search menu
bookmark
person

Vaskeridommen – U.1971.842/2V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag 3066/1970. Refereret af andre i U.1971.842/2V.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2019

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret.

Dissens: Ingen.

Tema: Aftaleret, acceptfrist.

Fakta

En interesseret køber underskrev den 23. marts 1969 en mæglerudarbejdet kontrakt om køb af en vaskerivirksomhed med overtagelsesdag den 1. april. Sælgeren ønskede imidlertid bedre vilkår, og underskrev den 6. april kontrakten med tilføjelse af en ændring af overtagelsesdagen til 1. maj. Det måtte være forudsat, at det oprindelige tilbud skulle accepteres inden den 1. april og efter, at der mellem køber og mægler alene var aftalt forlængelse af tilbudsfristen til den 4. april. Således måtte accepten den 6. april anses for at være for sen, og det blev ikke statueret, at køber måtte indse, at sælger måtte være gået ud fra, at accepten kom frem i tide. Således var køber ikke bundet af kontrakten.

Eksamensrelevans

Afgørelsen er særligt interessant i forhold til to bestemmelser, henholdsvis §§ 3 og 4 i aftaleloven.

I relation til § 3 - den legale acceptfrist - kan af afgørelsen ses, at acceptfristen bl.a. må fastsættes under hensyntagen til kommunikationsmidlet her ved brug af ejendomsmægler.

Det vil dog særligt være relevant at anvende afgørelsen ved anvendelse af § 4. Efter § 4, stk. 1 er udgangspunktet, at et for sent fremkommet svar, anses som et nyt tilbud. Hvis afsenderen dog må gå ud fra, at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må indse dette, pålægges der tilbudsgiveren en pligtmæssige reklamation.

Note: Husk hertil at forsendelsesrisikoen for pligtmæssige reklamationer reguleres i aftalelovens § 40, der vender forsendelsesrisikoen om.

I denne konkrete sag anfører landsretten blot i sin begrundelse, at der ikke er holdepunkter for, at sagsøgte måtte indse, at sagsøgeren, der er sælger og afsender af svaret, gik ud fra, at accepten kom frem i tide. På den baggrund opfyldes betingelserne for at pålægge tilbudsgiveren en pligtmæssig reklamation ikke, og svaret bliver herefter, blot at anse som et nyt tilbud.

Et yderligt moment i sagen, der dog ikke omtales meget, eftersom afgørelsen ikke er bindende allerede på baggrund af § 4, er det forhold, at der af sagsøgte i sin procedure anføres at være sket materielle ændringer mellem tilbud og accept, eftersom leverings-/overtagelsestidspunktet fortsat ikke stemmer overens. I det oprindelige tilbud var overtagelsesdagen 1. april, men i den senest forsøgte accept er dette ændret til 1. maj. Såfremt aftalen som udgangspunkt havde været forbindende, ville det derfor herefter skulle diskuteres, om der var tale om en uoverensstemmende accept efter aftalelovens § 6 med de virkninger som følger heraf.

Til Eksamen

Til eksamen slår afgørelsen ganske præcist fast, hvad der fremgår af § 4, og det kan således bruges til støtte for en argumentation herfor.

Afgørelsen kan tillige anvendes ved fortolkning af acceptfrister, da fristforlængelsen fastsættes under hensyn til sagens omstændigheder.

Et eksempel på anvendelse af afgørelsen i en opgaveløsning kunne være følgende:

"Da acceptfristen således er overskredet findes accepten ikke at have bindende virkning for X, jf. aftalelovens § 4, stk. 1 og U.1971.842/2V, hvor køber ikke overholdte en aftalt fristforlængelse, og accepten derfor var uforbindende."