search menu
bookmark
person

Tjenestemandsansat brandmand i Københavns Brandvæsen – U 1990.601 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 185/1989. Refereret af andre i U 1990.601 H.

Oprindeligt kommenteret af

Sara Mia Petrovic Sara Mia Petrovic

i 2017

Verificeret af advokat

Rasmus Høj Christensen Rasmus Høj Christensen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret


Dissens:  7 - 4

 

Tema: Tilsynsmyndighedernes beføjelser i personalesager

 

Faktum:
Denne sag omhandlede en tvist om, hvorvidt Indenrigsministeriet havde haft beføjelse til at annullere Borgerrepræsentationens beslutning om afskedigelse af en brandmand.

Københavns Kommune havde anlagt sagen med påstand om, at Indenrigsministeriet ikke havde haft grundlag for at sætte Borgerrepræsentationens beslutning ud af kraft, da der ikke forelå et lovbrud af en sådan klarhed, at Indenrigsministeriet kunne skride ind i medfør af den daværende § 48, stk. 1, i lov om Københavns Kommunes styrelse.

I Østre Landsret fremførte Københavns Kommune, at beslutningen om afskedigelse var begrundet i hensynet til en forsvarlig forvaltning. Indenrigsministeriet fremførte, at det var brandmandens udmeldelse af den faglige organisation for brandmænd, der udgjorde den reelle årsag til beslutningen om afskedigelse, og Indenrigsministeriet mente derfor, at beslutningen om afskedigelse utvivlsomt var ulovlig.

Østre Landsret fandt det ikke godtgjort, at den overvejende reelle begrundelse for beslutningen om afskedigelse af brandmanden ikke var hans udmeldelse. Landsretten fandt derefter, at Indenrigsministeriet havde haft det fornødne hjemmelsgrundlag til at annullere Borgerrepræsentationens beslutning.

Højesterets flertal fandt modsat Østre Landsret, at beslutningen om afskedigelse var begrundet med, at hensynet til forsvarlig forvaltning bevirkede, at kommunen ikke kunne være forpligtet til i en uvis fremtid at aflønne brandmanden uden mulighed for at beskæftige ham.

Højesterets flertal fandt derfor, at Indenrigsministeriet ikke havde haft det fornødne klare grundlag til at annullere Borgerrepræsentationens beslutning og dermed afskære parterne fra i en retssag at få prøvet, om grundlaget for afskedigelsen var retsstridig.

Højesterets mindretal tiltrådte imidlertid landsrettens begrundelse, hvorfor de stemte for en stadfæstelse af landsrettens dom.

En dommer stemte med flertallet, men anførte, at af hensyn til forsvarlig økonomisk forvaltning var det udelukket at bruge annullationsbeføjelserne på en måde, der påfører en kommune åbenbart urimelige økonomiske byrder.


Eksamensrelevans:
Det følger af § 61, stk. 1, i kommunestyrelsesloven, at kommunale tilsynsmyndigheder kan anvende suspension, annullation eller tvangsbøder for at bringe en kommunal ulovlighed til ophør.

Det skal dog bemærkes, at i personalesager kan de kommunale tilsynsmyndigheder ikke tage stilling til kommunale forpligtelser, der hviler på kollektiv overenskomst, aftaler eller individuelle ansættelsesaftaler. Tilsynsmyndighederne kan alene bedømme, om offentligretlige krav er overholdt.

Kravene til med hvilken klarhed en kommunal ulovlighed skal foreligge, for at afgørelsen kan tilsidesættes varierer i forhold til, hvilken beføjelser tilsynsmyndigheden vil anvende på afgørelsen.

Ved suspension er det antaget, at der ikke kræves en klar ulovlighed, men alene at der foreligger en rimelig grad af sandsynlighed for, at tilsynsmyndighedens undersøgelse af sagen vil føre til en konstatering af en ulovlighed, der vil kunne medføre annullation.

Anvendelse af annullation og tvangsbøder forudsætter, at der er tale om en klar ulovlighed, det vil sige at der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse ikke er tvivl om, at der foreligger en ulovlighed.
 

Til Eksamen

Til eksamen:
Til eksamen kan dommen bruges som illustration af, hvordan domstolene i flere instanser har prøvet, hvorvidt tilsynsmyndigheden (Indenrigsministeriet) havde det fornødne klare grundlag til at foretage en annullation.
Dommen udgør et eksempel på et tilfælde, hvor Højesteret fandt, at en annullation var ugyldig.