search menu
bookmark
person

TL § 47b, stk. 2, vs. TL § 37 – U.1990.217H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 283/1988. Refereret af andre i U.1990.217H.

Kommenteret af

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Verificeret af advokat

Jacob Lund-Andersen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Rækkevidden af tinglysningslovens § 47b, stk. 2.

Fakta:

KWL Entreprise A/S havde stillet et pant i henhold til tinglysningslovens § 47b, stk. 2. som sikkerhed for et lån ydet af Privatbanken A/S. Pantets omfang og rækkevidde blev aktualiseret da KWL Entreprise A/S gik konkurs, idet der opstod uenighed om hvorvidt driftsinventaret og driftsmateriellet var omfattet af pantet. Det konkrete spørgsmål var hvorvidt der i lighed med tinglysningslovens § 37 er et krav om stedlig tilknytning i relation til tinglysningslovens § 47b, stk. 2. Herved forstås hvorvidt aktiverne er omfattet af panteretten uanset om disse har nogen tilknytning til stedet hvorfra virksomheden drives. 

Entrepriselederen i selskabet forklarede, at entreprenørmaterielet aldrig var ved selskabets kontorlokaler, men stod på forskellige byggepladser eller blev lejet ud. Bilerne blev brugt til kørsel privat samt i arbejdsøjemed.

Dommen vedrører således hvorledes tinglysningslovens § 47b, stk. 2 skal fortolkes, herunder dennes forhold til tinglysningslovens § 37.

Eksamensrelevans:

Det centrale spørgsmål var hvorledes bestemmelsen og dennes forarbejder skulle fortolkes, idet den stedlige tilknytning fremgår mere eksplicit af ordlyden i tinglysningslovens § 37 end 47b, stk. 2.

Skifteretten fandt at:

Efter forarbejderne til tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, har formålet med bestemmelsen været at ligestille ejere og lejere af fast ejendom med hensyn til muligheden for at pantsætte driftsmateriel og driftsinventar, i hvilken forbindelse det anføres, at der bør være en lokal tilknytning til de lejede lokaler. På denne baggrund findes tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, at burde fortolkes i overensstemmelse med de for ejere af fast ejendom gældende regler i tinglysningslovens § 37. Da det i sagen omhandlede entreprenørmateriel og automobiler ikke har haft en stedlig tilknytning til selskabets lokaler, kan disse ikke anses for omfattet af pantet.

Østre Landsret fandt derimod ikke at forarbejdernes henvisning til tinglysningslovens § 37 kunne danne grundlag for en indskrænkende fortolkning af tinglysningslovens § 47b, stk. 2.

I sine korte præmisser anfører Højesteret at:

Adgangen til at underpantsætte tingsindbegreb efter undtagelsesbestemmelsen i tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, må afgrænses på samme måde som ejeres adgang til uden særskilt aftale at pantsætte driftsinventar og driftsmateriel i forbindelse med pantsætningen af erhvervsejendomme efter tinglysningslovens § 37, jf. Højesterets dom af 29. juni 1971, (U.1971.616). Med denne bemærkning stadfæster Højesteret skifterettens dom af de grunde, som i øvrigt er anført i dommen.

Det bemærkes dog, at der er visse givne forskelle idet bestemmelserne vedrører virksomhed drevet fra ejet og lejet ejendom. Se hertil eksempelvis Sikkerhed i løsøre 8. udg. af Anders Ørgaard s. 84-85.

Til Eksamen

Højesteret fastslog med dommen, at der i relation til tinglysningslovens § 47b, stk. 2 er et krav om stedlig tilknytning. Videre fastslog dommen forholdet mellem tinglysningslovens §§ 37 og 47b, stk. 2 er således, at adgangen til at underpantsætte tingsindgreb må afgrænses på samme måde efter tinglysningslovens §§ 37 og 47b, stk. 2.

Dommen er dog ikke videre illustrativ i relation til det nærmere kvalitative indhold i kravet om stedlig tilknytning, men dommen afspejler desuagtet, at kravet kræver et hvis minimum af tilknytning til selve den ejendom hvorfra virksomheden drives. Dommen kan således med fordel kombineres med UfR 2002.1892V, der kvalificerer kravet om stedlig tilknytning yderligere.