search menu
bookmark
person

Slankemiddel udløser hjertelidelse – U.2012.588H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 28/2009. Refereret af andre i U.2012.588H.

Kommenteret af

Signe Sabroe Bjernemose Signe Sabroe Bjernemose

i 2017

Verificeret af advokat

Niels Aagaard Pedersen Niels Aagaard Pedersen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Produktansvar. Udviklingsskader. Produktansvarslovens anvendelsesområde.

Fakta:

En kvinde, A, indtog efter lægelig ordination slankemidlet Isomeride i perioden oktober 1988 til september 1994 pga. problemer med overvægt efter en fødsel.

A oplevede ingen bivirkninger ved indtagelsen af produktet i årene frem til 1992. I slutningen af 1991 blev A imidlertid behandlet på Horsens Sygehus i anledning af et sygdomsforløb, der ikke har forbindelse med indtagelsen af Isomeride. Under denne behandling fik A første gang oplyst, at der var mislyde ved hendes hjerte, hvilket kom meget bag på hende, idet hun på daværende tidspunkt ikke havde nogle gener. Efter nærmere undersøgelser, fik A i januar 1992 diagnosen hjerteklapinsufficiens, også betegnet hjerteklapfejl, hvilket medfører, at hjerteklapperne ikke fungerer ordentligt, hvorved hjertet bliver mindre effektivt og derfor skal arbejde mere og hårdere. A blev opereret for hjerteklapfejlen i 1993.

A mente, at slankemidlet havde været årsag til hjerteklapfejlen. Sagen drejede sig derfor om, hvorvidt den danske forhandler (mellemhandleren) af slankemidlet, Servier Danmark A/S, S, var erstatningsansvarlig over for A efter reglerne om produktansvar.

Eksamensrelevans:

Dommen berører flere områder inden for produktansvaret, idet to dog er de helt centrale. For det første afgrænses det tidsmæssige anvendelsesområde for produktansvarsloven, idet Højesteret fastlægger hvornår et produkt kan anses for at være bragt i omsætning og for det andet slås det fast,  i overensstemmelse med den juridiske litteratur og praksis, at der ikke kan pålægges erstatningsansvar for udviklingsskader.

Produktansvarslovens anvendelsesområde

Det følger af produktansvarsloven (PAL) § 17, stk. 2, at loven ikke gælder, såfremt det produkt, der har forvoldt skade, er bragt i omsætning af producenten inden lovens ikrafttræden.

Det diskuteres således både i landsrets- og i højesteretssagen, hvorvidt det omtvistede produkt, Isomeride, er bragt i omsætning inden PAL trådte i kraft den 10. juni 1989. Det oplyses, at Isomeride er blevet markedsført fra den 15. juni 1987 og at A får ordineret Isomeride af sin læge første gang den 21. oktober 1988.

Under Østre Landsrets behandling af sagen udskilte landsretten spørgsmålet om forældelse af kravet til særskilt behandling. Ved kendelse af 4. oktober 2002 (gengivet i U.2003.222Ø) fandt landsretten, at PAL og dermed lovens forældelsesregel i § 14 ikke fandt anvendelse, og at A’s krav ikke kan anses for at være forældet. I forhold til anvendelsen af PAL lagde retten vægt på, at A havde indtaget de første 120 kapsler Isomeride i tiden forud for lovens ikrafttrædelse, og at præparatet Isomeride, fra det blev markedsført første gang, havde været behæftet med de bivirkninger, som medførte en tilbagetrækning af produktet i 1997. På den baggrund fandt landsretten, at produktet var bragt i omsætning inden PAL’s ikrafttræden den 10. juni 1989, og at et eventuelt erstatningskrav således skulle baseres på de retspraksisudviklede regler om produktansvar.

I modsætning til landsretten, kom Højesteret frem til at det afgørende, ved vurdering af om et produkt er bragt i omsætning, er, at det enkelte produkt, der har forårsaget produktskaden, er bragt i omsætning efter lovens ikrafttræden. Om produktet generelt set har været bragt i omsætning før lovens ikrafttræden, er således ikke afgørende for vurderingen. Højesteret fandt således, at PAL skulle finde anvendelse på de præparater, der er bragt i omsætning efter lovens ikrafttræden og dermed, at PAL skulle finde anvendelse i sagen.

Dommen viser således, at det ved vurdering af, om et produkt er bragt i omsætning, vil være afgørende om det konkret skadegørende produkt er bragt i omsætning efter PAL’s ikrafftræden, og ikke, om produktet generelt set kan siges at være blevet bragt i omsætning.

Erstatningsansvar for udviklingsskader?

Ved udviklingsskader forstås produktskader, som ganske vist er forårsaget af et defekt produkt, men hvor det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten. Produktskaden skyldes således en ukendt fare eller risiko ved produktet.

Produktansvar kan gøres gældende på grundlag af produktansvarsloven (PAL) eller på grundlag af det retspraksisudviklede produktansvar (RUP). Hvad angår RUP, så er dette ansvar et culpaansvar, hvilket medfører, at der ikke kan statueres ansvar for producenten for udviklingsskader, fordi disse ikke kan lægges producenten til last. Der gælder dog et strengt ansvar for producenten, når skadelidte har bevist, at produktet er defekt. I sådanne tilfælde har producenten bevisbyrden for, at der er tale om en udviklingsskade og dermed, at producenten ikke havde mulighed for at undgå defekten. Hvad angår produktansvar efter PAL, så følger det af PAL § 7, stk. 1, nr. 4, at producenten ikke er ansvarlig for udviklingsskader, hvis denne kan bevise, at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten.

Det fremgår af Retslægerådets udtalelser i sagen, at det først var i 1997, at man fandt ud af, at slankemidlet Isomeride var farligt – der forelå således en udviklingsskade. Med en henvisning til PAL § 7, stk. 1, nr. 4 og det i retspraksisudviklede produktansvar slog Højesteret fast, at producenter, herunder mellemhandlere som Servier Danmark A/S ikke er ansvarlige for udviklingsskader. Højesteret fandt således, at Servier Danmark A/S havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om en udviklingsskade og ifaldt derfor ikke erstatningsansvar.

Som fortolkningsbidrag til begrebet ”udviklingsskade” henvises der til forarbejderne til PAL § 7, stk. 1, hvoraf det bl.a. fremgår, at det afgørende ved bedømmelsen af, om producenten er ansvarlig ikke er den viden den pågældende producent var i besiddelse af, da producenten bragte produktet i omsætning, men derimod om produktet efter den generelt tilgængelige videnskabelige og tekniske viden, der forelå på det pågældende tidspunkt, måtte betragtes som fejlfrit.

Herudover kan dommen gengivet i U.1997.203V med fordel læses. Dommen er et eksempel på et grænsetilfælde, hvor landsretten afviser ansvarsfrihed som følge af en påstået udviklingsskade.

Til Eksamen

Det følger generelt af den juridiske litteratur og praksis, at producenter, herunder mellemhandlere, ikke ifalder erstatningsansvar for udviklingsskader. Dette ses bl.a. i dommen U.2012.588H (populært betegnet ”Slankemiddel-dommen”), hvor en kvinde, A, over en årrække havde indtaget slankemidlet Isomeride. Kvinden fik senere diagnosen hjerteklapinsufficiens, hvilket nødvendiggjorde en operation for hjerteklapfejlen. A gjorde gældende, at slankemidlet havde været årsagen til hjerteklapfejlen og påstod derfor den danske forhandler af slankemidlet erstatningsansvarlig efter produktansvarsreglerne. Efter Retslægerådets udtalelser i sagen, lagde Højesteret til grund, at man først i 1997 fandt ud af, at slankemidlet Isomeride var farligt og statuerede, at der forelå en udviklingsskade. Med en henvisning til PAL § 7, stk. 1, nr. 4 og det i retspraksisudviklede produktansvar slog Højesteret fast, at producenter, herunder mellemhandlere ikke er ansvarlige for udviklingsskader.