search menu
bookmark
person

Utilsigtet forpligtet af ægtepagt – U 1971.194 Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom i sag 339/1969. Refereret af andre i U 1971.194 Ø.

Kommenteret af

Louise Sandra Clausen Louise Sandra Clausen

i 2018

Verificeret af advokat

Philip Hundahl Philip Hundahl

i 2018

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Begrænsning af ægtepagts gyldighed

 

Fakta:

En mand (M) og en kvinde (K) havde indgået et ægteskab med formuefællesskab. Grundet nogle økonomisk risikable engagementer vedrørende M's arbejde som arkitekt besluttede M og K at oprette en ægtepagt, hvorved parrets ejendom samt en del løsør fremadrettet skulle være K's særeje. Ægtepagten blev underskrevet af M og K den 22. august 1967 og sendt til godkendelse. Der opstod imidlertid i foråret 1968 problemer i ægteskabet grundet K's utroskab, hvorfor de satte tinglysningen af ægtepagten i bero. Idet ægtepagten blev oprettet med det formål at opnå kreditorbeskyttelse, enedes M og K om at tinglyse ægtepagten, med det forbehold, at de underskrev en erklæring hvoraf det fremgik, at ægtepagten ikke skulle være gældende mellem parterne, såfremt de ægteskabelige uoverensstemmelser ikke gik over, og at dette førte til skilsmisse. Ægtepagten blev tinglyst med denne erklæring den 12. juni 1968. Uoverensstemmelserne mellem parret fortsatte, og i efteråret 1968 begærede de skilsmisse. Der opstod i forbindelse hermed spørgsmål om den til ægtepagten knyttede erklærings gyldighed. Landsretten fandt, at erklæringen og den heri indeholdte begrænsning af ægtepagten var ugyldig.

 

Eksamensrelevans:

Denne dom omhandler spørgsmålet om, hvorvidt man kan gøre en ægtepagt betinget af, at ægtefællerne ikke udsættes for skilsmisse. Der kan i en ægtepagt i almindelighed bestemmes, at der kun skal være fuldstændigt særeje i tilfælde af den ene ægtefælles død jf. retsvirkningslovens § 28, stk. 2 (nu Lov om ægtefællers økonomiske forhold § 12, stk. 1, nr. 3). Spørgsmålet er således, om gyldige ægtepagter i øvrigt kan gøres betinget af underliggende aftaler.

I U 1971.194 Ø påstår M at erklæringen om, at ægtepagten ikke skulle være gyldig mellem parterne, såfremt uoverensstemmelserne udmundede i en skilsmisse, lovligt kan indgås samt tillægges retsvirkning. Heroverfor anfører K, at en ægtepagt ikke kan fremstå som gyldig over for kreditorerne, således at disse ikke kan søge fyldestgørelse i huset og de øvrige aktiver, som ved ægtepagten var gjort til K's særeje, og på samme tid være ugyldig inter partes. Hertil udtalte Østre landsret, at ægtepagten måtte anses for at være gyldig, samt at der ikke findes en hjemmel til at betinge en ægtepagts gyldighed mellem parterne. På baggrund heraf kendtes ægtepagten gyldig, og erklæringen mellem parterne fandtes at være uden retsvirkninger, hvorfor ejendommen samt de af ægtepagten omhandlede løsøreting tilkendtes K som særeje.

Til Eksamen

U 1971.194 Ø fastslår, at der ikke findes hjemmel til at betinge en gyldig ægtepagt om særeje af en underliggende aftale om, at ægtepagten i tilfælde af skilsmisse skal være ugyldig inter partes.