search menu
bookmark
person

Terpentin-dommen – U 1989.988/3 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 352/1986. Refereret af andre i U 1989.988/3 H.

Kommenteret af

Denise Malou Faber Denise Malou Faber

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Erstatningsret, forskrifter, uagtsomhedsbedømmelse, erhvervsevnetab.

Fakta:

En arbejdstager havde i årene 1970-1978 været udsat for henholdsvis metalstøv og terpentindampe ved sit arbejde med affedtning af metalstykker. Der var ingen udsugning under arbejdet, og arbejdstageren udviklede blandt andet en hjerneskade ved indåndingen af terpentindampene. Spørgsmålet var herefter, hvorvidt arbejdsgiveren var ansvarlig for de skader, som arbejdstageren var blevet pådraget.

Højesteret var enige om, at der var udledt terpentin, men fandt, med dissens, at arbejdsgiveren ikke havde handlet culpøst, og dermed ikke var ansvarlig for de skader, som arbejdstageren havde pådraget sig under arbejdet i den pågældende periode. Arbejdspladsen var indrettet i overensstemmelse med almindelig sædvane omkring indretning af virksomheder i jernindustrien, og arbejdsgiveren havde ikke overtrådt nogen forskrifter på området.

Mindretallet fandt derimod, at arbejdsgiveren havde overtrådt en forskrift, hvorfor denne havde handlet culpøst.

Eksamensrelevans:

I dansk ret er der nogle grundlæggende kumulative betingelser, der skal være opfyldt, før der kan statueres et erstatningsansvar. Først og fremmest skal der være et ansvarsgrundlag. Forskrifter indgår som et moment i culpabedømmelsen, og en manglende overholdelse af handlepligten i en forskrift giver en formodning for erstatningsansvar. 

For arbejdsgivere påhviler en streng culpabedømmelse, idet en arbejdsgiver har en almindelig handlepligt til at sikre de ansattes sikkerhed og dermed, at arbejdspladsen er forsvarligt indrettet. Der påhviler således arbejdsgiver et culpaansvar, for så vidt angår arbejdsskader.

I sagen fandt Højesteret ikke, at arbejdsgiveren havde handlet culpøst, herunder blandt andet da arbejdspladsen var indrettet i henhold til, hvad der var sædvanligt i jernindustrien.

Der var på daværende tidspunkt ingen forskrifter om pligt til udsugning ved terpentinkar, da der ikke var megen viden om farligheden af terpentindampe, og at udsættelse herfor kunne forårsage kroniske skader. Dommen illustrer således, at en mangel på forskrift kan være medvirkende til, at der ikke statueres erstatningsansvar.

Til Eksamen

I dommen trykt i U 1989.988/3 H behandlede Højesteret spørgsmålet om en arbejdsgivers ansvar for arbejdsskade som følge af, at der ikke var opstillet udsugning på en arbejdsplads, hvor arbejdstagerne over en længere årrække var udsat for terpentindampe. Højesteret fandt ikke arbejdsgiveren erstatningsansvarlig, idet arbejdspladsen var indrettet efter sædvane i industrien, og da der ikke var handlet culpøst fra arbejdsgiverens side.