search menu
bookmark
person

Tjenestemandens opsigelse – U 2001.603 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 111/1999. Refereret af andre i U 2001.603 H.

Oprindeligt kommenteret af

sfs/pec sfs/pec

i 2017

Verificeret af advokat

Benjamin Bunnage Benjamin Bunnage

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 5 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Aftaleret, ansættelsesforhold, viljeerklæringens bindende virkning, tilbagekaldelse, bestemmende virkning

 

Fakta:

Sagen angik en kommunal tjenestemand, som ønskede at tilbagetrække sin opsigelse to dage efter indgivelsen.

Opsigelsen skete som følge af uoverensstemmelser mellem arbejdstager (sagsøger) og arbejdsgiver. Arbejdsgiver var af den opfattelse, at sagsøger ikke arbejdede tilstrækkelig effektivt. Sagsøger fik derfor besked om, at hans arbejde ville blive fulgt det næste halve år. I den forbindelse modtog han en skrivelse, som vedrørte forventninger til arbejdsindsatsen. Af skrivelsen fremgik det, at såfremt de oplistede arbejdsbetingelser ikke blev opfyldt, kunne konsekvensen blive afskedigelse.

Dagen efter opsagde sagsøger sin stilling med virkning efter ca. 3 måneder. Efter to dage fortrød sagsøger dog og bad om, at opsigelsen blev tilbagetrukket. Arbejdsgiver afviste anmodningen og fastholdt opsigelsen.

På den baggrund lagde arbejdstageren sag an mod arbejdsgiveren. Til støtte for sin principale påstand henviste sagsøger til, at en opsigelse fra en tjenestemand i henhold til forvaltningsretlige regler skulle være forelagt ansættelsesmyndigheden. Som subsidiær påstand blev det anført, at opsigelsen ikke havde virket bestemmende for arbejdsgiverens handlemåde, da der kun var gået to dage, jf. aftalelovens § 39, 2. pkt.

Sagsøgte mente derimod ikke, at reglerne var overtrådt - hverken i forhold til forvaltningsretten eller til aftalelovens § 39, 2. pkt. Den aftaleretlige argumentation gik på, at opsigelsen allerede havde virket bestemmende, idet arbejdsgiveren inden for de to dage havde disponeret i tillid til den.

Landsretten frifandt sagsøgte. I relation til aftalelovens § 39, 2. pkt. udtaler landsretten, at eftersom opsigelsen blev bekendtgjort over for personalet og ledelsen dagen efter, kunne sagsøgers tilbagekaldelse ikke tillægges retsvirkninger, selvom der ikke var givet skriftlig bekræftelse på opsigelsen.

Højesteret kom imidlertid ikke frem til samme resultat som landsretten.

Højesteret fandt, at opsigelsen stod ved magt, bl.a. fordi sagsøger selv havde erkendt, at han ikke kunne leve op til de pågældende arbejdsbetingelser. Dermed fik sagsøger ikke medhold i sin principale påstand.

Højesteret gav dog sagsøger medhold i den subsidiære påstand, idet Højesteret fandt, opsigelsen godt kunne tilbagekaldes, eftersom opsigelsen ikke havde virket bestemmende på arbejdsgivers handlemåde. Resultatet blev, at sagsøger havde krav på at blive stillet som ved en uansøgt afskedigelse, hvilket bl.a. forbedrede sagsøgers stilling i pensionsmæssig henseende.

Eksamensrelevans:

Det klare udgangspunkt er, at en viljeserklæring er bindende fra det tidspunkt, hvor den kommer i modtagerens kundskab, forudsat modtageren er god tro, jf. aftalelovens § 39, 1. pkt.

Dette kan dog fraviges i medfør af aftalelovens § 39, 2. pkt., som giver mulighed for at tilbagekalde en erklæring, hvis følgende to betingelser er opfyldt: 1) Der foreligger særlige omstændigheder, og 2) viljeserklæringen endnu ikke har virket bestemmende for modtagerens handlemåde. Dommen illustrerer, hvad der kan anses som værende særlige omstændigheder og bestemmende virkning.

Det bør dog fremhæves, at der er tale om en yderst snæver undtagelse, som fortolkes restriktivt. Dette skyldes hensynet til godtroende modtager, der - som hovedregel - altid bør kunne regne med og indrette sig efter en erklærings bindende virkning uden risiko for tab.

Af Højesterets afgørelse fremgår det, at opsigelsen endnu ikke havde virket bestemmende på sagsøgtes handlemåde, da den blev tilbagekaldt efter to dage. Det var dermed ikke tilstrækkeligt, at man i sagen allerede havde iværksat en ny ansættelsesprocedure og orienteret om opsigelsen til såvel relevant ledelse som øvrige medarbejdere.

Højesterets resultat skal ses i sammenhæng med sagens øvrige omstændigheder. I den forbindelse kan det nævnes, at der var tale om et tjenestemandsforhold til det offentlige, hvor opsigelsen skete pga. arbejdsgivers irettesættelse, skrivelse om arbejdsbetingelser og øvrige samarbejdsproblemer. Endvidere var der tale om en opsigelse, som forværrede sagsøgers pensionsretlige stilling.    

Til Eksamen

Til eksamen:

Højesterets afgørelse er et eksempel en situation, hvor undtagelsen i aftalelovens § 39, 2. pkt. finder anvendelse, herunder hvad der anses som værende "særlige omstændigheder" og "ikke virket bestemmende på hans handlemåde". Dommen kan således med fordel anvendes ved eksamensspørgsmål som led i en diskussion herom.

Det bør dog nævnes, at sagen vedrører et ansættelsesforhold til det offentlige. I den forbindelse skal det haves for øje, at det arbejdsretlige regelsæt er baseret på hensynet til arbejdsgiver- og arbejdstagerforholdet, hvor arbejdstager anses som den svage part med et særligt beskyttelsesbehov. Samme beskyttelseshensyn gør sig nemlig ikke gældende, når erklæringen gives af en professionel som led i erhvervsmæssig aktivitet. Dommen bør således anvendes med påpasselighed og forbehold i erhvervsretlige sager.