search menu
bookmark
person

Swane-dommen 2 – U.1972.746H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 33/1971. Refereret af andre i U.1972.746H.

Kommenteret af

Emil Skovgaard Bak Emil Skovgaard Bak

i 2019

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret sat med 7 dommere

Dissens: 4-3

Tema: Vindikation, ekstinktion

Fakta:

Sønnen til en kunstmaler havde fra denne stjålet et stort antal malerier, og af disse havde han solgt op til flere til en kunsthandler. Tyverierne var sket op til flere gange, men på trods af at faderen havde viden herom, så havde sønnen stadig adgang til malerierne, selv når faderen ikke var til stede. På trods af tyverierne, så havde sønnen også flere gange på faderens vegne medbragt malerier fra udlandet til Danmark, afleveret malerier til kunsthandlere og modtaget betaling herfor på vegne af faderen. Højesterets flertal fandt på denne baggrund, at faderen ikke kunne vindicere malerierne efter DL 6-17-5 fra kunsthandleren, som ikke kunne antages at have haft mistanke om, at de omhandlede malerier var stjålet. Højesteret henviste desuden til, at omstændighederne havde givet grundlag for at tro, at sønnen var berettiget til i et vist omfang at optræde på faderens vegne.      

 

Eksamensrelevans:

Dommen kan bruges sammen med U.1970.922 Ø og U.1975.381/2 H og de tre domme bliver jævnligt refereret til som ”Swane-dommene”.

 

I nærværende sag (den anden ud af tre domme) gik Højesterets flertal videre i retning af at anerkende ekstinktion end U.1970.922.Ø gjorde.

Dommen behandler et tilfælde, hvor der gennem handlemåden var skabt en særlig legitimation for sønnen til at optræde på faderens vegne, og hvor de almindelige ekstinktionsbetingelser – god tro, rådighedsberøvelse og besiddelse hos mellemleddet – efter flertallets opfattelse, var opfyldt. Det skal haves for øje, at der i dommen bestod et meget nært familieforhold mellem faderen (den bestjålne) og sønnen (tyven).

Til Eksamen

Dommen illustrerer en undtagelse til det ellers (næsten) ufravigelige udgangspunkt om vindikation i DL 6-17-5.

 

Herudover er det også vigtigt at bemærke, at dommen er afsagt med dissens. Mindretallet i Højesteret ville tillade vindikation og henviste til Landsrettens begrundelse, hvorefter der ikke fandtes at være udvist noget forhold fra faderens side, ”… der skulle hindre ham i fremtidigt at tilbagetage malerier, der måtte blive ham frastjålet”, efter sønnens første tyverier blev opdaget. Landsretten fandt heller ikke, at kunsthandleren med føje kunne gå ud fra, at sønnen var berettiget til at sælge malerierne eller, at der i øvrigt var handlet tilstrækkeligt uforsigtigt fra faderens side. De 3 dissenterende dommere i Højesteret lagde desuden vægt på, at kunsthandleren ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han var i begrundet god tro om sønnens legitimation – god tro er et af de krav, der skal være opfyldt for at tillade ekstinktion.