search menu
bookmark
person

Parkeringsafgiftssagen 1 – U 2005.1634V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom 8. afd. B-2065-04. Refereret af andre i U 2005.1634V.

Kommenteret af

Sofie Lilmose Bech Sofie Lilmose Bech

i 2017

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret  

Dissens: Ingen

Tema: Parts- og vidneforklaring

Fakta:

I nærværende sag var A ejer af en bil, der havde været parkeret i strid med vilkårene på en parkeringsplads, som C administrerede. C afkrævede derfor en parkeringsafgift af A. A oplyste, at han havde udlånt bilen, og at han dermed ikke selv havde været fører af bilen. Af principielle grunde ville A ikke oplyse, hvem han havde udlånt bilen til. Landsretten tillagde det processuel skadevirkning, at A ikke ville oplyse, hvem han havde udlånt bilen til. Herefter lagde landsretten til grund, at A selv havde været fører af bilen, og at han derfor hæftede for betaling af parkeringsafgiften.

Eksamensrelevans:

Reglerne om partsforklaring fremgår af retsplejelovens kapitel 29, imens reglerne om vidneforklaring fremgår af retsplejelovens kapitel 18. Efter dansk ret gælder der altså forskellige regelsæt for henholdsvis parts- og vidneforklaringer.

En af forskellene på regelsættene er, at vidner er underlagt vidnetvang, imens en part har ret til, men kan ikke tvinges til, at afgive forklaring for retten. Et vidne har altså en pligt til at afgive forklaring for retten, hvilket blandt andet indebærer en pligt til at møde personligt for retten og en pligt til at besvare behørigt stillede spørgsmål. Såfremt et vidne nægter at møde for retten, kan retten lade politiet afhente vidnet. Hvis vidnet møder for retten, men nægter at afgive forklaring, kan retten anvende sanktionsmidler over for vidnet i form af blandt andet tvangsbøder samt idømmelse af forvaring i op til 6 måneder.

En part har derimod ret til, men kan ikke tvinges til, at afgive forklaring for retten. Hvis en part dog skal afgive forklaring for retten (enten fordi modparten har anmodet om det, jf. retsplejelovens § 302, eller fordi parten frivilligt ønsker det, jf. retsplejelovens § 303), og parten ikke møder eller nægter at besvare spørgsmål, vil retten dog som udgangspunkt tillægge det processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Dette var også tilfældet i U.2005.1634V, hvor retten tillagde det processuel skadevirkning, at ejeren af en ulovligt parkeret bil nægtede at oplyse om, hvem der havde kørt bilen. Derfor lagde retten til grund, at det var ejeren selv, der havde parkeret bilen ulovligt, hvorfor ejeren selv hæftede for parkeringsafgiften. Hovedreglen er altså, at en part ikke kan tvinges til at afgive forklaring for retten. Men såfremt en part nægter at møde for retten eller nægter at besvare spørgsmål, vil retten dog som udgangspunkt tillægge det processuel skadevirkning for parten.

Til Eksamen

Konkret kan dommen eksempelvis anvendes i eksamensøjemed på følgende måde:

I U.2005.1634V blev ejeren af en ulovligt parkeret bil afkrævet en parkeringsafgift. Ejeren oplyste, at han havde udlånt bilen. Ejeren ville dog ikke oplyse, hvem han havde udlånt bilen til, hvilket landsretten tillagde processuel skadevirkning. Som følge af dette lagde landsretten til grund, at A selv havde været fører af bilen, og at han hæftede for betaling af parkeringsafgiften. Dommen illustrerer, hvordan det kan tillægges processuel skadevirkning, hvis en part nægter at afgive forklaring for retten.