search menu
bookmark
person

Tomatpurée – U 1955.1009/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 200/1953. Refereret af andre i U 1955.1009/2 H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Laurberg Pedersen Mads Laurberg Pedersen

i 2019

Verificeret af advokat

Peter Nørgaard Peter Nørgaard

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

 

Dissens: 5-2

 

Tema: Indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler

 

Fakta:

 

Sagen drejede sig om en aftale mellem en grosserer (G) og en fabrikant (F), hvorefter F skulle producere tomatpuré for G af tomater fra G's gård.

 

Ejeren af F afgik ved døden på et tidspunkt, hvor der stadigvæk forelå en leverance af tomater, som kun var oparbejdet til pulp. Dødsboet efter ejeren af F tilvirkede med pulpen en yderligere mængde tomatpuré. Boet udøvede en - viste det sig - uberettiget tilbageholdsret i puréen for et udækket krav. Senere modtog og forarbejdede boet tillige en større mændge tomater. Boet sendte faktuaer til G for tilvirkningen af partierne.

 

Det viste sig imidlertid, at mængden var mangelfuld på grund af uhensigtsmæssig opbevaring og utilstrækkelig emballering, hvorfor puréen var usælgelig. G anmeldte med henvisning til manglerne og tilbageholdelsen et erstatningskrav mod dødsboet som massekrav.

 

G gjorde gældende, at dødsboet ved at fortsætte produktionen var indtrådt i kontrakten med G, og at kontrakten måtte betragtes som en helhed.

 

F gjorde heroverfor gældende, at tomaterne allerede før ejerens død var oparbejdet til pulp, hvorfor skaden var indtrådt, inden dødsfaldet og derfor ikke kunne henregnes til dødsboets handlinger med produktionen. På den baggrund kunne kravet ifølge dødsboet ikke opfattes som et masskrav, men højst som et simpelt krav.

 

Højesterets dommere var alle enige om at lægge til grund, at alle tomaterne var forarbejdet til pulp inden ejerens død. Dommerne delte sig herefter i et flertal på 5 dommere og en dissens på 2 dommere.

 

Flertallet fandt, at dødsboet ved at overtage den videre og væsentligste del af forarbejdningen samt at sende fakturaer på de omtalte partier var indtrådt i kontrakten med G. Dødsboet blev endvidere fundet ansvarlige for manglerne ved tomatpuréen, og G's erstatningskrav var ifølge flertallets opfattelse at karakterisere som et massekrav. 

 

Dissensen ville frifinde dødsboet for erstatningsansvar, da de fandt det godtgjort, at manglerne ved puréen allerede forelå ved fremstillingen af pulpen, dvs. inden ejerens død, jf. oven for. Dissensen ville nedsætte erstatningskravet mod dødsboet i overensstemmelse hermed.

 

Eksamensrelevans:

 

Typisk vil et dødsbo indtræde i en kontrakt ved en udtrykkelig viljeserklæring, men det kan forekomme, at boet må anses for indtrådt ved en stiltiende viljeserklæring i kraft af konkludent adfærd. Det er klart, at ikke en hvilken som helst konkludent adfærd er tilstrækkeligt til at etablere en stiltiende viljeserklæring, der kan tillægges løftevirkning. Hertil kræves en vis kvalificering.

 

En sådan stiltiende viljeserklæring kan foreligge, hvor et dødsbo fortsætter en igangværende produktion, men også her må der stilles krav om en vis kvalificering. Bo von Eyben og Peter Møgelvang-Hansen, Kreditorforfølning - materiel foged- og konkursret, 5. udgave/1. oplag (2006), s. 213 anfører, at "[h]vis boet ikke har afgivet en udtrykkelig erklæring om indtræden, bliver det afgørende, om det i gerning har fortsat kontraktsforholdet på en måde, der kan opfattes som en indtræden. Ikke en hvilken som helst videreførelse af en igangværende produktion til opfyldelse af skyldnerens forpligtelse er tilstrækkelig hertil".

 

I sagen havde dødsboet udvist en sådan kvalificeret konkludent adfærd, at det var indtrådt i kontrakten. Kvalificeringen fremgår af Højesterets formulering om, at dødsboet overtog den "væsentligste" del af den videre forarbejdning. At der var tale om den væsentligste del, vidner om, at Højesteret har anset adfærden som tilstrækkelig kvalificeret. Det har formentlig også haft betydning, at dødsboet sendte fakturaer til G, hvormed boet har understøttet opfattelsen af, at det var indtrådt i kontrakten.

 

Omvendt er det som fremhævet i kommentaren i TfR 1956.361 ff. med væsentlighedskrirteriet utvivlsomt forudsat, at færdiggørelsen af en igangværende produktion kan være så ubetydelig eller i øvrigt ses som en naturlig afvikling af den, at dette ikke er tilstrækkeligt til at anse boet for at være indtrådt (s. 363).

 

Hermed har Højesteret åbnet for en vis fleksibilitet i regelsættet.

 

Dommen fastslår endvidere, at kontrakten må ses som en helhed i den forstand, at dødsboet, når indtræden er fastslået, indtræder i samtlige af sin hjemmelsmands pligter efter kontrakten. Medkontrahenten kan herefter rette alle sine normale misligholdelsesbeføjelser mod (nu) boet som sin medkontrahent. Kravene vil ifølge Højesterets dom have status som massekrav.

 

Dette gælder uanset, om årsagen til misligholdelsen skyldes hjemmelsmandens forsømmelser eller boets. I sagen beroede en del af årsagen til manglerne ved de leverede partier på forhold, som var indtrådt inden dødsboet begyndte at forarbejde pulpen og dermed var at anse som indtrådt i kontrakten. Alligevel anerkendte Højesteret erstatningskravet som massekrav

 

Rationalet bag Højesterets resultat må søges i, at et dødsbo er frit stillet med hensyn til, om det ønsker at indtræde i en kontrakt eller ej, og netop derfor er i en position, hvor det frit kan kan afgøre, om det bærer fordele eller ulemper med sig at indtræde i kontrakten. Risikoen for ulemper (forstået som bebyrdende pligter eller misligholdelsesbeføjelser) påhviler dødsboet, som selv må træffe de nødvendige undersøgelsesforanstaltninger for at afdække sig sådanne ulemper.

 

Når boet vælger at indtræde i en kontrakt, må det altså tage kontrakten, som den foreligger, og kan ikke vælge og vrage mellem de enkelte pligter, der følger med kontrakten.

Til Eksamen

Dommen i U 1955.1009/2 H er den ledende dom, hvad angår spørgsmålet om, hvornår et dødsbo, men også et konkursbo, må anses for at have indtrådt i en gensidigt bebyrdende aftale ved konkludent adfærd, og hvilke pligter indtræden indebærer for boet.

 

I sagen fandt Højesterets flertal, at et dødsbo ved at overtage den videre og væsentligste del af forarbejdningen af tomater og tomatpulp til puré samt at sende fakturaer på puréen var indtrådt i en kontrakt om forarbejdning af tomater til puré. Dødsboet blev endvidere fundet ansvarlige for mangler ved tomatpuréen, og erstatningskravet i denne anledning var ifølge flertallets opfattelse at karakterisere som et massekrav.  

 

At der var tale om den væsentligste del, vidner om, at Højesteret har anset adfærden som tilstrækkelig kvalificeret til, at indtræden måtte statueres. Desuden fastslog Højesteret, at kontrakten skal betragtes som en helhed i den forstand, at det indtrædende bo enten indtræder i kontrakten som helhed med alle dens påhvilende pligter eller helt må undlade at indtræde.