search menu
bookmark
person

Tintin – U 2003.23 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 135/2001 afd. 1. Refereret af andre i U 2003.23 H.

Oprindeligt kommenteret af

Maja Dahl-Jessen Maja Dahl-Jessen

i 2017

Verificeret af advokat

Lise Aaby Nielsen Lise Aaby Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen.

Tema: Aftalefortolkning, parternes adfærd som fortolkningsdata, AFTL § 36

Fakta:

En translatør indgik aftale med et forlag om oversættelse af Tintin tegneserier mod betaling af et bestemt beløb pr. oversat side. I henhold til aftalen skulle de oversatte tegneserier trykkes i et nærmere fastsat antal i perioden 1960-1976, men forlaget optrykte eksemplarer i et videre omfang end aftalt. Translatøren havde ikke givet samtykke til det udvidede optryk, og han modtog ikke vederlag herfor.

Højesteret fandt, at aftalen måtte fortolkes således, at forlaget havde ret til at anvende de af translatøren oversatte tegneserier til yderligere optryk uden dennes samtykke og uden yderligere vederlag. Højesteret lagde vægt på, at translatøren ikke havde gjort indsigelse eller fremsat krav på yderligere vederlag i den årrække forlaget udvidede optrykket, ligesom han efterfølgende skriftligt havde bekræftet, at han havde modtaget alt, han havde krav på i henhold til aftalen.

Translatøren gjorde yderligere gældende, at der var grundlag for at anvende Aftalelovens § 36 (i det følgende benævnt "AFTL") på aftalen, da den aftalte vederlagsordning indebar, at den betydelige gevinst i anledning af tegneseriens forøgede omsætning udelukkende kom forlaget til gode. Højesteret fandt ikke, at der var grundlag for at anvende AFTL § 36, alene på grund af den omstændighed, at tegneseriens popularitet havde resulteret i en upåregnelig gevinst for forlaget.

Eksamensrelevans:

Efter dansk ret skal en aftale læses og forstås i lyset af hele aftalesituationen, og domstolene anser både sædvanlig aftalepraksis indenfor branchen og parternes adfærd som relevant fortolkningsdata. Domstolene kan blandt andet se på, om parterne under aftalens opfyldelse og/eller efterfølgende har givet udtryk for en fælles forståelse af aftalens indhold. En parts passivitet overfor den anden parts dispositioner kan også sige noget om, hvordan parterne har forstået deres rettigheder i henhold til kontrakten. Disse fortolkningsdata blev tillagt væsentlig betydning i U 2003.23 H.

Højesteret, der stadfæstede landsrettens grunde, fandt, at aftalen gav forlaget ret til yderligere optryk af de Tintin tegneserier, som en translatør havde oversat, uden translatørens samtykke var påkrævet, og uden at denne havde krav på yderligere vederlag. Både landsretten og Højesteret konstaterede først, at det var sædvanlig aftalepraksis, at et forlag kunne foretage yderligere optryk uden samtykke, og translatøren var bekendt med denne praksis. Såfremt translatøren ønskede at fravige sædvanlig aftalepraksis, måtte han have gjort forlaget særligt opmærksom herpå. Højesteret fremhævede herefter i sin egen begrundelse, at forlaget udvidede optrykket, uden translatøren fremsatte indsigelser eller krav på vederlag, ligesom translatøren efter udvidelsen havde bekræftet, at han havde modtaget alt, han havde krav på i henhold til aftalen. Parternes adfærd, herunder translatørens passivitet, var således et yderligere fortolkningsdata for Højesteret, der fandt, at parterne havde disponeret på en måde, der forudsatte, at aftalen gav forlaget ret til at udvide optrykket uden translatørens samtykke og uden yderligere vederlag.

En aftale kan tilsidesættes helt eller delvist efter AFTL § 36, blandt andet hvis den har vist sig urimelig på grund af efterfølgende omstændigheder. Bestemmelsen kan blandt andet tænkes påberåbt i forbindelse med vederlagsordninger, der indeholder en abstrakt gevinstchance. Hvis denne gevinst realiseres, og der derved kommer til at bestå et væsentligt misforhold mellem vederlagenes størrelse, som var upåregneligt ved aftalens indgåelse, kan dette forekomme urimeligt. Det er dog ofte vanskeligt at bevise, at betingelserne for hel eller delvis ugyldighed efter AFTL § 36 er opfyldt. Denne problemstilling blev også behandlet af Højesteret i U 2003.23 H.

Det var aftalt mellem forlaget og translatøren, at translatøren modtog et engangsvederlag, der ikke blev påvirket af oplagets størrelse, mens forlaget skulle oppebære de løbende indtægter ved omsætningen af de oversatte Tintin tegneserier. Idet tegneseriens popularitet steg efter aftalens indgåelse, høstede forlaget en betydeligt større gevinst, end det var påregneligt på tidspunktet for indgåelse af aftalen. Højesteret fandt dog ikke, at betingelserne for AFTL § 36 var opfyldt og lagde for det første vægt på, at vederlagsordningen var sædvanlig inden for branchen ved aftaleindgåelsen. Herudover fremhævede Højesteret, at gevinstchancen var påregnelig for translatøren hvert fald på det tidspunkt, hvor han havde bekræftet, at han havde modtaget alt, han havde krav på. Med andre ord havde translatøren altså disponeret i henhold til aftalen, velvidende den indeholdt en gevinstchance. Med den begrundelse fandt Højesteret ikke, at der var grundlag for at anvende AFTL § 36, alene fordi en gevinst realiseres til fordel for den ene part.

Til Eksamen

Til eksamen

U 2003.23 H beskriver særligt 2 problemstillinger. For det første illustrerede Højesteret, hvordan parternes adfærd kan være relevant fortolkningsdata, når en aftale skal læses og forstås i lyset af hele aftalesituationen. For det andet tog Højesteret stilling til, om AFTL § 36 kunne anvendes på en aftale med en abstrakt gevinstchance, hvor gevinstchancen på grund af efterfølgende omstændigheder realiseres til fordel for den ene part.

I relation til spørgsmålet om fortolkning af aftalen var det afgørende for Højesterets fortolkning, at translatøren havde forholdt sig passiv overfor forlagets yderligere optryk, ligesom han efterfølgende havde bekræftet at have fået det vederlag, han havde krav på. Det er altså afgørende for en aftales fortolkning, om parterne ved deres adfærd har givet udtryk for en fælles forståelse af aftalens rettigheder og pligter. Højesteret understregede endvidere betydningen af sædvanlig aftalepraksis på området, idet det var sædvanlig aftalepraksis, at et forlag kunne udvide et optryk uden translatørens samtykke og yderligere vederlag. En part, der ønsker at fravige sædvanlig aftalepraksis indenfor branchen, har således særlig anledning til at gøre den anden part opmærksom herpå.

I relation til spørgsmålet om AFTL § 36, fandt Højesteret, at en gevinst opnået ved den forøgede omsætning af Tintin tegneserier ikke var tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne i AFTL § 36. Det danner således ikke i sig selv grundlag for at anvende AFTL § 36, at en aftale udløser en upåregnelig gevinst til fordel for den ene part. På baggrund af dommen gælder dette hvert fald, når begge parter er klar over, at aftalen indebærer en gevinstchance, og når den aftalte vederlagsordning er sædvanlig inden for branchen.