Accepteres et tilbud rettidigt, bliver både tilbudsgiver og tilbudsmodtager bundet af deres løfte (aftalens indhold), jf. Danske Lov 5-1-2.
Afslag på et tilbud får den retsvirkning, at tilbuddet bortfalder, selv om svarfristen endnu ikke er udløbet, jf. aftalelovens § 5.
Ansvarsforsikring er den forsikring, der dækker skader, der indtræder på andre end den ansvarsforsikrede.
Når der endnu ikke er sket misligholdelse af købeaftalen, men det står klart, at der vil indtræde en fremtidig væsentlig forsinkelse, som giver den ene kontraktpart ret til at hæve købet, når det ''må ventes'', at der sker gentagen forsinkelse.
Efter Danske Lov 3-19-2 kan en arbejdsgiver/principal gøres ansvarlig for en arbejdstagers culpøse handling. Ansvaret gælder både i og uden for erhvervsforhold. Såfremt arbejdet er overladt til en selvstændigt virkende tredjemand, pådrager arbejdsgiver sig ikke ansvar for tredjemands culpa.
Betingelserne for ansvaret er, at der skal være et over- underansættelsesforhold mellem arbejdsgiver og den skadevoldende arbejdstager, således at arbejdstager er underlagt arbejdsgiverens instruktioner. Derudover skal skaden være forvoldt som led i tjenesten. Endelig skal den ansatte have handlet culpøst.
Uden for kontraktforhold ifalder arbejdsgiver ikke ansvar efter Danske Lov 3-19-2, såfremt der er tale om en helt usædvanlig (abnorm) handling. F.eks. hvis en ansat, der er på vej ud til en kunde, på vejen vælger bevidst at ødelægge et busskur, kan der ikke pålægges arbejdsgiver erstatningsansvar, da der er tale om en abnorm handling, og der ikke er noget kontraktforhold, der omfatter busskuret. Handlingen mod busskuret er desuden sket uden nogen som helst forbindelse til arbejdstagers virke.
Hvis arbejdsgiver udelukkende kan gøres ansvarlig efter en strengere ansvarsregel end culpareglen, er arbejdsgiver ikke ansvarlig for arbejdstagers skadegørende handlinger ifølge Danske Lov 3-19-2. Det betyder, at arbejdsgiveren ikke bliver ansvarlig, hvis dette kun kan ske som følge af et objektivt ansvar.
Fremstilling af en ny genstand på bestilling betegnes som et bestillingskøb.
Hvor sælger/tilvirker leverer den overvejende del af de nødvendige materialer til fremstillingen, anses det som et køb ifølge købelovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Hvis det derimod er køber/bestiller, som leverer materialerne, anses det som værksleje. Det har herved betydning for, om retsforholdet reguleres af købeloven, eller reglerne om værksleje, hvorvidt det er sælger eller køber, der leverer materialerne til fremstillingen. Det anførte gælder dog kun i handelskøb og civilkøb. I forbrugerkøb vil forholdet reguleres af købeloven, uanset om det er sælger eller køber, der leverer materialerne, jf. købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt.
For at forholdet kan betegnes som et bestillingskøb, er det en forudsætning, at der frembringes en ny genstand. Heraf følger, at aftaler om reparation eller omdannelse af en genstand, ikke vil være at anse som et bestillingskøb. Hvis der dog ved reparationen eller omdannelsen anvendes reservedele eller i øvrigt tilføjes tingen i nye dele i et ikke ubetydeligt omfang, vil forholdet eventuelt kunne opfattes som værksleje, eller som køb af de tilføjede dele.
På dansk betyder det ’’det hændelige blandet med noget culpa’’. Det omhandler tilfælde, hvor der i det efterfølgende begivenhedsforløb hændeligt indtræder skade på en ting, som en uberettiget person forsætligt eller uagtsomt har tilegnet sig – eller hvor en berettiget person (f.eks. lejer) benytter tingen anderledes, end det var aftalt eller forudsat – giver anledning til specielle problemer. I det omfang man i disse tilfælde pålægger besidderen erstatningsansvar for den indtrådte skade, pålægges der egentligt et ansvar, selv om handlingen ikke – eller i hvert fald ikke nødvendigvis – har forøget skaden.
Hvis købet hverken kan karakterises som et handelskøb eller et forbrugerkøb, betegnes købet som et civilkøb.
Culpanormen er en retlig standard i erstatningsretten, som bruges til at vurdere, om en person har handlet afvigende fra ''den gode familiefars'' handling - og dermed ansvarspådragende. Culpa dækker over forsæt og uagtsomhed, herunder grov og simpel uagtsomhed. For at pålægge et ansvarsgrundlag er simpel uagtsomhed nok.
Den legale acceptfrist findes i aftalelovens § 3 og anvendes, når tilbudsgiver ikke har fastsat nogen svarfrist i tilbuddet. Den legale acceptfrist består af 2 x forsendelsestid (tur/retur) samt rimelig betænkningstid. Her er det typisk den rimelige betænkningstid, der er afgørende. Vurderingen af denne vil afhænge af en konkret vurdering af tilbuddets kompleksitet m.v.
Grundbetingelserne for at konstatere et erstatningsansvar er, at der skal være en ansvarspådragende handling, årsagsforbindelse og adækvans samt et økonomisk tab. Dernæst kan objektive ansvarsfrihedsgrunde, medvirken/egen skyld, lempelse og eventuelt bortfald få betydning for erstatningen.
Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køber hovedsaglig handler uden for sit erhverv, jf. købelovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt.
Der foreligger også et forbrugerkøb, ved køb fra en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælger af en erhvervsdrivende, jf. købelovens § 4 a, stk. 2.
Ved vurderingen af, om der foreligger et forbrugerkøb, lægges der vægt på formålet med købet og arten af det købte: skal det anvendes i privat øjemed, eller skal det købte anvendes til anvendelse i eller for en erhvervsvirksomhed?
Enhver der driver selvstændig, privat erhvervsvirksomhed, anses som erhvervsdrivende. Idrætsforeninger, spejdere og andre foreninger der udelukkende har et ikke-økonomisk formål, samt foreninger eller sammenslutninger hvis formål udelukkende er velgørende almennyttigt, politisk eller religøst, falder uden for begrebet erhvervsdrivende. Dette gælder dog kun, såfremt der ikke i drives en egentlig produktions- eller salgsvirksomhed, som må ligestilles med en almindelig erhvervsvirksomhed. I det tilfælde, hvor køber er erhvervsdrivende, og det købte alene skal anvendes til privat brug, er der ikke tale om et forbrugerkøb, jf. U.1996.186 Ø.
Det er en betingelse for at statuere forbrugerkøb, at aftalen er indgået som led i den erhvervsdrivendes erhverv. En forbrugeraftale er dermed indgået, når sælger hovedsageligt handler inden for sit erhverv, men indholdet af den konkrete aftale kan medføre, at der ikke er tale om et forbrugerkøb alligevel. En erhvervsdrivende vil således blive betragtet som en privat person, såfremt den konkrete aftale falder uden for vedkommendes almindelige erhvervsvirksomhed.
Fordringshavermora foreligger, når køber undlader at afhente eller modtage genstanden, eller købers forhold i øvrigt har bevirket, at salgsgenstanden ikke er overgivet til køberen i rette tid, jf. købelovens § 33. Det vil sige, at leveringstiden skal være udløbet, før der foreligger fordringshavermora. Som udgangspunkt udgør fordringshavermora ikke misligholdelse af aftalen, men det vil ofte medføre, at der foreligger aktuel eller anticiperet misligholdelse fra køberens side efter købelovens § 33.
Det påhviler sælger at drage omsorg for varen med de begrænsninger, der ligger i købelovens §§ 34 (hvis væsentlige omkostninger) og 35 (hvis varerne fordærves hurtigt), når købers forhold gør, at varerne ikke kan leveres til tiden.
Risikoen for varernes hændelige overgang kan overgå til sælger i forbindelse med fordringshavermora, selvom varerne endnu ikke er leveret. For genusvarer overføres risikoen, når varerne er udskilt til køber. For speciesvarer overføres risikoen umiddelbart, når der indtræder fordringshavermora (når køber ikke har afhentet til tiden). Dette følger af købelovens § 37.
Såfremt salgsgenstanden er behæftet med en værdiforringende mangel, kan køber kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen jf. købelovens § 42, stk. 1 (specieskøb), § 43, stk. 1 (genuskøb) og § 78, stk. 1, nr. 3 (forbrugerkøb). Muligheden for at få et forholdsmæssigt afslag er dermed en misligholdelsesbeføjelse, som køber erhverver, når der foreligger en værdiforringende mangel. Der gives derfor ikke et forholdsmæssigt afslag, såfremt genstanden alene lider af en fejl, som har karakter af en ren bagatel, idet genstanden i så fald ikke er mangelfuld. Samtidig skal det holdes for øje, at der ikke er noget krav om, at manglen skal være væsentlig. Samlet set behøver manglen således ikke være væsentlig, men manglen må heller ikke være en ren bagatel. Det er heller ikke en betingelse for, at køber kan kræve forholdsmæssigt afslag, at der er noget at bebrejde sælger. Herved er det forholdsmæssige afslag som misligholdelsesbeføjelse en objektiv beføjelse, som ikke er betinget af culpa.
Forholdsmæssigt afslag er kun aktuelt, såfremt køber fastholder købet, og hvis køberen reklamerer straks og uden ugrundet ophold (for så vidt angår handelskøb, jf. købelovens § 52, stk. 1) og inden rimelig tid (i forbrugerkøb, jf. købelovens § 81), medmindre manglen er skjult.
Et forholdsmæssigt afslag er en økonomisk kompensation, som fastsættes efter forholdet mellem genstandens værdi med og uden manglen. Afslaget skal derfor beregnes som en procentdel af købesummen, men på grundlag af forholdet mellem varens værdi med og uden mangler.
Eksempel på et forholdsmæssigt afslag: en vare som i mangelfri stand er kr. 12.000 værd, er på grund af en mangel kun kr. 9.600 værd. Der foreligger dermed en værdiforringelse på kr. 2.400, svarende til 20 % af købesummen. Det forholdsmæssige afslag på 20 % gives herefter i købesummen. Det betyder, at har køber betalt kr. 12.000 for varen, og køber kan kræve et forholdsmæssigt afslag på 20 % heraf, dvs. et afslag på kr. 2.400. Har køber betalt kr. 10.000 for varen, kan køber kræve et forholdsmæssigt afslag på 20 % heraf, dvs. et afslag på kr. 2.000. Har køber betalt kr. 13.000 for varen, kan køber kræve et forholdsmæssigt afslag på 20 % heraf, dvs. et afslag på kr. 2.600.
Ved uklarheder i aftaler kan man i visse tilfælde anvende fortolkningsregler til at fortolke aftalen.
Minimumsreglen
Reglen går ud på, at der ved tvivl skal fortolkes i retning af den forståelse, som er mindst byrdefuld for løftegiver. Den anvendes typisk ved ensidige forpligtelser, f.eks. gaveløfter.
Gyldighedsreglen
Reglen går ud på, at man skal tilstræbe en fortolkningsløsning, som sikrer, at aftalen kan føres ud i livet bedst muligt i overensstemmelse med intentionerne. Den anvendes typisk ved aftaler, som angiveligt kan fortolkes på en måde, så de er i strid med præceptiv lovgivning samt aftaler med et umuligt element.
Uklarheds-/koncipistreglen
Reglen går ud på, at en uklarhed skal fortolkes mod affatteren og mod den sagkyndige, dvs. til ugunst for disse. Den anvendes typisk ved standardbetingelser og udarbejdelse af kontrakter. I forbrugeraftaler gælder aftalelovens§ 38 b, stk. 1, 1. pkt., hvor man fortolker til gunst for forbruger.
Forudsætningslæren drejer sig om de såkaldte urigtige/bristende forudsætninger. For at forudsætningslæren kan anvendes, er der tre betingelser, der skal være opfyldt; forudsætningen skal være bestemmende (væsentlig), kendelig og relevant. Betingelserne er kumulative, dvs. de skal alle være opfyldt.
Ad bestemmende
Det afgørende er, om løftegiver ville have afgivet løftet, hvis han havde været klar over, hvorledes forholdene var eller ville udvikle sig.
Ad kendelig
Løftemodtager indså eller burde indse/have kendskab til forudsætningen.
Ad relevant
Dette indebærer en risikoafvejning, hvor det skal vurderes, om det er rimeligt at placere risikoen for forudsætningens urigtighed/bristen hos løftemodtageren, førend kriteriet er opfyldt.
Genuskøbet vedrører køb af genstande bestemt efter art.
Et genuskøb er karakteriseret ved, at genussælgeren - modsat speciessælgeren - har en valgret. Genussælgeren har derved flere muligheder for at opfylde købsaftalen end speciessælgeren.
Det er uden betydning for kategoriseringen af købeaftalen som species eller genus, i hvor stor udstrækning genussælgeren har en valgret. Selv om parterne således har aftalt begrænsninger i sælgers valgret, vil forholdet stadig skulle kategories som genus.
Sondringen mellem genus og species er central i en række konfliktsituationer. F.eks. er der forskel på købers adgang til at kræve naturalopfyldelse og ansvarsgrundlaget for sælgers erstatningsansvar.
Et halvgenerisk køb er karakteriseret ved, at sælger har en valgret, men at valgretten skal udøves inden for de begrænsede rammer af et angivet parti. Et halvgernisk køb foreligger således, når aftalen f.eks. vedrører et bestemt kvantum af partiet, og når det købte er angivet som en brøkdel af partiet.
Et halvgenerisk køb betragtes som et genuskøb, jf. købelovens § 3. Konfliktsituationer skal derfor bedømmes efter reglerne om genus.
Et handelskøb er et køb, som indgås mellem handlende i eller for deres bedrift, jf. købelovens § 4, stk. 1.
Begrebet handlende er defineret i købelovens § 4, stk. 2, som indeholder en opregning af en række erhverv, hvis udøvere anses for handlende. Det følger også af købelovens § 4, stk. 2, at enhver, der gør sig til bedrift at afhænde dertil indkøbte varer, anses som handlende. Det er herved en forudsætning, at virksomhedens drift er baseret på afhændelse af dertil indkøbte varer, hvorfor landbrug og liberale erhverv ikke konstituterer handelskøb. Der stilles dog ikke altid betingelse om, at anvendelsen af det indkøbte sker med videresalg for øje, hvilket f.eks. gør sig gældende ved indkøb af inventar, når blot parterne er ''handlende''.
For at købet kan anses som et handelskøb, er det ligeledes en betingelse, at købet indgår eller for den handlendes bedrift, hvormed købet ikke må være sket i privat øjemed.
Kaskoforsikringer dækker skader på det køretøj, som forsikringen angår, men ikke skader på føreren eller andre.