search menu
bookmark
person

Parkeringsafgiftssagen 2 – U 2005.3053Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom 10. afd. nr. B-1675-05. Refereret af andre i U 2005.3053Ø.

Oprindeligt kommenteret af

Sofie Lilmose Bech Sofie Lilmose Bech

i 2019

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2019

Resumé

Dissens: Ingen


Tema: Parts- og vidneforklaring

Fakta:

Parkeringsselskabet P havde tidligere anlagt sag mod bilejer A med påstand om, at A havde ført bilen i forbindelse med en afgiftspligtig parkering, og at A derfor skulle betale parkeringsafgiften. Sagen blev imidlertid hævet, idet A kunne dokumentere, at han havde været et andet sted end der, hvor bilen var parkeret. Under en isoleret bevisoptagelse anmodede P herefter A og dennes hustru B om at afgive forklaring om, hvem der havde ført As bil.

Østre Landsret fandt, at B ikke kunne pålægges at afgive forklaring som vidne under den isolerede bevisoptagelse, idet Bs partsbeføjelser i en eventuel senere sag mod P om parkeringsafgiften herved kunne gøres illusoriske. Da det fandtes sandsynligt, at As vidneforklaring kunne føre til, at en af hans nærmeste ville blive part i en senere civil sag om parkeringsafgiften, fandt landsretten desuden, at A kunne fritages fra at vidne under den isolerede bevisoptagelse i medfør af vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1.

Eksamensrelevans: Reglerne om partsforklaring fremgår af retsplejelovens kapitel 29, imens reglerne om vidneforklaring fremgår af retsplejelovens kapitel 18. Efter dansk ret gælder altså forskellige regelsæt for henholdsvis parts- og vidneforklaringer.

For vidner gælder, at de som udgangspunkt er underlagt vidnetvang. Parter har derimod ret til at afgive forklaring for retten, men de kan ikke tvinges til det.

At et vidne er underlagt vidnetvang betyder, at vidnet har pligt til at afgive forklaring for retten. Dette indebærer blandt andet en pligt for vidnet til at møde personligt for retten samt en pligt til at besvare behørigt stillede spørgsmål. Hvis et vidne nægter at møde for retten, kan retten lade politiet afhente vidnet. Hvis vidnet møder for retten, men nægter at afgive forklaring, kan retten anvende sanktionsmidler over for vidnet i form af blandt andet tvangsbøder og idømmelse af forvaring i op til 6 måneder.

I medfør af retsplejelovens §§ 170-172 gælder dog en række undtagelser til udgangspunktet om, at vidner er underlagt vidnetvang. Retten kan blandt andet bestemme, at vidner, som er pålagt tavshedspligt efter anden lovgivning (eksempelvis efter reglerne om tavshedspligt i sundhedslovens § 40), fritages fra at vidne, jf. retsplejelovens § 170, stk. 3. Dernæst kan et vidne fritages fra at afgive forklaring for retten efter retsplejelovens § 171, hvis der er risiko for, at vidnet tvinges til at afgive forklaring om forhold, der kan skade vidnet selv eller vidnets nærmeste.

Som et eksempel på anvendelsen af retsplejelovens § 171, kan fremhæves U.2005.3053Ø. I nærværende sag ønskede et parkeringsselskab under en isoleret bevisoptagelse at afhøre en bilejer som vidne, med henblik på at finde frem til, hvem der havde foretaget en afgiftspligtig parkering. Østre Landsret lagde til grund, at det var sandsynligt, at bilejerens vidneforklaring ville føre til, at en af hans nærmeste senere kunne blive part i en sag om betaling af parkeringsafgiften. På den baggrund fandt Østre Landsret, at bilejeren kunne påberåbe sig vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. Bilejeren havde derfor ikke pligt til at vidne i sagen. Sagen er illustrativ for, hvordan vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1, kan finde anvendelse i praksis.

Til Eksamen

Nærværende sag kan blandt andet inddrages i eksamensøjemed på følgende måde:

U.2005.3053Ø er et eksempel på anvendelse af vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. I nærværende sag blev en bilejer fritaget fra at vidne om, hvem der havde foretaget en afgiftspligtig parkering i bilejerens bil. Østre Landsret lagde til grund, at det var sandsynligt, at bilejerens vidneforklaring ville føre til, at en af hans nærmeste kunne blive part i en senere sag om betaling af parkeringsafgiften. På den baggrund kunne bilejeren fritages fra at vidne. Dommen er illustrativ for den praktiske anvendelse af retsplejelovens § 171, stk. 1.