search menu
bookmark
person

Sommerhushandel for sammenblandede midler – TFA2007.284Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom i 12. afd. a.s. nr. B-4077-05. Refereret af andre i TFA2007.284Ø.

Kommenteret af

Stefan Cyron Stefan Cyron

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

Dissens: ingen

Tema: Familieret. Særeje. Anpartssæreje.

 

Fakta:

Dommen omhandler en situation, hvor en hustru erhvervede et sommerhus ved successive køb af allerede etablerede anparter. Erhvervelsen skete for en sammenblanding af fælleseje- og særejemidler, og spørgsmålet i sagen var således, om sommerhuset var hustruens fuldstændige særeje.

Hustruen arvede 1/5 af et sommerhus af sin far. Arven var særeje. Senere købte hun 2/5 af sommerhuset af sine brødre. Købesummen udgjordes hovedsageligt af hustruens særejemidler. Hustruen erhvervede yderligere 1/5 af sommerhuset af sin mor mod udstedelse af et gældsbrev. Senere købte hun den sidste 1/5 af sommerhuset af sin søster for provenuet ved salg af en ejendom, som var ejet af ægtefællerne ved fælleseje.

Hustruen anlagde herefter sag mod manden med påstand om, at han skulle anerkende, at hustruen ejede hele sommerhuset som særeje, og at det derfor ikke skulle indgå i bodelingen.

Efter en samlet vurdering fastslog landsretten, der stadfæstede byrettens dom, at halvdelen af sommerhuset var erhvervet for fællesejemidler. Halvdelen af sommerhuset ansås således at tilhøre fællesboet, og den anden halvdel ansås for at tilhøre hustruens særbo.

 

Eksamensrelevans:

Dommen er udtryk for en særlig situation, fordi sommerhuset blev erhvervet for en sammenblanding af særejemidler og fællesejemidler gennem successive køb af allerede etablerede anparter. Domstolen skulle således vurdere, om sommerhuset tilhørte hustruens særbo eller ægteparrets fællesbo.

Domstolen foretog en samlet vurdering af, om erhvervelsen af sommerhuset var sket for hustruens særejemidler eller for midler fra fællesboet. Domstolen kom frem til, at halvdelen af sommerhuset blev erhvervet for fællesbomidler, således at sommerhuset måtte anses for at tilhøre fællesboet for så vidt angik halvdelen, og hustruens særbo for så vidt angår den anden halvdel.

Det er svært at gennemskue, om dommen forholder sig til anpartssærejekonstruktionen eller om den blot forholder sig til en skønsmæssig anpartsfordeling. Dommens resultat synes rimeligt, og det må formodes, at samme resultat også kunne være nået ved brug af vederlagskravsreglerne i retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3, men der var i dommen slet ikke nedlagt påstand om vederlagskrav.

Hvorvidt anpartssærejekonstruktionen er lovlig er omdiskuteret i den juridiske litteratur. Anpartssærejet blev introduceret af Finn Taksøe-Jensen og Noe Munck i bogen ”Særeje”, og er defineret ved, at en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, medens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere andre formuearter. Når en ægtefælle således ejer et aktiv som anpartssæreje, hører en ideel anpart af aktivet under en formueart, f.eks. særeje, og den resterende andel henhører under en anden formueart, f.eks. fælleseje.

Både Linda Nielsen og Irene Nørgaard peger på et hjemmelsproblem for så vidt angår anpartssærejekonstruktionen. Dommen kan dog heller ikke tages til indtægt for en anerkendelse af anpartssærejekonstruktionen, idet dommens resultat også sagtens kunne være nået ved vederlagskravsreglerne i retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. 

Til Eksamen

Lovligheden af anpartssærejekonstruktionen er omdiskuteret i den juridiske litteratur. Anpartssærejet blev introduceret af Finn Taksøe-Jensen og Noe Munck i bogen ”Særeje”, og er defineret ved, at en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, medens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere andre formuearter. Når en ægtefælle således ejer et aktiv som anpartssæreje, hører en ideel anpart af aktivet under en formueart, f.eks. særeje, og den resterende andel henhører under en anden formueart, f.eks. fælleseje.

Både Linda Nielsen og Irene Nørgaard peger på et hjemmelsproblem for så vidt angår anpartssærejekonstruktionen.

Formålet med anpartssæreje er at regulere og genoprette de tilfælde, hvor forskellige formuearter sammenblandes. Dette sammenblandingsproblem, som anpartssærejet løser, kan i et vist omfang også anses for at være indeholdt i reglerne i retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3 om vederlagskrav.

Forskellen mellem anpartssærejekonstruktionen og reglerne om vederlagskrav er dog, at vederlagskrav kun kan gøres gældende ved et skifte. Et gennemgående princip ved reglerne om vederlagskrav er således, at et aktiv på et givent tidspunkt kun kan tilhøre én formueart. Ved anpartssærejekonstruktionen tilhører et aktiv derimod flere forskellige formuearter, f.eks. både særeje og fælleseje. Vederlagskrav kan kun gøres gældende af en ægtefælle på et skifte, jf. retsvirkningslovens § 24, hvorimod der ved anpartssærejekonstruktionen sker opretholdelse af de forskellige formuearter under ægteskabet. Det er således af THosten Iversen i U 2002 B s. 423 hævdet, at anpartssærejekonstruktionen er i strid med reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3.

Emnet blev berørt af landsretten i T:FA 2007.284 Ø, som omhandlede en situation, hvor en hustru erhvervede et sommerhus i successive køb af allerede etablerede anparter. Erhvervelsen skete for en sammenblanding af fælleseje- og særejemidler, og spørgsmålet i sagen var således, om sommerhuset var hustruens fuldstændige særeje.

Domstolen foretog en samlet vurdering af, om erhvervelsen af sommerhuset var sket for hustruens særejemidler eller for midler fra fællesboet. Domstolen kom frem til, at halvdelen af sommerhuset blev erhvervet for fællesbomidler, således at sommerhuset måtte anses for at tilhøre fællesboet for så vidt angik halvdelen, og hustruens særbo for så vidt angik den anden halvdel.

Det er svært at gennemskue, om dommen forholder sig til anpartssærejekonstruktionen eller om den blot forholder sig til en skønsmæssig anpartsfordeling. Dommens resultat synes rimeligt, men dommen kan dog ikke tages til indtægt for en anerkendelse af anpartssærejekonstruktionen, idet dommens resultat også sagtens kunne være nået ved vederlagskravsreglerne i retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3.