search menu
bookmark
person

Tæppedommen – U 2007.640 V

bookmark_border attachment

Venstre Landsrets dom i sag anke 12. afd. B-0038-06. Refereret af andre i U 2007.640 V.

Kommenteret af

Mads Ehlers Falch Mads Ehlers Falch

i 2017

Verificeret af advokat

Henrik Bechgaard

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Prisskiltning, erklæringsvildfarelse

 

Fakta: Et ægtepar (A) var blevet enige om, at de ville købe et nyt tæppe. De besluttede derfor at besøge en tæppebutik (B). A kiggede på to tæpper. Først et mindre ægte tæppe til 4.000 kr., og derefter et andet større ægte tæppe. Sidstnævnte var hængt op på endevæggen i forretningen. A vendte tæppet for at finde prismærkningen, som var placeret på bagsiden. Heraf fremgik det, at prisen på tæppet var nedsat fra 2.999 kr. til 2.499 kr.

 

A besluttede sig herefter for at købe tæppet og kontaktede derfor en ekspedient. Ekspedienten afmonterde tæppet fra væggen og tog det med op til kassen. Der er under sagen uenighed mellem parterne om, hvorvidt A og ekspedienten snakkede om prisen på tæppen før de var ved kassen. Ved kassen indtastede ekspedienten varenummeret. På dette tidspunkt blev ekspedienten opmærksom på, at tæppet var mærket med en forkert pris. På prismærket skulle der rigtigt have været angivet en pris på 29.999 kr., nu nedsat til 24.999 kr. Ekspedienten oplyste straks A herom og nægtede at sælge tæppet til A til 2.499 kr.

 

A sagsøgte B med påstand om betaling af 22.491 kr. i erstatning, idet naturalopfyldelse ikke var en mulighed som følge af, at tæppet i mellemtiden var blevet stjålet fra butikken.

 

Til støtte for påstanden gjorde A gældende, at det prismærkede tæppe udgjorde et bindende tilbud, og at dette tilbud var blevet accepteret af A. Som følge heraf var A af den overbevisning, at parterne havde indgået en bindende aftale. Idet B nægtede at udlevere tæppet til den omtalte pris, gjorde A gældende, at A som følge af B's misligholdelse havde krav på erstatning efter den positive opfyldelsesinteresse.   

 

Retten lagde til grund, at det omhandlede tæppe var et ægte tæppe, og at tæppet på forsiden var mærket med oplysning herom. Retten lagde yderligere til grund, at tæppet var placeret på det sted i forretningen, hvor de ægte tæpper var udstillet, samt at A havde set det mindre tæppe af samme kvalitet ved siden af det større tæppe.

 

På den oplyste baggrund, gav landsretten ikke A medhold i påstanden om erstatning. Landsretten begrundede afgørelsen med, at det måtte have været nærliggende for A at antage, at angivelsen af prisen kunne skyldes en fejl, og at A blev oplyst herom, med det samme fejlen blev opdaget. 

 

Eksamensrelevans:

I tilfælde hvor der ved en fejl er angivet en forkert pris på en salgsvare, skal det undersøges om aftalelovens § 32 kan finde anvendelse.

 

I medfør af aftalelovens § 1 er en viljeserklæring om tilbud eller accept af tilbud bindende for løftegiveren, så snart erklæringen kommer til løftemodtagerens kundskab.

 

Som en undtagelse til ovenstående hovedregel, findes der i aftalelovens § 32, stk. 1 hjemmel til, at en en afgivet viljeserklæring ikke er bindende for den, som har afgivet erklæringen, hvis erklæringen på grund af en fejl har fået et andet indhold, end det der var tiltænkt, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse - der er således krav om ond tro hos erklæringsmodtageren.

 

Aftalelovens § 32, stk. 1 omfatter kun direkte erklæringsvildfarelse, altså tilfælde, hvor erklæringen har fået et andet indhold end tilsigtet som følge af, at erklæringsgiveren har begået en fejl på det tidspunkt, hvor han afgav erklæringen.

 

I tilfælde hvor erklæringsmodtageren har været i ond tro, og således har indset eller burde have indset fejlen, sondres der i forhold til retsvirkningen mellem to udfald.

 

For det første tilfældet, hvor løftemodtageren er vidende om, at løftegiveren har begået en fejl, men dog ikke er opmærksom på, hvad erklæringens korrekte indhold skulle have været. I sådanne tilfælde er retsvirkningen, at en kontrakt mellem parterne må tilsidesættes helt.

 

For det andet tilfældet, hvor erklæringsmodtageren både kan lokalisere fejltagelsen, samt hvad der på korrekt vis skulle have stået. I dette tilfælde er retsvirkningen, at kontrakten bliver bindende for parterne, men efter det indhold som erklæringsafgiveren havde tiltænkt, Gomard, Bernhard m.fl. (2015): Almindelig kontraktsret, 5. udgave, 1. oplag, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København K., s. 152-154.

 

Om godtrosvurderingen efter aftalelovens § 32 kan det nævnes, at vedkommendes konkrete optræden tillægges vægt. Dette fremgår klart af den såkaldte Fona-dom, trykt under U 1985.877 H. Højesteret fandt i denne sag, at der ikke kunne støttes ret på en forkert prisangivelse, idet der måtte have været en mistanke om fejlen, som kom til udtryk i vedkommendes optræden.    

 

I nærværende sag lagde Vestre Landsret ligeledes vægt på A's optræden. Det blev således tillagt betydning, at A forud for købet af det i denne sag omtalte tæppe, havde kigget på et mindre tæppe til en højere pris. Yderligere blev det tillagt betydning, at A fandt tæppet i forretningens afdeling for ægte tæpper. Retten fastslog som en følge heraf, at det måtte have været nærliggende for A at antage, at prisen var angivet forkert.

 

Ved vurderingen af, om der foreligger ond tro, må man således holde sig for øje, om løftemodtageren har handlet på en sådan måde, at det er nærliggende at formode, at denne må anses for at have været bekendt med fejlen.

Til Eksamen

I Vestre Landsrets afgørelse, trykt i U 2007.640 V, der går under det populære kaldenavn Tæppedommen, behandlede retten spørgsmålet om, hvorvidt en kunde havde ret til at købe et tæppe til en pris, der var angivet forkert.

 

Afgørelsen vedrører anvendelse af aftalelovens § 32, stk. 1, og omhandler således, hvornår en løftemodtager må anses for at have være bekendt med, at tilbuddet er behæftet med fejl.

 

Vestre Landsrets kom frem til, at løftemodtageren, som følge af sin optræden, ikke kunne kræve tæppet udleveret. Retten lagde vægt på, at hændelsesforløbet måtte have ført til, at løftemodtageren var eller burde være blevet bekendt med fejlen, og derfor befandt sig i ond tro.

 

Afgørelsen kan anvendes som eksempel på konkrete omstændigheder, der kan medføre, at løftemodtageren må anses for at have eller burde have indset, at der forelå en fejl i tilbuddet, og derved ikke kan støtte ret på tilbuddet.