search menu
bookmark
person

Swane-dommen 3 – U.1975.381/2H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 36/1973. Refereret af andre i U.1975.381/2H.

Oprindeligt kommenteret af

Emil Skovgaard Bak Emil Skovgaard Bak

i 2019

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2019

Resumé

Højesterets dom af den 19. februar 1975

Dissens: 8-5

Tema: Vindikation og ekstinktion 

Fakta:

I nærværende sag (den trejde af tre Swane-domme) nåede Højesterets flertal også til ekstinktion (ligesom i U.1972.746.H (den anden Swane-dom)), denne gang til fordel for en kunsthandler, der ikke havde købt direkte af sønnen, men af en anden kunsthandler som mellemled. Begrundelsen er nærmest identisk til den som findes i U.1972.746.H (den anden Swane-dom), idet flertallet blot tilføjelse at sønnen "(…) navnlig i kunsthandlerkredse (…)" blev opfattet som berettiget til at optræde på faderens vegne. Højesterets mindretal ville i denne sag lade Sigurd Swanes dødsbo vindicere, fordi kunsthandleren der havde købt malerierne som sidste led i omstæningskæden ikke have købt disse af sønnen. Mindretallet ville således begrænse rækkeviden af U.1972.746.H til den, der umiddelbart handler med tyven.

Eksamensrelevans:

Nærværende sag kan bruges sammen med U 1970.922 Ø og U 1972.746 H. De tre sager bliver jævnligt refereret til som ”Swane-dommene”, som følge af farens navn, Sigurd Swane. Det bemærkes, at sagerne også er kommenteret af Jørgen Trolle i U 1972B.252 og U 1975B.393.

Dommen behandler et tilfælde, hvor der gennem handlemåden er skabt en særlig legitimation for sønnen til at optræde på farens vegne, og hvor de almindelige ekstinktionsbetingelser – god tro, rådighedsberøvelse og besiddelse hos mellemleddet – efter flertallets opfattelse, er opfyldt. Dommen illustrerer således en undtagelse til det ellers (næsten) ufravigelige udgangspunkt om vindikation i DL 6-17-5.

Herudover er det vigtigt at bemærke, at Højesteret ikke var enig, og at dommen således er afsagt med dissens (8-5). Flertallet i Højesteret ville ikke tillade vindikation ud fra stort set samme begrundelse som i U 1972.746 H. Mindretallet i Højesteret ville derimod tillade vindikation og henviste i den forbindelse til, at kunsthandleren havde købt malerierne gennem flere mellemled i omsætningskæden – hvoraf det ene led var i ond tro og senere blev dømt for hæleri – og således ikke direkte af sønnen. Det fremgår derfor ikke, om den pågældende kunsthandler havde et nærmere kendskab til sønnens forhold. Dette står i modsætning til U 1972.746 H, hvor kunsthandleren havde handlet direkte med sønnen, som fremstod som legitimeret over for den pågældende.

Til Eksamen

Ved tyveri er det udgangspunktet efter DL 6-17-5, at der kan ske vindikation af det stjålne. Dette er et næsten ufravigeligt udgangspunkt. En undtagelse til dette udgangspunkt kan ses i nærværende sag og U 1972.746 H – og til dels i U 1970.922 Ø. Til trods for at sønnen var blevet opdaget i at stjæle op til flere malerier fra sin far med henblik på videresalg, blev der ikke foretaget foranstaltninger, der skulle hindre hans adgang til de øvrige malerier fremover. Sønnen kunne således uhindret stjæle malerierne for at aflevere dem til kunsthandlere og modtage købesummen herfor, idet der var skabt grundlag til at tro, at sønnen var berettiget til at optræde på farens vegne. Der kunne følgelig ikke ske vindikation fra den godtroende kunsthandler.