search menu
bookmark
person

Vindmøllen – U 1993.191/2 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsret dom i sag K-B 1456/1992. Refereret af andre i U 1993.191/2 V.

Oprindeligt kommenteret af

Rikke Kanstrup Grav Rikke Kanstrup Grav

i 2017

Verificeret af advokat

Marie Guldberg Marie Guldberg

i 2017

Resumé

Instans og rettens sagsnr.: Vestre Landsrets dom i sagen K-B 1456/1992 

Domsnr.: Refereret af andre i: U 1993.191/2 V 

 

Resume  

Dom afsagt af Vestre Landsret 

Dissens: Ingen 

Tema: Pant i vindmøller, TL § 38, bygningsbegrebet i TL § 38  

 

Fakta  

A forsøgte at tinglyse et løsøre-ejerpantebrev over en vindmøllen i vindmølle ejerens personbog. Denne anmodning om tinglysning blev afvist med den begrundelse, at pant i vindmøller ikke kan tinglyses som løsøre. 

Spørgsmålet var herefter om pant i vindmøller har karakter af pant i løsøre, der skal tinglyses i personbogen, eller det har karakter af pant i fast ejendom, der skal tinglyses på den pågældende ejendom i tingbogen. (Både Personbogen og Tingbogen er digitale registre. Anvendelsen af de to registre afhænger af hvilket aktiv en konkret rettighed angår. Tingbogen omfatter rettigheder over faste ejendomme og er opdelt efter disse ejendomme, således at en tingbogen omhandler rettighederne over en specifik ejendom. Udgangspunktet er, at alle rettigheder over fast ejendom skal tinglyses i tingbogen, jf. Tinglysningslovens ("TL") § 1, stk. 1, med undtagelse af nogle specifikke lovbestemte undtagelser nærmere angivet i TL §§ 3 og 4. Hvad angår Personbogen følger det af TL § 43, stk. 1, at dokumenter der ikke skal tinglyses efter reglerne i lovens kapitel 6 a eller 6 b, og som angår en persons rådighed over løsøre eller over en persons formue i almindelighed skal tinglyses i Personbogen, i de tilfælde der følger af TL kapitel 7. Den grundlæggende forskel på Personbogen og Tingbogen er således, at Personbogen angår en specifik persons rådighed over løsøre eller denne specifikke persons rådighed over sin formue i almindelighed, mens Tingbogen angår en specifik ejendom og de rettigheder en eller flere personer har over denne ejendom.)

Tinglysningsdommeren fandt, at pant i vindmøller skal tinglyses som pant i fast ejendom, og dermed kun kan tinglyses som pant i den faste ejendom. Tinglysningsdommeren begrundede sit resultat med, at der var blevet lagt vægt på, at den pågældende vindmølle måtte sidestilles med en bygning. Vindmøllen måtte sidestilles med en bygning på grund af fastmonteringen af vindmøllen på ejendommen med henblik på varig forbliven der. Herudover blev det også tillagt betydning ved vurderingen, at vindmøller kan pantsættes i overensstemmelse med realkreditloven. 

Vestre Landsret fandt af de grunde, der blev anført af tinglysningsdommeren, at den pågældende vindmølle skulle sidestilles med en bygning, hvorfor pantsætning af vindmøllen skulle ske efter reglerne om pant i fast ejendom.  

 

Eksamensrelevans:  

Pantsætning af vindmøller skal som udgangspunkt behandles som pant i fast ejendom efter reglerne herom. Det betyder således, at pantets omfang bl.a. bestemmes af tinglysningslovens ("TL") § 38. 

Det følger af TL § 38, at når en "bygning" er opført helt eller delvist, kan der ikke oprettes særskilt ret over en bygnings materialer og tilbehør i form af ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner eller lignende, der er blevet indlagt i bygningen på ejerens bekostning til brug for bygningen. Et tinglyst pantebrev på ejendommen omfatter automatisk ovennævnte tilbehør uden særlig vedtagelse heraf. Det må tilsvarende antages, at et pantebrev omfatter hele bygningen som sådan. Det følger ikke af TL § 38 eller de øvrige bestemmelser i TL hvad der er omfattet af ordet "bygning" i TL's forstand. Omfanget af begrebet "bygning" efter TL skal derfor afgøres efter den til enhver tid gældende retsopfattelse af begrebet. Herudover kan TL § 19, stk. 1, om bygninger på fremmed grund anvendes i relation til klarlægningen af begrebet "bygning". Det afgørende i relation til TL § 19 er hvorvidt "det pågældende anlæg er bestemt til varig forbliven på grunden." ("Sikkerhed i fast ejendom", af Peter Mortensen, 2. udgave 2014, side 137)

I denne sag blev det fastslået, at en vindmølle, som den pågældende, der var monteret på en ejendom med henblik på varig forbliven, skulle anses som en bygning, der derfor skulle pantsættes efter reglerne om pant i fast ejendom. En vindmølle og dens materialer og tilbehør er således omfattet af TL § 38.

Højesteret har sidenhen i dommen, refereret i U 2007.3084 H, bekræftet, at sådanne vindmøller skal anses for bygninger i TL § 38's forstand, og dermed skal pantsættes efter reglerne om pant i fast ejendom. Det skal dog holdes for øje, at en vindmøllen ikke nødvendigvis er en bygning i TL § 38's forstand. Det afhænger af de konkrete omstændigheder omkring den pågældende vindmølle. Der kan således forekomme tilfælde hvor en vindmølle muligvis i stedet vil blive anset for en bygningsbestanddel, dette kan f.eks. ske, såfremt en el-producerende vindmølle, der leverer strøm til den faste ejendom, er opstillet på den pågældende faste ejendom. I så fald ville vindmøllen anses for en bygningsbestanddel. Dette vil dog også medføre, at vindmøllen er omfattet af TL § 38. ("Brugspanteret", af Hans Helge Beck Thomsen, 1. udgave 2015, side 124)

For mere om TL § 38 se eksempelvis "Sikkerhed i fast ejendom", af Peter Mortensen, 2. udgave fra 2014, side 133-148 eller "Panteret", af Bent Iversen, Lars Hedegaard Kristensen og Lars Henrik Gam Madsen, 5. udgave 2015, side 224-237.  

Til Eksamen

Til eksamen:   

Sagen viser, at en vindmølle, der er fastmonteret på en ejendom til varig forbliven på ejendommen, som i nærværende tilfælde, som udgangspunkt vil være omfattet af bygningsbegrebet i TL § 38, og at pantsætning af en sådan vindmølle således vil skulle ske efter reglerne om pant i fast ejendom.