Aktiver er noget, som man ejer - f.eks. en bil.
Passiver er noget, som man skylder - f.eks. en gæld.
Efter arvelovens § 42 kan en arving give afkald på forventet arv og falden arv (dvs. henholdsvis hvor arvelader stadig er i live, og hvor denne er død).
Arveafkaldet kan gøres betinget således, at afkaldet f.eks. er betinget af, at det sker til fordel for en bestemt person.
Der kan også gives arveafkald på tvangsarv.
Såfremt arvelader ikke har oprettet testamente og ikke har efterladt sig en ægtefælle, fordeles arven efter reglerne om slægtsarv, der bygger på inddeling i arveklasser.
Der findes tre arveklasser. Den første arveklasse kaldes "livsarvinger", mens anden og tredje arveklasse kaldes "udarvinger". De tre arveklasser består af følgende:
1. arveklasse: Arveladers slægtninge i den ret nedstigende linje (arveladerens børn, børnebørn osv.)
2. arveklasse: Arveladers slægtninge i den ret opstigende linje (forældrene), samt deres livsarvinger (arveladerens søskende, søskendebørn, halvsøskende osv.)
3. arveklasse: Arveladers bedsteforældre, samt bedsteforældres børn (arveladers mostre, faste, farbrødre og morbrødre). Fætre og kusiner indgår ikke i arveklassen og er således ikke legale arvinger.
Såfremt arvelader efterlader en ægtefælle, er dennes arvelod 1/2, og i konkurrence med livsarvingerne (1. arveklasse), jf. arvelovens § 9, stk. 1.
En arvelader kan vælge at båndlægge hele eller dele af arven til en arving. Ved båndlæggelse tilhører arven arvingen, men med det forbehold, at arvingen ikke kan råde over arven.
Båndlæggelse af arv har praktisk betydning, når arvingen har gæld, da der er begrænset mulighed for kreditorforfølgning mod båndlagt arv, eller hvis arvelader ikke mener, at arvingen kan forvalte arven forsvarligt.
Både friarv og tvangsarv kan båndlægges, men muligheden er mere udstrakt ved friarv.
For tvangsarv gælder det, at det kun er muligt at båndlægge, indtil livsarvingen fylder 25 år, jf. arvelovens § 53, stk. 1.
Selvom arven er båndlagt, kan livsarvingen dog hæve renter og indtægter af den båndlagte arv, jf. arvelovens § 55, stk. 1, 2. pkt.
I tilfælde af gæld, vil livsarvingens kreditorer ikke kunne søge sig fyldestgjort i den båndlagte arv, samt uhævede renter og indtægter fra den båndlagte arv indtil 6 måneder efter forfaldsdagen, jf. arvelovens § 55, stk. 2.
Båndlæggelse af friarv kan ske både for livsarvinger samt længstlevende ægtefælle, ligesom båndlæggelsen ikke er begrænset til kun at kunne ske, indtil livsarvinger fylder 25 år.
Båndlæggelse af arv ophører senest ved arvingens død, hvorefter den båndlagte arv tilfalder arvingens dødsbo.
Ægtefæller har hver deres bodel. I en ægtefælles bodel indgår det, som ægtefællen har haft ved indgåelse af ægteskabet, og det, som ægtefællen har erhvervet i løbet af ægteskabet.
En person har som udgangspunkt lov til at forære sine ejendele væk uden at spørge arvinger om lov, jf. de almindelige regler om gaveløfter.
Såfremt en gave gives i forbindelse med døden eller med døden som opfyldelsestermin, gælder der dog særlige regler, da dispositionen i høj grad rammer arvingerne og ikke gavegiveren selv.
Derfor er dødsgaver omfattet af testamentereglerne, jf. arvelovens § 93. Dette medfører, at reglerne om testamentsformerne og testationskompetence, herunder respekten for tvangsarvereglerne, skal være opfyldt.
Således kan arvinger protestere mod fuldbyrdelse eller opretholdelse af gaven.
Dødsgaver omfatter gaver, der gives, mens personen er i live, men som er bestemt til opfyldelse efter giverens død, samt gaver der gives kort før giverens død på et tidspunkt, hvor giveren anser sin død for nært forestående (dødslejegaver), jf. arvelovens § 93, stk. 1, nr. 1 og 2.
Hvorvidt der er tale om en dødslejegave eller en livsgave (omfattet af de almindelige regler om gaveløfter) afhænger af en konkret vurdering.
Formuefællesskab er de legale formueordning. Det betyder, at udgangspunktet ved indgåelse af et ægteskab er, at der er formuefællesskab.
Formuefællesskab betyder imidlertid, at ægtefællerne ejer sit eget og hæfter for sin egen gæld. Der er således ikke tale om, at ægtefællerne ejer alle aktiver i fællesskab.
Formuefællesskabet kommer til udtryk, når der sker et skifte i form af separation, skilsmisse eller ved død. Her skal der som udgangspunkt foretages en ligedeling, hvilket indebærer, at begge ægtefæller skal give halvdelen af deres positive bodel til den anden ægtefælle eller dennes arvinger.
En aftale om fuldstændig særeje medfører, at en ægtefælle beholder sin formue ved separation, skilsmisse eller ved en ægtefælles død.
I modsætning til skilsmissesæreje er der således også særeje, hvis en af ægtefællerne dør.
Hjemlen findes i lov om ægtefællers økonomiske forhold (ÆFL) § 12, stk. 1, nr. 2.
En aftale om genstandssæreje medfører, at aftalen om særeje er begrænset til et eller flere aktiver. Dette kan være en bestemt genstand, f.eks. en bil, en virksomhed osv.
Hjemlen findes i lov om ægtefællers økonomiske forhold (ÆFL) § 12, stk. 2, nr. 1.
Goodwill betegner værdien af en virksomheds kundekreds, firmanavn, omdømme og lignende.
Goodwill repræsenterer således den merværdi, som en virksomhed har udover alle sine aktiver (varebeholdning, fast ejendom, udestående fordringer osv.).
Goodwill opdeles i "katte-goodwill" og "hunde-goodwill".
Katte-goodwill knytter sig til stedet (f.eks. forretningen).
Hunde-goodwill knytter sig til personen (f.eks. fordi en bestemt maler er rigtig god til at male).
Katte-goodwill indgår i formuedelingen, hvorimod hunde-goodwill holdes uden for.
Ved et indbotestamente, kan testator råde over, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter. Et indbotestamente adskiller sig fra vidne- og notartestamenter, ved at der kun stilles krav om, at det skal være skriftligt og underskrevet.
Kombinationssæreje er en aftale om, at skilsmissesæreje kombineres med en aftale om, at skilsmissesærejet kun skal være fuldstændigt særeje, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førsteafdøde eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje.
I praksis er den mest almindelige form for kombinationssæreje, at man aftaler skilsmissesæreje med fuldstændigt særeje for den længstlevende. Således vil den længstlevende, ved førsteafdødes død udtage sin egen bodel som særeje, mens førsteafdødes bodel bliver til delingsformue, med mulighed for at længstlevende kan sidde i uskiftet bo.
Fordelen ved kombinationssæreje er således, at det kan undgås, at en velstillet ægtefælle skal afgive en del af sin formue, hvis den mindre velstillede ægtefælle dør først.
Ulempen er til gengæld, at der skal være skilsmissesæreje i mindst samme omfang, som der er særeje ved død. Ved særeje for længstlevende, skal der således være skilsmissesæreje for begge parter, da man ikke ved, hvem der bliver længstlevende, hvorfor kombinationssæreje kan være byrdefuldt for den mindre velstillede ægtefælle i tilfælde af skilsmisse.
Kombinationssæreje er reguleret i lov om ægtefællers økonomiske forhold (ÆFL) § 12, stk. 1, nr. 13.
Kompensationskrav er reguleret i lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) kapitel 13 (§§41-43)
ÆFL § 41: Medvirkenkompensation.
Kompensation, hvis en ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue. En ægtefælle kan have medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordeling af familiens udgifter eller på anden lignende måde.
ÆFL § 42: Rimelighedskompensation.
Kompensation, når en ægtefælle stilles urimeligt økonomisk, og den anden ægtefælle har en formue, der ikke indgår i formuedelingen. Ved vurderingen af, om ægtefællen stilles urimeligt, skal der lægges vægt på ægteskabets varighed, eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.
ÆFL § 43: tidsfrister for sagsanlæg efter ÆFL §§ 41 og 42.
Under ægteskabet gælder særråden og særhæften, men ved skilsmisse, separation og død, træder princippet om ligedeling som udgangspunkt frem.
Ligedelingen medfører, at hver ægtefælle ved boskifte afgiver halvdelen af sin nettobodel (aktiver fratrukket passiver) til den anden ægtefælle eller dennes arvinger.
Der gælder dog undtagelser til princippet om særeje. En række aktiver (herunder særeje) indgår efter lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 26 ikke i ligedelingen, ligesom ægtefællerne i forbindelse med separation eller skilsmisse kan indgå aftale om deling af deres formue, jf. lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 32.
Hvis en ægtefælle væsentligt har reduceret delingsformuen ved at misbruge rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt reduceret delingsformuen, så har den anden ægtefælle et misbrugskrav. Det medfører, at ægtefællen, der ikke har foretaget misbrug, skal stilles som om, at formueformindskelsen ikke har fundet sted.
Der kan ikke være tale om misbrugskrav, hvis en ægtefælle har misbrugt sit eget særeje, da særeje ikke indgår i formuefællesskabet.
Et misbrug kan f.eks. være at hæve alle pengene på en fælleskonto og give dem til en tredjepart som en gave. Det er særligt tilfældet, hvis gaven er givet til en ny samlivspartner kort før en separation.
Misbrugskrav er reguleret i lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 40.
Et notartestamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar, som er en dommer, dommerfuldmægtig eller kontorfuldmægtig ved en byret.
Notaren afgiver erklæring om testators identitet, samt at testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente (se arvelovens § 52).
Notartestamentet er den sikreste måde at oprette testamente på.
Såfremt testator på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette et vidne- eller notartestamente, kan denne oprette et nødtestamente uden at skulle opfylde betingelser, der stilles til de ordinære testamenter.
Der gælder således ingen formkrav til nødtestamentet, men det afgørende er, at dispositionen kan anses for at komme fra testator og være udtryk for dennes sidste vilje.
Nødtestamentet bortfalder efter 3 måneder, hvis der ikke har været nogen hindring for at oprette et ordinært testamente.
Ophørsdagen er den dag, der angiver, hvornår formuefællesskabet ophører. Det betyder, at aktiver og passiver, der er erhvervet efter ophørsdagen, ikke indgår i formuedelingen.
Ophørsdagen er som udgangspunkt udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtager anmodning om separation eller skilsmisse, jf. lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 27, stk. 1.
Skifteretten kan dog vælge at fravige udgangspunktet og bestemme en anden ophørsdag, jf. lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 27, stk. 2. Det kræver dog, at der er gangske særlige forhold, der taler herfor.
Ægtefæller kan også selv aftale en anden ophørsdag, jf. lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 27 stk. 3.
Endelig er det i lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 27, stk. 4 fastsat, at ophørsdagen i stk. 1. fastholdes, selvom en anmodning om skilsmisse er bortfaldet på grund af betingelserne for skilsmissen i ægteskabslovens § 42, stk. 2 ikke er opfyldt. Det gælder dog kun, hvis en ægtefælle inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om, at ansøgningen er bortfaldet, indgiver anmodning om separation eller skilsmisse.
Repræsentationsprincippet er et af de tre principper, der gælder i relation til arveklasser.
Af princippet følger, at en slægtnings børn (osv.) repræsenterer en afdød arving, og at disse arver indbyrdes lige. De træder således i den afdødes arvings sted, og skal dele den arv, der ellers ville være tilfældet den afdøde.
F.eks.: et barnebarnet til en arvelader vil ikke arve, så længe dennes forældre (arveladers barn) er i live (som følge af stirpalgrundsætningen), men såfremt forælderen er død, vil barnebarnet arve, hvad forælderen ville have arvet i levende live. Såfremt forælderen har flere børn, får de ikke en større samlet andel, men skal stadig dele den del der ville være tilfaldet forælderen.
Såfremt ægtefællerne har aftalt særeje, kan en ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt kompensation, for at sikre, at denne ikke "bliver stillet urimeligt økonomisk".
Ved vurderingen kan der lægges vægt på ægteskabets varighed (skal i almindelighed have varet ca. 5 år), et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue og pensionsforhold (her indgår det i vurderingen, om der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formuedelingen, samt om den økonomisk dårligst stillede ægtefælle har manglende eller begrænsede arbejdsmuligheder) og omstændighederne i øvrigt.
Beløbene er ofte i størrelsesordenen kr. 50-100.000, men ved meget store særejeformuer er der tildelt beløb op til kr. 1.000.000.
Rimelighedskompensation er reguleret i lov om ægtefællers økonomiske forholds (ÆFL) § 42.