search menu
bookmark
person

Tørvehandel – U 1943.994/2 SH

bookmark_border attachment

Sø- og Handelsrettens dom i sag 211/1942. Refereret af andre i U 1943.994/2 SH.

Kommenteret af

Peter Emil Colding Peter Emil Colding

i 2018

Verificeret af advokat

Benjamin Bunnage Benjamin Bunnage

i 2018

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Sø- og Handelsretten

Dissens: Ingen

Tema: Købeloven, fordringshavermora, sælgers omsorgspligt, bevisbyrde, reklamation.

Fakta:

Et selskab (sagsøger/sælger) solgte i august 1942 ca. 200 tons tørv til kr. 32 pr. ton. Det fremgik af købsaftalen, at tørvene skulle afhentes "så hurtigt som muligt" og senest efter 3 uger. Senere blev afhentningstidspunktet ændret til, at de skulle afhentes "når vejret tillod det", hvilket blev bekræftet af køber/sagsøgte.

Ved første afhentning betalte køber 1/6 mindre end det aftalte, da han mente, at der forelå en mangel ved tørvene. Ca. en uge efter første afhentning, sendte køber en vogn afsted til sælger for at hente endnu et parti tørv. Køber endte dog med at køre tomhændet tilbage, da tørvene efter købers opfattelse var våde og derfor "aldeles ubrugelige" og "slet ikke i den aftalte klasse". Køber afhentede senere ca. 30.000kg. tørv, men betalte ikke for disse, da tørvene var blevet våde og derfor var af ringere kvalitet end det aftalte. Sælger lagde herefter sag an.

Sælger nedlagde påstand om, at køber skulle betale den resterende del af købesummen for det allerede afhentede tørv såvel som købesummen for den endnu ikke afhentede andel af ordren. Køber påstod principalt frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Subsidiært påstod køber sig frifundet for tiden, eftersom tørvene først skulle aftages "når vejret tillod det", hvorfor køber ikke mente, at han havde misligholdt kontrakten ved ikke at afhente tørvene.

Sø- og Handelsretten fandt først og fremmest, at køber ikke havde godtgjort, at der forelå en mangel ved varen. Køber havde påberåbt sig en udtalelse fra sælger om, at der kunne foretages afslag på 1/6 af prisen, såfremt der forelå mangler ved varen. Sælger benægtede imidlertid at have afgivet sådan en udtalelse, hvilket retten lagde til grund. Derudover havde køber ikke reklameret, da han i starten af oktober opdagede, at tørvene var våde, men først mod slutningen af november. Køberen havde foretaget en analyse af det våde tørv til støtte for, at tørvene var mangelfulde. Eftersom denne først blev foretaget ca. 2 måneder efter modtagelsen af tørvene, fandt retten dog ikke, at det kunne anses som bevis på tørvenes tilstand ved levering.

Den 1/6 af købesummen, der ikke var blevet betalt ved afhentning af tørvene, skulle derfor betales. På baggrund af den manglende rettidige reklamation og eftersom analysen ikke fandtes at kunne udgøre bevis for mangel ved varen, skulle køber også betale for tørvene, som denne afhentede i slutningen af september.

Herefter forelå spørgsmålet om det endnu ikke afhentede tørv. Sælger havde i marts 1943 meddelt køber, at hvis ikke tørvene blev afhentet, ville de blive videresolgt for købers regning og risiko. Sælger mente, at han ved skrivelse den 7. september 1942, havde forbeholdt sig retten til at lade tørvene stå henover vinteren/efteråret, før han traf foranstaltningen til salg af tørvene. Retten fandt dog, at sælger - ved at lade tørvene stå henover efterår og vinter til stor skade for tørvene - havde tilsidesat sin pligt efter købeloven §§ 33 og 35 til at drage omsorg for varen. Sælgeren havde som følge heraf mistet retten til at afkræve køber den resterende del af købesummen.

Derudover påstod sælger, at køber skulle betale kr. 500 for leje af den mose, hvor tørvene var opbevaret. Retten afviste dog dette idet sælger allerede havde betalt til moseejeren og der ikke stod noget i kontrakten om, at denne udgift skulle betales af køber.

 

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer først og fremmest anvendelsen af købeloven § 33, der omhandler sælgers pligt til at drage omsorg for en salgsgenstand ved købers fordringshavermora. Der foreligger fordringshavermora fra køberens side, når købers forhold forhindrer sælgeren i at erlægge den aftalte ydelse i rette tid, eller når køberen giver sælgeren ret til at undlade erlæggelse. Reglerne om købers fordringshavermora er hjemlet i købeloven §§ 33-37.

Det følger efter § 33, at såfremt en køber undlader at afhente eller modtage en salgsgenstand i rette tid, så har sælger pligt til at drage omsorg for genstanden for købers regning, indtil forsinkelsen ophører eller sælger benytter sig af sin ret til at hæve købet. Hvis sælgers tilsidesættelse af sin omsorgspligt medfører forringelse af salgsgenstanden, kan køberen udøve misligholdelsesbeføjelser.

Sælger havde også handlet i strid med sin pligt efter købeloven § 35. Bestemmelsen medfører en pligt for sælger til at sælge en salgsgenstand for købers regning, såfremt genstanden er udsat for hurtig fordærvelse, og sælger dermed ikke kan drage omsorg for genstanden efter § 33. Hvis ikke der kan foretages salg af genstanden, eller et eventuelt salg ville være forbundet med åbenbart urimelige omkostninger, er sælgeren dog berettiget til at skaffe genstanden bort, jf. § 34, 4. pkt.

Derudover kan dommen bruges til at illustrere købers bevisbyrde for mangler ved en salgsgenstand. Retten fandt ikke, at køberen havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en mangel ved det leverede. Der er ikke i købeloven taget udtrykkeligt stilling til, om det er køberen eller sælgeren, der bærer bevisbyrden for, hvorvidt der foreligger en mangel ved salgsgenstanden på tidspunktet for risikoens overgang. Det udledes derfor af den almindelige obligationsret, hvorefter udgangspunktet er, at det er køberen, der har bevisbyrden.

Slutteligt kan dommen bruges til at illustrere købers reklamationspligt. En af rettens begrundelser for, at køber ikke kunne påberåbe sig en eventuel mangel ved salgsgenstanden var, at køber først reklamerede ca. 2 måneder efter, at køber havde konstateret, at tørvene var våde. Dette er udtryk for, at køber ikke havde opfyldt sin reklamationspligt efter købeloven § 52, stk. 1, hvorefter en køber i handelskøb skal reklamere straks, såfremt han vil påberåbe sig en mangel.

Hvorvidt der er reklameret rettidigt afhænger af en konkret vurdering, og vurderingen beror typisk på, hvad der er kutyme i den pågældende branche. Hovedreglen i et handelskøb som dette er dog krav om reklamation straks (meget hurtigt) efter opdagelsestidspunktet, og dette var ikke opfyldt i den pågældende sag. Retsvirkningen af dette er, at køber slet ikke kan gøre manglen gældende.

Til Eksamen

Til eksamen:

Dommen trykt i U 1943.994/2 S omhandlede først og fremmest sælgers undladelse af at drage omsorg for en salgsgenstand ved købers fordringshavermora. Derudover tog domstolen også stilling til købers reklamationspligt og bevisbyrde for mangler ved en salgsgenstand.

I dommen havde et selskab solgt ca. 200 tons tørv til kr. 32 pr. ton til en køber. Ved første afhentning betalte køber 1/6 mindre end det aftalte, da han mente, at der forelå en mangel ved tørvene. Ca. en uge efter første afhentning, sendte køber en vogn afsted til sælger for at hente endnu et parti tørv. Køber endte dog med at køre tomhændet tilbage, da tørvene var våde og derfor "aldeles ubrugelige" og "slet ikke i den aftalte klasse". Køber afhentede senere ca. 30.000kg. tørv, men betalte ikke for disse, da tørvene efter købers opfattelse var våde og derfor var af ringere kvalitet end det aftalte. Sælger lagde herefter sag an.

Sø- og Handelsretten fandt først og fremmest, at køber skulle betale for det allerede afhentede tørv. Dette blev for det første begrundet med, at køber først reklamerede mere end 2 måneder efter, at manglen ved salgsgenstanden var blevet køber bekendt. Køber havde dermed mistet retten til at påberåbe sig manglen. Derudover blev det lagt til grund, at den analyse, som køber havde fået foretaget af salgsgenstanden, ikke kunne dokumentere, at der var en mangel ved leveringen. Dette skyldtes, at analysen først blev foretaget over 2 måneder efter risikoens overgang og ca. 10 dage efter, at der var blevet lagt sag an. Køber havde altså ikke løftet bevisbyrden for, at der forelå en retligt relevant mangel.

Sælger havde dog også nedlagt påstand om, at køber skulle betale for det endnu ikke afhentede tørv. Sælger havde i marts 1943 meddelt køber, at hvis ikke tørvene blev afsat som aftalt, ville det blive videresolgt for købers regning og risiko. Sælger mente, at han ved skrivelse den 7. september 1942 havde forbeholdt sig retten til at lade tørvene stå henover vinteren/efteråret, før han traf foranstaltninger til salg af tørvene. Retten fandt dog, at sælger - ved at lade tørvene stå gennem en længere periode med skadelig effekt for tørvene - havde tilsidesat sin pligt efter købeloven §§ 33 og 35 til at drage omsorg for varen. Sælgeren havde som følge heraf mistet retten til at afkræve køber det resterende af købesummen.

Afgørelsen om at frifinde køber illustrerer anvendelsen af købelovens § 33, der omhandler sælgers pligt til at drage omsorg for en salgsgenstand ved købers fordringshavermora. Bestemmelsen medfører, at såfremt en køber undlader at afhente eller modtage en salgsgenstand i rette tid, så har sælger pligt til at drage omsorg for genstanden for købers regning, indtil forsinkelsen ophører eller sælger benytter sin ret til at hæve købet. Hvis sælgers tilsidesættelse af sin omsorgspligt medfører forringelse af salgsgenstanden, kan køberen udøve misligholdelsesbeføjelser.

Sælger havde også handlet i strid med sin pligt efter købeloven § 35. Bestemmelsen medfører en pligt for sælger til at sælge en salgsgenstand for købers regning, såfremt genstanden er udsat for hurtig fordærvelse, og sælger dermed ikke kan drage omsorg for genstanden efter § 33.