search menu
bookmark
person

Renteswapaftalen – SKM.2012.266.H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 186/2010. Refereret af andre i SKM.2012.266.H.

Oprindeligt kommenteret af

Rasmus Ringgård Rasmus Ringgård

i 2019

Verificeret af advokat

Svend Erik Holm Svend Erik Holm

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret sat med 5 dommere

Dissens: Ingen

Tema: Dispensation fra lagerprincippet efter KGL § 33, stk. 2.

Fakta:

Et selskab havde indgået renteswapaftaler til sikring af et datterselskabs renteudgifter på lån til finansiering af udlejningsejendomme. Selskabet ansøgte i medfør af KGL § 33, stk. 2 skattemyndighederne om dispensation til at fravige udgangspunktet om lagerbeskatning ved den skattemæssige behandling af gevinst og tab på renteswapaftalerne, således at selskabet kunne bruge realisationsprincippet.

Selskabet fik afslag på ansøgningen om dispensation efter KGL § 33, stk. 2, da dispensation kun kan gives, når den finansielle kontrakt vedrører selskabets "primære drift", og når lagerprincippet vil være til væsentlig økonomisk ulempe for selskabet. Selskabets sikring af renter på lån optaget af selskabets datterselskaber i forbindelse med datterselskabernes køb af ejendomme til udlejning vedrørte anlægsaktiver og ikke den primære drift, og det var ej heller godtgjort, at anvendelse af lagerprincippet medførte væsentlig økonomisk ulempe for selskabet.

Eksamensrelevans:

Som hovedregel beskattes gevinst og tab på finansielle kontrakter efter lagerprincippet i KGL § 33, jf. § 29. Det betyder, at gevinst og tab opgøres som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udløb og værdien ved indkomstårets begyndelse. Lagerprincippet medfører således, at urealiserede gevinster beskattes, hvilket kan belaste den skattepligtige økonomisk og give likviditetsproblemer. Af denne årsag kan der i visse tilfælde dispenseres fra lagerprincippet og i stedet gives tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet. I så fald vil gevinst og tab skulle medregnes i det indkomstår, hvori tabet eller gevinsten realiseres f.eks. ved at kontrakten afhændes eller opfyldes.

For at få dispensation skal to betingelser dog være opfyldt;

  • for det første skal den pågældende finansielle kontrakt indgås som led i virksomhedens primære drift for at sikre leverancer til og fra virksomheden, og
  • for det andet skal beskatningen efter lagerprincippet være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden - hvilket f.eks. kan være tilfældet, når der er tale om kontrakter med lang løbetid, og hvor beskatningen således vil være væsentligt fremrykket.

I nærværende sag fandt Højesteret ikke, at disse betingelser var opfyldt. For det første kunne kontrakter angående finansiering af anlægsaktiver ikke omfattes af dispensationsadgangen, da der i sådanne tilfælde ikke var tale om leverancer til eller fra virksomheden, og dermed vedrørte de ikke selskabets primære drift. Dernæst havde selskabet heller ikke godtgjort, at beskatning efter lagerprincippet ville være en væsentlig økonomisk ulempe.

Til Eksamen

I SKM2012.266.HR fastslog Højesteret, at der ikke kan gives dispensation efter KGL § 33, stk. 2 til at anvende realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet, når et selskab indgår renteswapaftaler til sikring af finansiering af et datterselskabs anlægsaktiver, idet der ikke i sådanne tilfælde er tale om kontrakter, der indgås som led i virksomhedens primære drift.