search menu
bookmark
person

Træskibet Anne Lise – U 1982.609 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 105/1980. Refereret af andre i U 1982.609 H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Ehlers Falch Mads Ehlers Falch

i 2019

Verificeret af advokat

Peter Østerby Mønsted Peter Østerby Mønsted

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

 

Dissens: 3-2

 

Tema: Caveat emptor, skjulte mangler  

 

Fakta: Sagen omhandlede, hvorvidt et træskib var behæftet med så væsentlige mangler, at det kunne føre til enten ophævelse af købet eller afslag i købesummen. Køberen af skibet (K) ønskede at drive erhverv med stenfiskeri. Han havde derfor over en periode været på udkig efter et passende skib til formålet. Han havde i den forbindelse været i løbende kontakt med en sælger (S) omkring et muligt køb af S' skib. S skulle ikke længere bruge skibet, og gav K besked om, at han ønskede at sælge det. Anne Lise, som træskibet var kaldt, var 73 år gammelt på købstidspunktet. S havde købt og ombygget skibet ca. 22 år tidligere. Ombygningen angik blandt andet en større trækasse til at laste sten i. K havde tidligere inspiceret skibet, men fik på tidspunktet for aftalens indgåelse igen mulighed for at undersøge skibet, mens det lå på land. Her stak K sin lommekniv i skibets bund for at undersøge, om der var råd i bunden. K fandt intet udsædvanligt på dette tidspunkt. K og S blev enige om en pris for skibet og lod handlen gennemføre.

 

Efter købet besluttede K at udskifte trækassen med en mere solid metalkasse. I forbindelse med arbejdet opdagede K råd i skibets skrog. Da K begyndte at kradse i råddet, væltede det ud med orme. K fik herefter skibet nærmere undersøgt, og man kom frem til, at en reparation af skibet ville koste mere, end skibet var købt for.

 

Som en følge heraf valgte K at anlægge sag mod S med principial påstand om ophævelse af købet eller subsidiært at få et afslag i købesummen.

 

Sø- og Handelsretten kom frem til, at skibet var behæftet med en mangel, der berettigede K til et forholdsmæssigt afslag i købesummen, men dog ikke så væsentlig, at K kunne hæve købet. Samtlige dommere i Sø- og Handelsretten var enige om, at K med hensyn til undersøgelsen af skibet ikke havde udvist en adfærd, der kunne fratage ham retten til at påberåbe sig et passende afslag i købesummen som følge af manglen. S valgte at anke sagen til Højesteret.

 

Flertallet af Højesterets dommere frifandt S ud fra en risikovurdering. Retten fastslog, at det måtte have været klart for K, at et skib som det i sagen omhandlede kunne være udsat for rådskader. Da K ikke havde betinget aftalen af en garanti mod råd eller i øvrigt foretaget yderligere undersøgelser af skibet, samt at S ubestridt ikke havde været bekendt med angrebet af råd, fandt retten, at K hverken kunne hæve handlen eller gøre krav om et forholdsmæssigt afslag. Mindretallet - to ud af fem dommere - var enige med Sø- og Handelsretten.          

 

Eksamensrelevans:

Dommen viser omfanget af og risikovurderingen i forhold til købers forudgående undersøgelse af en salgsgenstand. Reglen herom findes i købelovens § 47 - den såkaldte caveat emptor-regel. Reglen giver ikke en decideret undersøgelsespligt, men angiver dog en række tilfælde, hvor en mangel ikke kan påberåbes af køber som følge af dennes forhold i forbindelse med købet.

 

Efter købeloven § 47 er en køber, der før købets afslutning har undersøgt salgsgenstanden, eller som har afvist at foretage en sådan undersøgelse på trods af sælgers opfordring hertil, afskåret fra på et senere tidspunkt at påberåbe sig en mangel, som kunne eller burde være opdaget ved en sådan undersøgelse. Det afgørende efter købeloven § 47 er, hvad køberen burde have opdaget i forbindelse med den en forudgående undersøgelse, og dermed hvem, der er nærmest til at bære risikoen for, at salgsgenstanden er behæftet med en mangel ved købstidpunktet. Da stort set alle oprindelige mangler vil kunne opdages blot undersøgelsen er grundig nok, er det derfor relevant, hvilke krav der stilles til en undersøgelse, der falder under cavaet emptor-reglens anvendelsesområde.

 

Sø- og Handelsretten udtalte således, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne bebrejdes K, at han ikke ved besigtigelse af skibet forud for købet eller straks derefter blev bekendt med skibets tilstand. Retten udtalte videre, at det dog måtte have været nærliggende for K, der var klar over, at der var tale om et gammelt skib, og som havde erfaring på området, at der var mulighed for, at skibet som en naturlig følge af sin alder i hvert fald i et vist omfang kunne være angrebet af råd, som på et tidspunkt og i særdeleshed i forbindelse med en eventuel ombygning ville medføre ikke ubetydelige omkostninger.

 

Sø- og handelsretten foretager her en vurdering af, hvem af parterne, der var nærmest til at bære risikoen for, at skibet var angrebet af råd. Det kunne således ikke forventes af K, at han fandt frem til skibets tilstand ved den forudgående undersøgelse, men det måtte have været klart for K, at omstændighederne medførte en risiko for, at skibets tilstand var ringere end forventet.

 

På baggrund heraf fastslog Sø- og Handelsretten, at K ikke kunne hæve købet, men dog var berettiget til et skønsmæssigt afslag på 20.000 kr.

 

Højesterets flertal udtalte under ankesagen, at det under hensyn til skibets alder og dets anvendelse måtte have været klart for K, at der var nærliggende mulighed for betydelige rådskader, som kunne være ukendt for S. Retten udtalte videre, at K, som kendte skibet godt, ikke krævede garanti mod råd eller i øvrigt foretog nærmere undersøgelser.

 

På den baggrund kom Højesteret frem til, at K efter de konkrete omstændigheder måtte være nærmest til at bære hele risikoen for skibets tilstand.

 

Afgørelsen viser således, at der må foretages en afvejning af de konkrete omstændigheder med henblik på at fastslå, hvem af parterne, der er nærmest til at bære risikoen for en oprindelig mangel i tilfælde, hvor køberen har foretaget en forudgående undersøgelse efter købelovens § 47.  Der skal således foretages en afvejning af, hvad der taler for og imod at lade den ene henholdsvis den anden part bære risikoen for, at manglen ikke blev opdaget på købstidspunktet.

Til Eksamen

I Højesterets afgørelse trykt i U 1982.609 H, der går under det populære kaldenavn Træskibet Anne Lise, behandlede retten spørgsmålet om, hvorvidt en køber havde ret til at hæve købet af et træskib eller kræve et forholdsmæssigt afslag som følge af en mangel ved skibet.

 

Afgørelsens centrale emne er, hvem af sagens parter, der er nærmest til at bære risikoen for en mangel ikke er opdaget i forbindelse med købers besigtigelse af købsgenstanden.

 

Højestret fastslog i nærværende sag, at K, som følge af de konkrete omstændigheder, burde bære risikoen for skibets mangler.

 

Afgørelsen er i det konkrete tilfælde udtryk for, at en køber kan miste sin ret til at gøre mangelsindsigelse gældende i tilfælde, hvor køberen efter omstændighederne har ageret således, at denne er nærmest til at bære risikoen for en mangel, der først viser sig efter købstidspunktet.  Afgørelsen kan mere generelt tages til udtryk for, at man ved bedømmelse af hvorvidt købelovens § 47 finder anvendelse, må foretage en helt konkret afvejning af, hvem der er nærmest til at bære risikoen for, at en mangel ikke bliver opdaget ved undersøgelse. Dommen viser således, at det forhold, at køber har undersøgt genstanden ikke i sig selv medfører fortabelse af at gøre en mangel gældende. Dette beror i stedet på en konkret vurdering.