search menu
bookmark
person

Principtilladelsen til at opføre benzinservicestation – U 1983.1000 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 362/1981. Refereret af andre i U 1983.1000 H.

Kommenteret af

Sara Mia Petrovic Sara Mia Petrovic

i 2018

Verificeret af advokat

Rasmus Høj Christensen Rasmus Høj Christensen

i 2018

Resumé

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Offentlige myndigheders erstatningsansvar   

 

Fakta:

I 1970 var der meddelt tilladelse til opførelsen af en benzinservicestation. Det pågældende område var ifølge en byplanvedtægt udlagt til bebyggelse med én- og tofamiliehuse, men kommunalbestyrelsen kunne give tilladelse til indretning af "butikker" og i visse tilfælde indrømme lempelser af mindre betydning. Efter at de umiddelbare naboer til benzinstationen havde anlagt sag, fastslog landsretten, at kommunen ved den meddelte tilladelse "klart" var gået uden for sin hjemmel, hvorfor den tilladelse, som BP endnu ikke havde udnyttet, måtte anses for at være ugyldig. Den forudgående landsrets dom var ikke anket, hvilket ikke kunne lægges BP til last.

BP, der i tillid til den oprindelige afgørelse havde købt ejendomme, måtte nu sælge disse med betydelige tab. BP anlagde herefter sag om erstatning mod kommunen, der blev dømt i begge instanser. Landsretten antog, at der forelå culpa, idet den lagde afgørelsen af ugyldighedsspørgsmålet under den første sag til grund.

Højesteret valgte en anden begrundelse og henviste alene til, at BP "havde føje til at disponere som sket på grundlag af tilladelserne". Højesteret tog således ikke direkte stilling til, om den givne tilladelse var "klart" ulovlig, eller om kommunen, som den gjorde gældende, havde svævet i undskyldelig retsvildfarelse. Højesteret tillagde det således betydning, at BP, der ikke fik den tilsagte ret, retfærdigvis måtte stilles således, at den pågældende ikke led tab ved i føje at have handlet i beføjet tillid til tilladelsen.

 

Eksamensrelevans:

Offentlige myndigheders erstatningsansvar

Det almindelige udgangspunkt ved vurderingen af, om en offentlig myndighed er erstatningsansvarlig, er bl.a., at der skal være udvist culpøs adfærd. Nærværende dom er imidlertid et udtryk for, at der findes undtagelser hertil.

Landsretten fandt, at der forelå culpa, fordi afgørelsen i den tidligere sag var blevet kendt "klart" ulovlig. Højesteret berører imidlertid ikke spørgsmålet om ansvarsgrundlag, men pålagde det afgørende vægt, at adressaten af den ugyldige aftale havde indrettet sig efter denne i god tro.

Højesterets afgørelse må læses således, at der i nogle tilfælde gælder en skærpet ansvarsvurdering, når offentlige myndigheders ansvarsgrundlag skal vurderes. Dommen er nogle steder i litteraturen omtalt som værende et udtryk for, at offentlige myndigheder i nogle tilfælde skal vurderes efter en objektiveret ansvarsnorm.

Det forhold, at erstatningsansvar for offentlige myndigheder almindeligvis forudsætter, at der foreligger culpa, er dog ikke ensbetydende med, at der ikke findes eksempler på, at det offentlige er pålagt erstatningsansvar, uanset om der forelå culpa eller normbrud.

Til Eksamen

Til Eksamen:

På baggrund af dommen kan der argumenteres for, at det kan være nok, at adressaten for en ugyldig afgørelse har indrettet sig efter den ugyldige afgørelse i god tro og derfor ikke skal lide et tab heraf.