Rettigheder, som under ingen omstændigheder kan fraviges eller gøres indgreb i.
Jure gestionis handlinger er handlinger er af kommerciel karakter. En sådan handling foretaget af staten nyder ikke immunitet. En jure gestionis handling kan f.eks. være leje af fast ejendom.
Jure imperii handling er handlinger foretaget af staten og diplomater (eller andre repræsentanter for staten). En sådan handing nyder immunitet, hvorfor staten ikke kan holdes ansvarlig ved en fremmed stats domstol. Det er dog muligt f.eks. at gøre et erstatningsansvar gældende ved domstole i den stat, der har krænket folkeretten. En jure imperii handling kan f.eks. være lovgivning, opkrævning af skatter eller handlinger vedrørende udenrigspolitik.
Anordninger (også kaldet bekendtgørelser) er regler i et regelsæt udstedt af administrationen, der er bindende for borgerne, ligesom almindelig lov. Administrationens udstedelse af reglerne sker ofte efter bemyndigelse i lovregler. Nogle anordninger underskrives af monarken ("Kongelige anordninger"), men det gør ingen forskel for retsvirkningerne.
Anstaltsanordninger er anordninger uden udtrykkelig hjemmel, der fastlægger nærmere regler for forholdet mellem institutionerne og borgerne. Anstaltsanordninger gør, at anstalterne, som f.eks. omfatter statslige institutioner inden for undervisning, børne- og ældreområdet, kulturlivet, sundhedsområdet mv., kan opfylde deres primære formål ved at fastsætte regler, der sikrer dette. Retten til at fastsætte anstaltsanordninger uden udtrykkelig hjemmel er fastslået i retspraksis, se f.eks. U 1988.731/2 Ø, hvor et bibliotek kunne forbyde borgerne at tage hunde med ind på biblioteket, og U 2001.83 H, hvor et AMU-center kunne bortvise en elev for overtrædelse af centrets ordensregler.
En stat har ret til at udøve selvforsvar, selvom et angreb endnu ikke har fundet sted. Det kaldes anticiperet selvforsvar. Det kræver, at et angreb er nært forestående.
Basislinje er den linje langs en stats kyst, hvorfra statens territorialfarvand skal beregnes
En traktat, som er indgået mellem to stater.
Anerkendelsen af en given stat er alene en politisk handling. Det afgørende er, om den pågældende stat i realiteten opfylder de almindelige statskriterier.
Beskyttelse mod tiltalerejsning og frihedsberøvelse
Den parlamentariske immunitet fremgår af grundlovens § 57 og består af to led. Ifølge § 57, 1. pkt., skal Folketinget give samtykke til tiltalerejsning og frihedsberøvelse af et folketingsmedlem, medmindre vedkommende gribes på "fersk gerning". Formålet med dette er at sikre folketingsmedlemmernes deltagelse i folketingsarbejdet, samt sikre mod eventuelt misbrug fra regeringen. Det antages, at et samtykke til tiltalerejsning også indeholder et samtykke til en eventuelt efterfølgende frihedsstraf, men i praksis har Folketinget givet et fornyet samtykke i sådanne situationer.
Beskyttelse af den parlamentariske ytringsfrihed
Ifølge § 57, 2. pkt., kan intet folketingsmedlem drages til ansvar for sine ytringer i Folketinget, uden dets samtykke. Formålet med dette er at sikre en fri og levende politisk debat. "Ytringer" skal forstås som enhver form for meningstilkendegivelse (mundtligt, skriftligt, symbolsk etc.), dog ikke konkrete handlinger, der i sig selv er strafbare, som f.eks. et voldeligt overfald på en kollega. Dernæst skal "Folketinget" forstås som et funktionelt, og ikke et stedligt kriterium, hvilket vil sige, at beskyttelsen gælder i forbindelse med folketingsarbejdet, uanset om det foregår i folketingssalen, på Christiansborg eller et tredje sted. Fremsætter et folketingsmedlem aktivt sin ytring på ny, uden for folketingsarbejdet, er vedkommende dog ikke længere beskyttet af § 57, 2. pkt. I praksis er Folketinget meget tilbageholdende med at give samtykke til sager under § 57, 2. pkt.
Derogation betyder (delvis) ophævelse/fravigelse af en lov.
Når man taler om delegation af lovgivningskompetence, kan dette også omfatte en bemyndigelse til at fravige eller ændre en lov, kaldet delegation med derogatorisk kraft. Hvis delegationen inkluderer en ret til at fravige selve bemyndigelsesloven, kaldes det for en delegation med svag derogation. Hvis delegationen inkluderer en ret til at fravige andre love end bemyndigelsesloven, kaldes det for en delegation med stærk derogation.
Desvetudo er betegnelsen for, at en retsnorm ophæves, fordi der dannes en retssædvane, som strider imod retsnormen.
Diskontinuitetsprincippet følger af grundlovens § 41, stk. 4. Diskontinuitetsprincippet har betydning i forhold til folketingsåret, der løber fra den første tirsdag i oktober til den følgende første tirsdag i oktober året efter, jf. grundlovens § 36, stk. 1.
Diskontinuitetsprincippet har den betydning, at lovforslag og forslag til andre beslutninger, der ikke er vedtaget inden folketingsårets afslutning, automatisk bortfalder. Dette betyder, at lovforslag og forslag til andre beslutninger skal fremsættes og behandles på ny i det nye folketingsår.
Grl § 3, 3. pkt., fastslår, at "den dømmende magt er hos domstolene", for at sikre, at opgaverne varetages af uafhængige organer, da dette er en garanti mod magtmisbrug fra den udøvende magt, jf. Montesquieus magtadskillelsesteori.
Man skelner typisk mellem tre forskellige aspekter af domstolenes uafhængighed; den organisatoriske, den funktionelle og den personelle uafhængighed.
Den organisatoriske uafhængighed
Domstolenes organisatoriske uafhængighed følger af Grl § 61, hvor det hedder "Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes."
Denne uafhængighed er todelt.
I henhold til Grl § 61, 1. pkt., skal alle regler om domstolenes organisation fastsættes direkte i loven, hvilket betyder, at regeringen ikke har beføjelse til administrativt at regulere domstolenes organisation og virksomhed. Formålet med dette er at værne om domstolenes uafhængighed af regeringen.
Efter Grl § 61, 2. pkt., indebærer, at der ikke kan nedsættes særdomstole med dømmende myndighed, dvs. nedsættelse af domstole til pådømmelse af en allerede foreliggende sag. Begrundelsen for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at oprette særdomstole med dømmende myndighed er, at udvælgelsen af dommere kan ske på baggrund af deres holdning til den eller de sager, som skal afgøres. Hvis regeringen for eksempel havde mulighed for at udpege dommere med henblik på at sikre, at afgørelserne er i overensstemmelse med regeringens ønsker, ville dette være problematisk. Grl § 61, 2. pkt., er dog ikke til hinder for, at der kan oprettes særdomstole med undersøgende myndighed, også kaldet undersøgelseskommissioner.
Den funktionelle uafhængighed
Dommernes funktionelle uafhængighed følger af Grl § 64, 1. pkt., hvor det fremgår, at "Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven". Denne bestemmelse medfører, at dommerne ikke skal lytte til politikere eller andre om, hvordan sager skal afgøres, men kun skal rette sig efter loven. Ordet "loven" omfatter ikke kun formel lov, men også andre almindeligt anerkendte retskilder. Det sker dog også til tider, at domstolene påtager sig en retsskabende rolle ved at fortolke eksisterende regler i lyset af teknologisk og samfundsmæssig udvikling eller i forhold til nye problemer.
Den personelle uafhængighed
Dommernes personelle uafhængighed vedrører reglerne om udnævnelse af dommerne samt dommernes beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse, og har til formål at understøtte dommernes funktionelle uafhængighed, da denne uafhængighed forhindrer, at man kan påvirke en dommer ved trussel om afskedigelse eller forflyttelse.
Reglerne om udnævnelse af dommere findes ikke i grundloven, men domstolene blev sikret afgørende indflydelse på dommerudnævnelserne ved lov nr. 402 af 26. juni 1998, hvorefter der blev oprettet et dommerudnævnelsesråd, der afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger, jf. Rpl § 43 a. Desuden udpeges Højesterets præsident også af Højesterets dommere selv. Således har domstolene størst indflydelse på dommerudnævnelsen.
Beskyttelsen mod afsættelse og forflyttelse fremgår af Grl § 64, 2. og 3. pkt., hvorefter en dommer kun kan afskediges eller forflyttes ved dom, når dommeren først er udnævnt. En undtagelse til dette er, at de kan afskediges fra de fylder 65, men i så fald skal de stadig have løn i perioden indtil de alligevel ville blive afskediget på grund af opnåelse af den pligtige pensionsalder for dommere (70 år). Endvidere kan de som udgangspunkt afskediges eller forflyttes, såfremt der er tale om en større omorganisering af domstolene.
"Dronningerunden" er en betegnelse, der anvendes i forbindelse med forhandlinger om dannelsen af en ny regering i Danmark. Det foregår efter alle folketingsvalg samt, hvis en regering er gået af uden at udskrive valg.
Som udgangspunkt har den siddende statsminister ansvaret for at styre processen, som går ud på, at alle partier, der er valgt ind i Folketinget, afleverer deres råd til dronningen om, hvem der bør lede forhandlingerne om en ny regering. Denne person kaldes en "kongelig undersøger". Når partierne har givet deres råd til hoffet, bliver de videregivet til Statsministeriet, og statsministeren vælger herefter, hvordan rådene skal fortolkes og hvem der skal udpeges til kongelig undersøger. Altså har dronningen blot en formel rolle i processen. Statsministeren vælger oftest den person som kongelig undersøger, der har et klart flertal bag sig. Den kongelige undersøger har initiativet i den efterfølgende proces, hvor vedkommende skal forhandle med de politiske partier i Folketinget for at danne en ny regering. En vigtig regel er her, at der ikke må udnævnes en regering, som forventes at blive mødt med et mistillidsvotum straks efter udnævnelsen. Hvis forhandlingerne lykkes, og der dannes en regering, vil Dronningen invitere den nyudnævnte statsminister til at præsentere regeringen på Amalienborg. Denne ceremoni kaldes "dronningerunden", fordi det er her, at de nye ministre præsenteres for Dronningen og den kongelige familie.
Dronningerunden er en politisk praksis. Der er ikke tale om en retssædvane, da den ikke er juridisk bindende.
En særlig retsstilling, som beskytter imod tvangshåndhævelse fra andre stater.
Ekspropriation er tvungen afståelse af en borgers ejendom. Grundlovens § 73 yder i denne forbindelse en vis beskyttelse mod et sådan indgreb i borgernes ejendomsret. Først og fremmest, skal indgrebet dog have karakter af ekspropriation. Det kræver, at følgende tre krav alle er opfyldt:
For det første skal indgrebet være rettet mod ejendom.
For det andet skal indgrebet i ejendom have karakter af en afståelse – og ikke blot en erstatningsfri regulering.
For det tredje skal ejendomsindgrebet være rettet mod en beskyttet ejer.
Efter omstændighederne kan der inddrages andre synspunkter i bedømmelsen.
Når disse betingelser er opfyldt, og der derfor er tale om en ekspropriation, beskytter grundlovens § 73 borgerens ejendomsret, således at denne kun kan gennemføres på visse betingelser. Mere præcist opstiller § 73, stk. 1, 2. og 3. pkt., at ekspropriative indgreb kun kan ske ifølge lov, hvor det kræves af almenvellet og mod fuldstændig erstatning til den ramte ejer.
Ekstern selvbestemmelse er en ret til at løsrive sig fra moderstaten, også imod dennes vilje, og danne en uafhængig stat
En forfatningsretlig sædvane/praksis spiller en vigtig rolle i forfatningsretten. En forfatningsretlig sædvane opstår, når en eller flere handlinger fra en relevant myndighed, fortætter sig til en retligt bindende norm. Ud over at der skal være en bestemt ensartet adfærd, skal der også hos myndigheden bestå en subjektiv forståelse af, at man er retligt forpligtet til at handle efter normen. Endelig skal adfærden have en hensigtsmæssig karakter.
Forfatningsretlige sædvaner kan inddeles i tre kategorier:
- Retssædvaner, der ændrer grundloven
- Retssædvaner, der fortolker grundloven
- Retssædvaner, der supplerer grundloven
Denne kategorisering har stor betydning i forhold til retssædvanens betydning. Der er i litteraturen bred enighed om, at retssædvaner, der ændrer grundloven, dvs. isoleret set er i strid med grundloven, befinder sig på grundlovsniveau. Den simple forklaring på dette er, at ellers ville retssædvanen ikke kunne fravige grundlovens ordlyd.
Retssædvaner, der fortolker grundloven, antages også at befinde sig på grundlovsniveau. Forklaringen her er, at disse præciserer grundlovens ordlyd og anvendelsesområde.
Retssædvaner, der supplerer grundloven, befinder sig på almindeligt lovsniveau, hvilket vil sige et trin under grundlovsniveau.
Formel ytringsfrihed
Indebærer, at der ikke må ske forudgående censur. Det vil sige, at man har en grundlovssikret rettighed til at udtale sig uden først at skulle indhente tilladelse fra en offentlig instans. Formel ytringsfrihed sørger således for, at man frit kan ytre sig uden forudgående tilladelse. Dette betyder dog ikke, at man ikke senere kan være ansvarlig for sine udtalelser. Den formelle ytringsfrihed er omfattet af grundlovens § 77.
Materiel ytringsfrihed
Udtryk for, at der for ytringer ikke kan fastsættes efterfølgende sanktioner i form af f.eks. straf. Det er den overvejende opfattelse i juridisk teori, at grundlovens § 77 ikke beskytter den materielle ytringsfrihed.