search menu
bookmark
person

Risikoen for ødelæggelse ved sælgers opmagasinering – U 1949.433 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag V 1540/1948. Refereret af andre i U 1949.433 V.

Kommenteret af

Peter Emil Colding Peter Emil Colding

i 2018

Verificeret af advokat

Benjamin Bunnage Benjamin Bunnage

i 2018

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Køberet, risikoens overgang, fordringshavermora, individualisering.

 

Fakta:

I oktober 1946 solgte Møbelfabrikken Sirius (sælger) til Firma Ole Olsson og Søn (køber) 12 klædeskabe, 12 sengeborde og 18 senge. Der blev aftalt levering omgående, men efter de første 7 klædeskabe var leveret, havde køber svært ved at finde plads til de resterende. Parterne indgik derfor en aftale om, at møblerne skulle forblive hos sælger foreløbigt, selvom køber dog stadig ville betale for møblerne med det samme.

Sælger foretog derefter en individualisering af møblerne i juni 1947, da disse blev opmagasineret adskilt fra det resterende lager, hvorefter køber betalte. I juli meddelte køber imidlertid, at de ikke var i stand til at modtage det resterende, og at de i august måned ville aflægge sælger et besøg med henblik på at klarlægge, hvordan leveringen af de resterende møbler skulle foretages.

I slutningen af august brændte sælgers fabrik ned, herunder købers opmagasinerede møbler. Som følge af salgsgenstandens undergang annullerede køberen ordren og fremsendte få dage efter en anmodning om tilbagebetaling af det allerede betalte beløb. Sælger afviste tilbagebetaling, eftersom møblerne udelukkende stod hos sælger, som følge af den særlige aftale, der var indgået for at tilgodese køber.

Køber gjorde gældende, at risikoen for møblernes hændelige undergang bæres af sælger, indtil der er sket faktisk overdragelse af salgsgenstanden, jf. købeloven § 17. Da møblerne var i sælgers besiddelse da de gik til grunde, havde køber krav på at få beløbet tilbagebetalt.

Sælger gjorde som argumentet for sin frifindelse gældende, at købers eget forhold havde bevirket, at møblerne ikke kunne leveres rettidigt, hvorfor faren for salgsgenstandens undergang, var båret af køber, jf. købeloven § 37. Sælger anførte endvidere, at parterne aldrig havde taget stilling til spørgsmålet om, hvem der skulle bære risikoen for møblernes hændelige undergang frem til det tidspunkt, hvor køberen var klar til at modtage dem. Derfor var det naturligt og rimeligt, at risikoen påhvilede køberen, der havde købt og betalt og som havde anmodet om opbevaring.

Retten fandt, at der var aftalt udsættelse af levering af møblerne. Der forelå altså ikke fordringshavermora fra køber, da den manglende levering skyldtes aftale mellem parterne. I denne aftale havde sælger imidlertid ikke taget forbehold for, at køber skulle bære risikoen for salgsgenstandens undergang til trods for, at disse stod hos sælger. Selvom aftalen udelukkende var i købers interesse, så fandt retten derfor alligevel, at det var sælger, der bar risikoen for møblernes undergang, da branden indtræf. Sælger skulle som følge heraf tilbagebetale køber det beløb, der var erlagt for de endnu ikke leverede møbler.

 

Eksamensrelevans

I dommen anvendes reglerne i købelovens § 17 om risikoens overgang. Udgangspunktet er, at risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse bæres af sælger, indtil levering har fundet sted.

Der foreligger dog en undtagelse til hovedreglen i de situationer, hvor køber er i fordringshavermora. Købers fordringshavermora foreligger, når købers forhold bevirker, at sælgeren ikke kan levere salgsgenstanden i rette tid. I disse situationer medfører købelovens § 37, at risikoen overgår til køber før den faktiske overdragelse har fundet sted. Ved genusgenstande finder reglen først anvendelse, når der er foretaget bevissikker udskillelse af genstanden, hvorimod reglen ved speciesgenstande finder anvendelse allerede når købers forhold bevirker, at salgsgenstanden ikke kan leveres rettidigt.

En tilsvarende undtagelse finder anvendelse i de specieskøb, hvor det er aftalt, at køber skal afhente salgsgenstanden. Her bevirker § 17, stk. 2, at køberen bærer faren for salgsgenstandens undergang, såfremt sælger holder genstanden rede ved det aftalte afhentningstidspunkt og herefter. Det er også her et krav, at der er sket en individualisering af salgsgenstanden og køberens manglende afhentning forstås i sådanne situationer som fordringshavermora.                                                                               

Der foreligger dog ikke fordringshavermora, såfremt den manglende levering skyldtes en aftale mellem parterne - også selvom denne aftale er lavet i købers interesse. Som retten også endte med at lægge til grund i den pågældende sag, er det dermed den faktiske overdragelse af salgsgenstanden, der er afgørende for risikoens overgang. En aftalt udskydelse af leveringstidspunkt kan således ikke påberåbes af den sælger, der har salgsgenstanden i sin besiddelse, når den går til grunde, idet den faktiske levering endnu ikke har fundet sted.

Til Eksamen

Til eksamen:

Sagen trykt i U 1949.433 V omhandlede spørgsmålet om risikoens overgang ved en salgsgenstands hændelige undergang. En møbelfabrik havde solgt nogle forskellige møbler til køber, og efter leveringen af de første, måtte køber erfare, at han ikke havde plads til de resterende på nuværende tidspunkt. Det blev derfor aftalt, at køber ville betale for møblerne, men at sælger ville opbevare møblerne på købers vegne. Da sælgers fabrik senere brændte ned, gik de opmagasinerede møbler til grunde, hvorefter køber fremsendte sælger en anmodning om tilbagebetaling af det allerede betalte beløb. Spørgsmålet var herefter, hvem der bar risikoen for de nedbrændte møbler.

Sælger gjorde gældende, at købelovens § 37 fandt anvendelse, hvorefter købers forhold havde bevirket, at levering ikke kunne finde sted, hvorfor køber var i fordringshavermora. Reglen medfører, at risikoen overgår til køber før den faktiske overdragelse har fundet sted. Da den manglende levering skyldtes en aftale, der var indgået som følge af købers forhold, måtte reglen efter sælgers opfattelse finde anvendelse.

Retten fandt imidlertid, at eftersom den manglende levering skyldtes aftale mellem parterne, var der ikke tale om fordringshavermora. Derudover bemærkede retten, at der ikke i parternes aftale var taget forbehold for risikoens overgang fra sælger til køber forud for levering. Selvom aftalen udelukkende var i købers interesse, så fandt retten derfor alligevel, at eftersom der ikke var sket faktisk levering af salgsgenstanden, så var det forsat sælger, der måtte bære risikoen for møblernes undergang. Sælger måtte derfor tilbagetale køber det beløb, der var erlagt for de nedbrændte møbler.

Dommen illustrerer, at det er det faktiske leveringstidspunkt, der må lægges til grund ved vurderingen af risikoens overgang. Såfremt parterne indgår en aftale som ovenstående, hvor en sælger opbevarer allerede betalte salgsgenstande på købers vegne, må sælger tage forbehold for risikoens overgang i denne aftale. Hvis ikke han gør dette, er det ham, der bærer risikoen for genstandens hændelige skade eller undergang.