search menu
bookmark
person

Tvind-dommen – U.1999.841H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 295/1998. Refereret af andre i U.1999.841H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Helmuth Lund Mads Helmuth Lund

i 2019

Verificeret af advokat

Mia Sander Mia Sander

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 11 dommere

Dissens: ingen dissens.

Tema: Statsret, grundlovens § 3

Resume

I 1996 vedtog Folketinget en lov vedrørende tilskud til friskoler. Ifølge loven var det muligt for friskoler at få tilskud fra det offentlige, såfremt friskolerne opfyldte en række almindelige betingelser.

I lovens § 7 var der indsat en bestemmelse, som fastslog, at en række konkrete friskoler var afskåret fra at søge støtte hos det offentlige. Man havde i loven oplistet en række friskoler ved navn og adresse og fastslået, at de oplistede skoler ikke kun søge om støtte fra det offentlige.

§ 7 i loven havde følgende ordlyd:

Ȥ 7,

stk. 1. Efter den 31. december 1996 ydes der ikke statslige og kommunale tilskud i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v. til følgende skoler:

. . .

Friskolen i Veddinge Bakker, Riisvej 3 4540 Fårevejle

. . .

stk. 2. Efter den 31. december 1996 ydes der ikke statslige og kommunale ydelser i henhold til den lov, der er nævnt i stk. 1, til elever på de skoler, der er nævnt i stk. 1

. . . .«

Fælles for de skoler, som var oplistet i § 7, var, at de havde tilknytning til det såkaldte Tvind-samfund, som var en særlig ideologisk retning, der bl.a. byggede på ideer fra maoismen. Mange opfattede Tvind-skolerne som en slags sekt og nærede mistillid til skolerne. Undervisningsministeriet og Folketinget ønskede ikke, at disse Tvind-skoler skulle have mulighed for at få støtte fra det offentlige, derfor oplistede man alle danske Tvind-skoler i loven og udtalte, at de oplistede skoler ikke kunne søge om støtte fra det offentlige.

En af Tvind-skolerne, Friskolen i Veddinge Bakker, som var oplistet i lovens § 7, anlagde sag mod staten med påstand om, at lovens § 7 var i strid med grundloven.

Højesterets dom

Indledningsvist fastslog Højesteret, at det må antages, at grundlovens § 3, 3. pkt. sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning). Denne forståelse er i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, der er et af de bærende hensyn bag magtadskillelsen i § 3, udtalte Højesteret.

Højesteret fremhævede, at der forelå en uoverensstemmelse mellem Tvind-skolerne og Folketinget/Undervisningsministeriet.

Højesteret fandt, at man ved at afskære Tvind-skolerne fra at søge om støtte efter loven havde afgjort en konkret uoverensstemmelse imellem Undervisningsministeriet og Tvind-skolerne. Højesteret udtalte, at et sådant lovindgreb, som havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse, reelt er en endelig afgørelse af en konkret retstvist. Højesteret sagde herefter, at efter grundlovens § 3 henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten men under den dømmende magt. Dette er begrundet i de retssikkerhedsgarantier, der ligger heri. På den baggrund erklærede en enig Højesteret lovens § 7 for ugyldig, da den stred mod grundlovens § 3, 3. pkt.


Eksamensrelevans

Tvind-dommen er en af de meste centrale domme inden for statsforfatningsretten.

Dommen i Tvind-sagen er det eneste eksempel på, at domstolene direkte har tilsidesat en lovbestemmelse, fordi den er i strid med grundloven. Tvind-dommen er dermed det enegyldige bevis på, at domstolene har kompetence til at erklære en lovbestemmelse ugyldig, fordi den strider mod grundloven.

Grundlovens § 3 har følgende ordlyd:

"§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."

Det har tidligere i den juridiske teori været diskuteret, hvorvidt grundlovens § 3, 3. pkt. om, at "Den dømmende magt er hos domstolene" indskrænker lovgivningsmagtens kompetence.

Den traditionelle opfattelse er, at grundlovens § 3, 3. pkt. indskrænker lovgivningsmagtens kompetence (fx Poul Andersen). Alf Ross havde dog den særopfattelse, at grundlovens § 3, 3. pkt. ikke indebar en begrænsning af lovgivningsmagtens kompetence.

Tvind-dommen har nu endegyldigt afklaret dette spørgsmål: Grundlovens § 3, 3. pkt. indskrænker lovgivningsmagtens kompetence.

Udgangspunktet er, at lovgivningsmagten er omnipotent, dvs. udgangspunktet er, at lovgivningsmagten kan lovgive på alle områder, og lovgivningen kan have et hvilket som helst indhold. Dog bliver denne lovgivningskompetence indskrænket af grundloven, eksempelvis grundlovens frihedsrettigheder, regeringsprærogativerne og visse andre bestemmelser i grundloven (fx om Folketinget).

I Tvind-sagen blev det fastslået, at også grundlovens § 3, 3. pkt. begrænser lovgivningsmagtens kompetence.

Af dommen i Tvind-sagen følger det således, at grundlovens § 3, 3. pkt. begrænser lovgivningsmagtens mulighed for at foretage singulære lovindgreb, dvs. lovindgreb, som retter sig direkte mod konkrete personer/institutioner/enheders retsforhold, eksempelvis direkte mod specifikke skoler. Det er svært at fastslå dommens præcise rækkevidde, men det følger, at lovgivningsmagten ikke ved singulær lovgivning kan gå ind og afgøre enkeltpersoners konkrete retstvister. Dette er i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, som er indbygget i magtadskillelsen i grundlovens § 3.

I den konkrete sag var det i strid med grundlovens § 3, 3. pkt., når lovgivningsmagten ved lov på baggrund af en konkret mistillid afskar nogle specifikke friskoler fra at søge om offentlig støtte, når det samtidig var muligt for alle andre friskoler at søge om støtte efter lovens almindelige regler. Hermed havde lovgivningsmagten afgjort en konkret retstvist imellem staten og Tvind-skolerne.

Det var i den forbindelse uden betydning, at der ikke var anlagt sag ved domstolene mellem Tvind-skolerne og staten, da det kunne påvises, at der ved lovens vedtagelse havde foreligget en konkret mistillid fra statens side imod Tvind-skolerne.

En udførlig analyse af Tvind-dommen findes i artiklen "Højesterets dom i Tvind-sagen" af Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen.

Danske domstole har traditionelt været meget tilbageholdne ved prøvelsen af lovbestemmelsers overensstemmelse med grundloven. Tvind-sagen udløste en diskussion om, hvorvidt Højesteret i fremtiden vil spille en mere aktiv rolle og være mere tilbøjelige til at tilsidesætte lovbestemmelser som stridende med grundloven. Højesteret har ikke erklæret en lov i uoverensstemmelse med grundloven siden Tvind-sagen, derfor er der næppe holdepunkter for, at Højesteret spiller en mere aktiv rolle end hidtidigt. 

Til Eksamen

Tvind-dommen U.1999.841 H omhandler grænserne for lovgivningsmagtens muligheder for at vedtage singulær lovgivning. Friskolen i Veddinge Bakker havde anlagt sag mod Undervisningsministeriet med påstand om, at § 7 i froskoleloven var ugyldig i forhold til den sagsøgende friskole, da § 7 i friskoleloven afskar Friskolen i Veddinge Bakker fra at søge om støtte.

Højesteret erklærede § 7 i friskoleloven i strid med grundlovens § 3, da § 7 i friskoleloven var en afgørelse af en konkret retstvist mellem Undervisningsministeriet og Friskolen i Veddinge Bakker. Højesteret bemærkede, at afgørelser af konkrete retstvister hører under "den dømmende magt", jf. grundlovens § 3. Tvind-dommen fastslår dermed, at grundlovens § 3, 3. pkt. sætter grænser for lovgivningsmagtens muligheder for at vedtage singulær lovgivning. Lovgivningsmagten har altså ikke mulighed for at vedtage en lov, som afgør en konkret retstvist, da en sådan afgørelse hører under den "dømmende magt", jf. grundlovens § 3, 3. pkt.