search menu
bookmark
person

Scharla Nielsen-sagen – U 2007.788 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 348/2004 afd. 1. Refereret af andre i U 2007.788 H.

Kommenteret af

Thomas Ladegaard Petersen Thomas Ladegaard Petersen

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Grundlovens § 43, delegationsforbud

Fakta:

Scharla Nielsen-sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorledes satsreguleringsprocenten i forskellige love om navnlig udbetaling af overførselsinkomster, skulle beregnes. Den omtalte procent blev nærmere udregnet efter reglerne i satsreguleringsloven. En folkepensionist ved navn Scharla Nielsen mente at have fundet ud af, at Finansministeriets beregninger gennem en årrække var blev beregnet på et forkert statistisk grundlag, hvilket havde medført, at udbetalingerne ifølge hans folkepension havde været for lav, mens skatten havde været for høj.

Sagen rejste imidlertid også et statsretligt spørgsmål, idet det nærmere var bestemt i satsreguleringslovens § 5, 2. pkt., at "Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af tilpasningsprocenten m.v.". Spørgsmålet var først og fremmest, om denne delegation var i strid med § 43 og det i bestemmelsen indeholdte delgationsforbud.

Højesteret fandt, modsat Østre Landsret, at satsreguleringsloven var en skattelov i grundlovens § 43's forstand, da loven anvendtes til beregning skatter, idet grundbeløbet for personfradraget efter personskattelovens § 20 skete på grundlag af satsreguleringsloven.

Selvom satsreguleringsloven efter Højesterets opfattelse var en skattelov i grundlovens § 43's forstand, fandt Højesteret ikke, at delegationen til Finansministeren var grundlovsstridig, idet det uddelegerede angik "statistisk-faglige valg", og Højesteret vurderede således, at disse statistiske-faglige valg ikke i detaljer var reguleret i satsreguleringsloven.    

Eksamensrelevans:

Grundlovens § 43 indeholder et forbud mod at pålægge, forandre eller ophæve en skat "uden ved lov", hvilket betyder, at bestemmelsen indeholder et delegationsforbud. Bestemmelsen er således en begrænsning i muligheden for at delegere lovgivningskompetence, som ellers tilkommer lovgivningsmagten. Dog kan der opstå fortolkningstvivl ved brugen af grundlovens § 43. Indledningsvis må man se på, hvad kendetegner en "skat" efter § 43. Skat er traditionelt defineret som en økonomisk byrde, der pålægges en borger af det offentlige, uden at borgeren modtager nogen direkte modydelse herfor. Modsat en skat er et gebyr, hvor borgere typisk modtager en ydelse i form af et nyt pas, kørekort eller lignende, jf. også Gebyr-sagen (refereret af andre i U 1993.757H), som ligeledes er beskrevet i Domsguiden.

Scharla Nielsen-sagen illustrerer, at der inden for det skatteretlige område kan være behov for at, en minister kan udstede mere teknisk prægede regler, der er begrundet i praktiske hensyn. Som Jens Peter Christensen anfører i Festskrift til Jan Pedersen, s. 72, blev det under sagen af Kammeradvokaten gjort gældende, at det ikke kunne forventes, at satsreguleringsloven skulle være en lærebog i statistik. Med andre ord kan der ikke stilles krav om, at en  teknisk præget lov som satsreguleringsloven skal være udtømmende i enhver henseende, hvorfor der må være plads til mere pragmatiske betragtninger blandet andet i forhold til regnemodeller, der svært lader sig inkorporere i en almindelig lov, hvilket Højesteret også var enig i.  

Til Eksamen

Sagen omhandlede en delegation i satsreguleringsloven til Finansministeren, hvorefter Finansministeren kunne fastsætte nærmere regler om beregning af tilpasningsprocenten m.v. Spørgsmålet i sagen var navnlig om denne delegation var i strid med grundlovens § 43's delegationsforbud. Højesteret fandt, at satsreguleringsloven var en skattelov, men at delegationen ikke stred mod § 43, da den nærmere beregning af satsreguleringen skulle ske på baggrund af en række statistik-faglige valg, og at disse valg var i detaljer beskrevet i loven. Dommen illustrerer således, at der inden for det skatteretlige område er plads til pragmatiske betragtninger i forhold til de bagvedliggende beregninger, som den øvrige skattelovgivning bygger på.