search menu
bookmark
person

Vielse af to personer af samme køn i lyset af EMRK – U 2017.1795 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 159/2016. Refereret af andre i U 2017.1795 H.

Kommenteret af

Rasmus Bech

i 2017

Verificeret af advokat

Mathias Kjærsgaard Mathias Kjærsgaard

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af: Højesteret med 7 dommere.

 

Dissens: Ingen.

 

Tema: Statsforfatningsret, menneskerettigheder og forvaltningsret. Domstolsprøvelse af, hvorvidt reglerne om vielse af to personer af samme køn er i strid med grundloven, en retssædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Grundlovens §§ 4, 66 og 67.      

 

Fakta: En ændring af ægteskabsloven i 2012 medførte, at loven også finder anvendelse på personer af samme køn, hvormed ægteskaber mellem personer af samme køn blev tilladt. Der blev i forlængelse af loven, efter indhentelse af en kongelig resolution, udstedt en bekendtgørelse.

 

Nærværende sag blev rejst mod Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren. Sagsøgernes påstande i sagen var, at Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren skulle anerkende, at den udstedte kongelige resolution samt ændringsloven til ægteskabsloven for så vidt angår bemyndigelsen til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn er ugyldige.

 

Højesterets dom

 

Højesteret bemærkede, at grundlovens § 4 foreskriver, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke. Det bemærkedes endvidere, at folkekirken således hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

 

Det bemærkedes yderligere, at kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der må tilkendes et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.  

 

Højesteret fandt ydermere, at grundlovens § 66, der tilsiger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, ikke er nogen begrænsning i forhold til lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

 

Desuden anførtes det af Højesteret, at der ikke var sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67.

 

Højesteret fandt slutteligt ikke grundlag for en antagelse om, at lovændringen samt udstedelse af den kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om henholdsvis religionsfrihed og forenings- og forsamlingsfrihed.

 

Højesteret fandt således, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den omtvistede ændring, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn.

 

Eksamensrelevans:

Dommen er interessant, fordi den konstaterede, at lovgivningsmagten og regeringen har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en regulering som i nærværende sag. En sådan regulering af muligheden for ægteskab mellem personer af samme køn ligger således indenfor, hvad lovgivningsmagten og regeringen kan bestemme.

 

Det blev ligeledes, med enstemmighed, fastslået, at der ikke foreligger nogen begrænsninger i andres tros- og religionsfrihed ved en ændring som denne.

 

Højesteretsdommen er udtryk for, at ændringen af ægteskabsloven, og hermed muligheden for vielser af personer af samme køn, ikke er i strid med hverken grundloven, en retssædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Til Eksamen

Til eksamen

Det afgøres med dommen, at det lå inden for lovgivers og regeringens bemyndigelse at regulere folkekirkens interne forhold, samt hvilken begrænsning det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for regulering af dette område. Det er endeligt fastslået med dommen U 2017.1795 H, at lovgivningsmagten og regeringen har et betydeligt skøn i forhold til, hvilke begrænsninger det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter i forhold til regulering indenfor folkekirkens forhold. Det illustreres således, hvordan folkekirkens plads i offentlig forvaltning forholder sig samt forholdet til andre statsorganer. Ligeledes er det fastslået med dommen, at en regulering, der ligger inden for det nævnte skøn, ikke påvirker tros- og religionsfriheden.