslovens § 197, stk. 1. Dertil forudsætter skifterettens afgørelse om gældsanering, at betingelserne i konkurslovens § 197, stk. 2, er opfyldt.
Håndpant er en panteret, hvor pantsætter fratages rådigheden over den pantsatte genstand, idet genstanden overgives til panthaver eller til tredjemand.
Når en kreditor foretager handlinger, der alene vedrører inddrivelse af vedkommendes eget krav hos skyldner, kaldes det for individualforfølgning. Udlæg og arrest udgør eksempler på individualforfølgning.
Er en juridisk eller fysisk person insolvent, kan kreditor eller skyldner selv anmode skifteretten om, at blive taget under konkursbehandling ved at indgive en konkursbegæring, jf. konkurslovens § 17, stk. 1. Skifteretten skal herefter indlede konkursbehandling, hvis betingelserne i konkurslovens § 17, stk. 2, er opfyldte. En konkursbehandling indledes ikke af domstolene selv.
Konkursmassen er reguleret i konkurslovens §§ 32-37.
Konkursmassen omfatter skyldners formue ved afsigelse af konkursdekretet, samt aktiver der tilfalder skyldneren under konkursbehandlingen, jf. konkurslovens § 32. Konkursboets aktiver udgør grundlaget for, at kravene i konkursordenen kan opnå fuld dækning eller dividende.
Retsplejelovens § 509 indeholder en beskyttelse af den fysiske skyldner. Det betyder, at aktiver, der er omfattet af trangsbeneficiet, dvs. aktiver der er nødvendige for at opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod, ikke indgår i konkursmassen. Formålet med at undtage visse aktiver for kreditorerne er særligt et socialt hensyn. Såfremt f.eks. tøj og inventar til opretholdelsen af et beskedent hjem ikke undtages, vil samfundet få udgifter til at give skyldneren dette.[1]
[1] Rammenskovw Bang-Pedersen, Ulrik: Kreditorerne 2. udgave s. 111
Konkursloven opstiller i §§ 93-98 seks konkursklasser, der er opdelt efter kravenes type. Principielt behandles alle kreditorer lige, men dette udgangspunkt er modificeret og gælder således kun inden for de enkelte konkursklasser.
Konkursklasserne har en 'rangorden', således at et krav i en højerestående konkursklasse skal opnå fuld dækning, førend den næste konkursklasse søges fyldestgjort af konkursboets aktiver. Kan en konkursklasse ikke opnå fuld dækning for de stillede krav, tildeles kreditorerne i denne konkursklasse den samme dividende, dvs. procentvise fyldestgørelse, hvormed kreditorerne forholdsmæssigt behandles lige. De lavere konkursklasser opnår i sådanne tilfælde ingen dækning i konkursboet.
Konkursregulering er en ret, der tilkommer såvel boet som skyldners medkontrahent, til at opsige alle typer af vedvarende kontraktforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, jf. konkurslovens § 61, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt. Boet kan dog ikke opsige med sædvanligt eller rimeligt varsel, såfremt opsigelsesvarslet er tinglyst eller registreret i et offentligt register, jf. konkurslovens § 61, stk. 1, 2. pkt., ligesom medkontrahenten ikke kan opsige med sædvanligt eller rimeligt varsel, såfremt skyldner kunne overdrage sin ret, idet dette ville formindske værdien af retten.
Der er tale om konsignation, når en fysisk eller juridisk person i form af en producent eller importør (konsignant) foretager et kreditsalg med ejendomsforbehold til en anden fysisk eller juridisk person i form af en forhandler (konsignatar) med tilladelse for konsignataren til at videresælge varen eller varelageret til sine kunder (aftaleerhververe). Købesummerne skal afregnes løbende med konsignanten. Konsignanten kan kræve ikke-solgte varer tilbagegivet, såfremt disse ikke er blevet solgt, eller såfremt konsignataren har misligholdt konsignationsaftalen på anden vis. Konsignationsejendomsforbeholdet i de ikke-solgte varer kan også gøres gældende over for konsignatarens kreditorer. Solgte varer kan konsignanten derimod almindeligvis ikke kræve tilbage fra aftaleerhververe, uanset om aftaleerhververen er i ond tro om konsignationsejendomsforbeholdet.
Et kontantforbehold indebærer, at sælger, i de tilfælde hvor der er aftalt et kontantkøb, kan nægte at udlevere salgsgenstanden til køber, såfremt køber ikke samtidig betaler købesummen. Et kontantforbehold kan sikre sælger imod tingsretlige problemer med købers aftaleerhverver, idet aftaleerhverver ikke vil kunne foretage rådighedsberøvelse og dermed ekstingvere sælgers ret.[1]
[1] Mortensen, Peter: Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udgave, 2008, s. 294