search menu
bookmark
person

Ringkjøbing Bank – U 1991.180/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 219/1990. Refereret af andre i U 1991.180/2 H.

Kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Kapitaludvidelse, SL § 108

Fakta:

Sagsøgerne, der begge var minoritetsaktionærer og tilsammen ejede over 25 % af aktiekapitalen, gjorde gældende, at sagsøgte, aktieselskabet Ringkjøbing Bank, skulle anerkende, at en generalforsamlingsbeslutning, hvorved bestyrelsen blev bemyndiget til at udvide aktiekapitalen fra 32 mio. kr. til 80 mio. kr., var ugyldig.

Emissionen skulle fordeles med 28 mio. kr. med fortegningsret for bestående aktionærer, 19 mio. kr. uden fortegningsret for bestående aktionærer og 1 mio. kr. medarbejderaktier. 

Sagsøgerne var noteret for hhv. nominelt 5.879.800 kr., (1.888.600 kr. havde været noteret i mere end tre mdr.) og 2.549.400 (1.080.000 kr. havde været noteret i mere end tre mdr.).

Af selskabets vedtægter fremgik, at for aktier erhvervet ved overdragelse, kunne stemmeret først udøves tre måneder efter, at overdragelsen blev noteret i bankens bøger. Ligeledes fremgik det af vedtægterne, at når der forelå forslag til vedtægtsændring, krævedes det, at 1/3 af aktiekapitalen var repræsenteret, samt at en majoritet af 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital erklærede sig for ændringen.

Efter forskellige indlæg blev der foretaget afstemning. Sagsøgerne og advokat K med 170 stemmer repræsenterede en noteret aktiekapital for 2.978.600 kr.

-0-

Direktøren for Ringkjøbing Bank havde bl.a. udtalt, at det for banken ikke var nødvendigt at udvide aktiekapitalen til 80 mio. kr. Årsagen hertil var, at banken ikke ønskede, at en potentiel storaktionær kunne have afgørende indflydelse på vilkårene for en aktieudvidelse. Ligeledes ønskede banken at fravige fortegningsretten, idet det ville blive mere vanskeligt for en storaktionær at få og fastholde en dominerende indflydelse.

Sagsøgerne gjorde gældende, at alle de noterede aktier, også den betydelige del der efter vedtægterne ikke medførte stemmeret, skulle have været medtaget i beregningen af, om den fornødne stemmeberettigede kapital havde stemt for forslaget.

Sagsøgerne gjorde gældende, at generalforsamlingsbeslutningen om bemyndigelse til udvidelse af aktiekapitalen var stridende mod aktieselskabslovens § 80 (nu SL § 108), idet selve formålet ikke havde været at skaffe selskabet kapital men tilsigtede at modvirke, at sagsøgerne kom til at sidde med en blokerende indflydelse i selskabet.

Denne afgørelse omhandler således både en repræsentationstvist, og hvorvidt der var sket overtrædelse af generalklausulen i SL § 108.

Hverken landsretten eller Højesteret gav de to sagsøgere medhold i, at ASL § 80 (nu SL § 108) var tilsidesat. Ligeledes slog domstolen fast, at aktierne uden stemmeret ikke skulle medregnes ved beregningen af kvalificeret majoritet.

Eksamensrelevans:

Selskabslovens regler er ikke til hinder for, at der i vedtægterne opstilles yderligere quorum- og majoritetskrav.

Denne afgørelse omhandler retstilstanden på et tidspunkt, hvor det var ulovreguleret og uafklaret, hvorvidt aktiekapital uden stemmeret skulle anses som værende repræsenteret. Ved afsigelsen af denne dom i 1991 var der ligesom i selskabsloven ingen regulering af den pågældende problemstilling.

Lars Bunch og Ida Rosenberg anfører nu i Selskabsloven med kommentarer, 2. udgave, s. 387, at hvis vedtægterne er tavse om, hvorvidt kapital uden stemmeret skal anses for repræsenteret, må domstolene afgøre retsstillingen.

De to sagsøgere fik ikke medhold i, at den dagældende ASL § 80 (nu SL § 108) var overtrådt. I rettens præmisser lagdes der vægt på, at banken havde et særligt behov for lokal tilknytning og som følge heraf spredning i aktiebesiddelsen, hvorfor der ikke var varetaget usaglige hensyn. Domstolene afstår herved fra at underkende en beslutning, som er truffet af et flertal under henvisning til, at den konkrete beslutning var sagligt motiveret og dermed i selskabets interesse.

Til Eksamen

Højesteret fastslog i U 1991.180/2H, at det ikke var i strid med generalklausulen i ASL § 80 (nu SL § 108) at træffe en sagligt motiveret beslutning om bemyndigelse til kapitaludvidelse, selvom selve formålet med beslutningen åbenbart (også) var at hindre, at en kapitalejer erhvervede majoriteten af stemmerettighederne i selskabet.

Efter omstændighederne vil en kapitaludvidelse, der gennemføres under fravigelse af fortegningsretten, kunne udgøre en krænkelse af minoritetens rettigheder, men ofte vil det være i selskabets interesse, at der tilføres ny kapital, eller at kapitalandelene spredes blandt mange aktionærer.