Administrativ rekurs giver mulighed for at påklage en forvaltningsafgørelse til en højere forvaltningsmyndighed. Administrativ rekurs er således udtryk for to-instansprincippet. Muligheden for administrativ rekurs er en retssædvane, og adgangen til administrativ rekurs er således ikke betinget af en lovhjemmel. Det vil derimod kræve en udtrykkelig lovhjemmel at afskære muligheden for administrativ rekurs.
Størstedelen af forvaltningsloven gælder kun for afgørelsessager, jf. forvaltningslovens § 2. Derimod gælder offentlighedsloven også, når der ikke er tale om afgørelsessager, jf. offentlighedslovens § 2 forudsætningsvist.
De grundlæggende kriterier for, om der er tale om en afgørelse er: i) der skal være tale om en udtalelse fra en forvaltningsmyndighed, ii) udtalelsen skal ensidigt fastsætte, hvad der er eller skal være gældende ret, iii) udtalelsen skal være rettet mod en ekstern modtager, eller en begrænset kreds af eksterne modtagere, og iv) udtalelsen skal være udstedt på et offentligretligt grundlag. Privatretlige dispositioner vil ikke opfylde dette kriterie, jf. f.eks. U 2005.616 H om fratrædelsesaftale, som ikke var omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb
Er der tvivl om, hvorvidt kriterierne er opfyldt, skal det vurderes, om hensynene til de berørte taler for, at udtalelsen skal være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette vil f.eks. være afgørende for retten til at blive partshørt. Som et eksempel på en afgørelse kan nævnes et afslag på boligstøtte. Som et eksempel på noget, som falder uden for afgørelsesbegrebet, kan nævnes en beslutning om at oversende sagen til en anden forvaltningsmyndighed i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2. Dette vil være en procesledende beslutning, og sådanne er ikke omfattet af afgørelsesbegrebet.
Retsgrundlaget for aktindsigt til en videre personkreds følger af offentlighedsloven, jf. offentlighedslovens § 7, hvor det gælder, at enhver kan få aktindsigt i dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed som led i administrativ sagsbehandling.
Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven er således videregående for så vidt angår personkredsen, da aktindsigt efter forvaltningsloven forudsætter partsstatus, samt, at der er tale om en afgørelse.
Der gælder en række undtagelser, hvorefter der kan nægtes aktindsigt efter offentlighedsloven. Disse er at finde i offentlighedslovens kapitel 4.
Når forvaltningen træffer en afgørelse, der ikke giver parten fuldt ud medhold, og denne afgørelse meddeles skriftligt, er forvaltningen underlagt en begrundelsespligt. Denne forpligtelse følger af forvaltningslovens § 22.
Kravene til begrundelsens indhold følger af forvaltningslovens § 24. Begrundelsen skal indeholde henvisninger til de retsregler og hensyn, der ligger til grund for afgørelsen.
Endvidere følger det af forvaltningslovens § 23, at en part kan kræve at få skriftlig begrundelse ved en mundtlig afgørelse, såfremt denne ikke giver parten fuldt ud medhold.
Delegation vedrører det forhold, at en myndighed overlader sin kompetence til en anden myndighed eller evt. privat person eller organisation. Der skal her skelnes mellem intern og ekstern delegation.
Ved intern delegation forstås en overordnet myndighed, som overlader kompetence til at træffe afgørelser til en af sine underordnede inden for myndigheden. Intern delegation til hierarkisk opbyggede myndigheder kan som udgangspunkt ske på ulovbestemt grundlag, med baggrund i det faktum at der består et over-/underordnelsesforhold.
Ved delegation i et kollegialt organ, skal der skelnes mellem forskellige muligheder for delegationer. Delegation til formanden er i udgangspunktet mulig, således at det er muligt at lade formanden træffe afgørelser i rutinesager, hvor der foreligger en fast praksis. Ligeledes kan der ske delegation til formanden ved presserende sager og genoptagelse af afgjorte sager. Der skal dog være en særlig begrundelse for at foretage delegationen. I andre tilfælde vil delegationen forudsætte lovhjemmel. Principsager, hvor fremtidig praksis fastlægges, samt sager af større betydning, kan ikke delegeres til formanden. Ved delegation til et udvalg i det kollegiale organ, er udgangspunktet, at dette kan ske uden lovhjemmel, såfremt der ikke foreligger et delegationsforbud. Det er dog antaget, at stående udvalg og økonomiudvalget ikke kan videredelegere afgørelseskompetencen til underudvalg. Ved delegation til den kommunale eller regionale administration eller et sekretariat er udgangspunktet, at det kan ske uden lovhjemmel, medmindre det fastætter ny praksis.
Ved ekstern delegation forstås en forvaltningsmyndigheds overladelse af kompetence til en anden myndighed eller til private. Ekstern delegation af afgørelseskompetencen kræver som det klare udgangspunkt lovhjemmel. Dette gælder dog ikke, såfremt der delegeres fra en overrodnet myndighed til en underordnet myndighed - her kan delegation i de fleste tillfælde foretages med baggrund i det over/underordnelsesforhold, der består mellem de to myndigheder.
Forvaltningsloven gælder kun for den offentlige forvaltning, jf. § 1, stk. 1, jf. dog § 1, stk. 2 om visse former for selvejende institutioner
Afgrænsningen foretages på et formelt grundlag. Der skal efter denne afgrænsning alene kigges på, om organet formelt set er en forvaltningsmyndighed, og ikke på hvilke opgaver organet varetager.
Omfattet er f.eks. den statslige, regionale og kommunale forvaltning. Omfattet er også nævn og råd. Uden for begrebet falder blandt andet Folketinget, domstolene og Folketingets Ombudsmands
Derogation omhandler tilfælde, hvor loven giver forvaltningen bemyndigelse til at gøre afvigelser fra loven. Anordninger med derogatorisk kraft omfatter generelle afvigelser i form af udstedelse af regler. Anordninger med derogatorisk kraft forudsætter lovhjemmel.
Det administrative skøn anvendes i tilfælde, hvor lovteksten ikke er fuldstændig præcis. I dette tilfælde kan forvaltningen i et mere frit omfang vælge, hvilke hensyn der skal lægges til grund for afgørelsen samt med hvilken intensitet. Dette kaldes også “det frie skøn”.
Dispensation omhandler tilfælde, hvor forvaltningen har mulighed for at fravige loven i konkrete tilfælde. Der kræves en lovhjemmel, førend der kan gives dispensationer fra love, jf. den formelle lovs princip. Det er dog relevant at anføre, at der ikke er fastsat nogle begrænsninger i lovgivningsmagten til at give hjemmel til konkrete fravigelser, herunder dispensationer. Dette skyldes, at der ved brug af dispensationer er mulighed for at smidigøre loven, hvilket er ønskeligt. Formålet med regulering ved dispensationer kan også være at hindre omgåelse.
Domstolens begrundelsesgrundlag omhandler det grundlag eller den målestok, som domstolene anvender, når de skal tage stilling til, om en forvaltningsafgørelse er acceptabel eller uacceptabel, og er derved en den af realitetsprøvelsen. Der tages udgangspunkt i elementerne, som indgår i forvaltningsafgørelsen, herunder både jus og faktum.
Domstolens bedømmelsesgrundlag omfatter gældende ret, og domstolene prøver derfor forvaltningens retsanvendelse. Domstolens begrundelsesgrundlag omfatter dog normalt ikke forvaltningens skøn.
Ombudsmanden fører kontrol med den offentlige forvaltning. Folketingets Ombudsmand er ikke en del af den offentlige forvaltning, og er således ikke omfattet af forvaltningsloven. Folketingets ombudsmand må heller ikke forveksles med Forbrugerombudsmanden.
Ombudsmanden har ikke kompetence til at afsige retligt bindende udtalelser, eller ændre afgørelser truffet af forvaltningen. Ombudsmanden har alene kompetence til at udtale kritik og påpege fejl og mangler ved afgørelser. I langt de fleste tilfælde vil forvaltningen dog rette sig efter Ombudsmandens kritik. Ved en eventuel domstolsprøvelse er domstolene ikke forpligtet af Ombudsmandens udtalelse, og det er hyppigt set, at domstolene er kommet frem til et andet resultat end Ombudsmanden.
Udgangspunkt er, at en forvaltningsmyndighed er forpligtet til i alle tilfælde at inddrage relevante og saglige kriterier, og i forhold hertil træffe en afgørelse efter en konkret vurdering.
Dette medfører, at forvaltningsmyndigheder ikke uden særlige holdepunkter i lovgivningen lovligt kan sætte et lovbestemt skøn ”under regel” ved at opstille interne regler, der afskærer eller kraftigt begrænser skønnet.
En forvaltningsakt er en offentlig myndigheds afgørelse. Forvaltningsakter kan være begunstigende eller bebyrdende.Forvaltningsakter kan være positive, hvilket betyder, at der skabes en ændring i retstilstanden, f.eks. en dispensation, eller negative, hvorved der ikke skabes en ændring i retstilstanden, f.eks. et afslag på en ansøgning.
Princippet om god forvaltningsskik er i høj grad etableret af Folketingets Ombudsmand. Princippet omhandler grundlæggende, at forvaltningen skal optræde “høfligt” og “hensynsfuldt” over for borgerne. Dette indebærer bl.a. vejledning, hurtig sagsbehandling og lignende foranstaltninger.
God forvaltningsskik er en norm, der rækker udover, hvad der retligt kan forlanges af forvaltningsmyndighederne. Princippet understøtter hensynet til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.
Der sondres mellem almindelig habilitet og speciel habilitet.
Almindelig habilitet angår spørgsmålet om, hvorvidt en person i det hele taget kan indtage en stilling i en offentlig myndighed. Reglerne herom findes primært i den specielle forvaltningsret, men det antages, at også den almindelige forvaltningsret opstiller visse regler om almindelig habilitet, dog på et ulovfæstet grundlag.
Speciel habilitet angår spørgsmålet om, hvorvidt en person i den offentlige myndighed er inhabil i forhold til en konkret sag. Regler herom findes i forvaltningslovens kapitel 2, og særligt § 3. Det skal bemærkes, at også en myndighed kan være inhabil - spørgsmålet om, hvorvidt en myndighed er inhabil, afgøres ligeledes efter forvaltningslovens § 3. F.eks. vil en myndighed være inhabil i medfør af § 3, stk. 1, nr. 1, i sager, hvor forvaltningsmyndigheden selv er part.
Habilitet er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, der er reguleret i forvaltningslovens kap. 2 (§§ 3-6). Habilitet indebærer, at den person, der udøver offentlig forvaltning, skal være upartisk. Reglerne om habilitet har således til formål at sikre, at forvaltningens afgørelser træffes ud fra saglige hensyn. Der sondres grundlæggende mellem almindelig habilitet og speciel habilitet, hvor det alene er den specielle habilitet, der reguleres i forvaltningsloven.
Almindelig habilitet indebærer både generelle positive og negative krav til enkeltpersoner, der altid skal være opfyldt, før en person er duelig til at træffe afgørelse. Yderligere indebærer den almindelige habilitet nogle grundlæggende procedureregler, der skal være opfyldt, før kollegiale organer kan betragtes som habile.
Speciel habilitet gælder, modsat den almindelige habilitet, i forhold til konkrete sager. Det afgørende ved speciel habilitet er at vurdere, hvorvidt den pågældende person i forvaltningen potentielt kan have en interessekonflikt. Reglerne om speciel habilitet findes i forvaltningslovens kap. 2 (§§ 3-6) Det er muligt, at en person kan opfylde betingelserne for at være habil efter de almindelige betingelser, men grundet nogle særlige omstændigheder ved en konkret sag kan den pågældende være inhabil efter de specielle regler.
Hjemmelskravet indebærer overordnet set, at forvaltningen alene kan handle, når den er bemyndiget hertil gennem en lovbestemmelse. Det er som udgangspunkt forvaltningen selv, der afgør, hvilket hjemmelsgrundlag, der skal være til stede ved den konkrete afgørelse. I sidste ende kan spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget prøves ved domstolene, jf. grundlovens § 63.
Skærpet hjemmelskrav: Jo mere indgribende en forvaltningsafgørelse er for den enkelte borger, desto strengere krav kan der stilles til hjemmelsgrundlaget. Dette kaldes også “intensitetssynspunktet”.
Hjemvisning er en ugyldighedsform, hvorved en afgørelses retsvirkninger ophæves. I hjemvisning ligger, at sagens sendes til førsteinstans med henblik på, at denne skal træffe en ny afgørelse i sagen. Hjemvisning anvendes i situationer, hvor afgørelsen hviler på et forkert retligt grundlag, hvis der foreligger væsentlige sagsbehandlingsmangler, eller hvis de faktiske omstændigheder er utilstrækkeligt oplyst.
Retsgrundlaget for journalisering findes i offentlighedslovens § 15. Heraf gælder, at dokumenter, som myndigheden har modtaget eller afsendt til udenforstående, og myndighedens interne dokumenter, skal journaliseres i det omfang, dokumentet har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt.
Dokumentet skal journaliseres snarest muligt, efter det er modtaget eller afsendt, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 2.
Pligten til at journalisere gælder for statslige forvaltningsmyndigheder samt kommunale og regionale enheder, der kan henregnes til den kommunale og regionale centralforvaltning, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 4.
Dækker over spørgsmålet om, hvorvidt pågældende forvaltningsmyndighed kan behandle sagen.
Ved saglig kompetence forstås, at den pågældende myndighed skal have kompetence til at træffe afgørelse i en given sagstype.
Ved stedlig kompetence forstås, at sagen skal høre ind under den pågældende myndigheds geografiske område. Spørgsmålet er relevant, hvor en forvaltningsmyndighed ikke har kompetence til at træffe afgørelser i sager hidhørende fra alle dele af landet, men alene et afgrænset geografisk område.
Ved funktionel kompetence forstås, at en forvaltningsmyndighed kan være begrænset til kun at varetage nærmere afgrænsede funktioner. Det kan f.eks. hænde, at en myndighed alene kan have kompetence til at udtale sig om en sag. I et sådant tilfælde vil myndigheden ikke have kompetence til at træffe afgørelse i sagen.