search menu
bookmark
person

Om anvendelse af forvaring i stedet for fængselsstraf – U 1973.811 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 154/1973. Refereret af andre i U 1973.811 H.

Kommenteret af

Trine Kaae Jorst Trine Kaae Jorst

i 2017

Verificeret af advokat

Sara Munch Andersen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere.

Dissens: 4-3 om hvorvidt T skulle anbringes i forvaring.

Tema: Strafferet, voldtægtsforsøg, tilbagetræden fra forsøg, forvaring, nærliggende fare, tilregnelighed.

 

Fakta:

T blev tiltalt for forsøg på voldtægt af A og B. T havde foretaget forsøgene under en prøveudskrivelse fra en forvaringsanstalt. T havde mødt A tilfældigt i en skov, og for at overvinde hendes modstand havde han væltet hende omkuld, sat sig på hende, revet hendes benklæder itu og holdt et tørklæde for hendes mund for at hindre hende i at skrige. T opgav forsøget, da A fortsat gjorde modstand og begyndte at græde. T havde opgivet sit forsøg med hensyn til B, da B løb væk, efter T havde gjort tilnærmelser til hende, og T blev angrebet af B's hund.

Nævningene i sagen fandt, at T var skyldig i forsøget på voldtægt af A. Nævningene fandt imidlertid, at han ikke var straffri i medfør af straffelovens § 22 om tilbagetræden fra forsøg.  Nævningene fandt, at T skulle frikendes for forsøget i forhold til B. Nævningenes kendelse blev lagt til grund af retten.

T havde undergået mentalobservationer i forbindelse med sine tidligere anbringelser i forvaring. Retslægerådet havde vurderet, at T var mentalt retarderet med betydelige intellektuelle og karakterologiske mangler og svigtende hæmninger over for kriminelle tilskyndelser. Retslægerådet skønnede, at T ikke var egnet til påvirkning gennem straf, og at der var en betydelig risiko for, at han ville begå nye lovovertrædelser. Retslægerådet anbefalede på denne baggrund, at han blev genindsat i den særlige forvaringsanstalt omhandlet i straffelovens § 70.

På baggrund af T's seneste voldtægtsforsøg blev det i sagen vurderet, om der var grundlag for at genanbringe T i forvaring efter straffelovens § 68, jf. § 69. Højesterets flertal fandt ikke, at T udgjorde en så nærliggende fare for andres liv, legeme og helbred eller frihed, at det var påkrævet at anvende forvaring i stedet for fængselsstraf. Højesteret idømte derfor T en almindelig fængselsstraf for voldtægtsforsøget. Mindretallet mente, at T var strafuegnet og udgjorde en så nærliggende fare, at forvaring var påkrævet, blandt andet på baggrund af hans intellektuelle mangler og kriminelle fortid.

 

Eksamensrelevans:

Dommen indeholder to interessante aspekter.

For det første angår dommen straffelovens § 22, hvorefter tilbagetræden fra forsøg medfører ansvarsfrihed, når gerningsmanden frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget.

§ 22 stiller således krav om, at gerningsmandens tilbagetræden sker frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer. Hindringer, som gerningsmanden har regnet med at møde, er ikke tilfældige. For eksempel er det ikke tilfældigt, men forventeligt, at en kvinde vil gøre modstand over for et voldtægtsforsøg, og kvindens modstand udelukker derfor ikke generelt, at der kan være tale om tilbagetræden fra forsøg efter § 22, jf. Toftegaard Nielsen, "Strafferet I - Ansvaret", 4. udgave, s. 176-177. Der er tale om en konkret vurdering, hvor det vil indgå i bedømmelsen, hvilken type magtanvendelse gerningsmanden har anvendt over for modstandens type, herunder hvor stor modstand gerningsmanden måtte forudse. Der henvises til Waaben, "Strafferettens almindelige del", 6. udgave, s. 229 ff. (særligt side 233).

Tilbagetræden vil ofte anses for frivillig, hvis gerningsmanden opgiver på grund af en let overvindelig modstand. Der henvises til ovennævnte "Strafferet I - Ansvaret" s. 176 samt Greve mfl. "Kommenteret straffelov", Almindelig del, 10. udgave, s. 282 ff. om § 22. 

I denne sag mente nævningene ikke, at der var tale om frivillig tilbagetræden (se beskrivelsen af hændelsesforløbet under faktum). Man har formentlig vurderet, at A's modstand, som ikke havde været let for T at overvinde, havde været afgørende for, at T opgav forsøget. Der er dog ikke angivet en begrundelse i dommens præmisser.

Det andet interessante aspekt ved dommen er Højesterets vurdering af, hvorvidt en gerningsmand kan idømmes forvaring i stedet for almindelig fængselsstraf.

Mentalt retarderede kan være omfattet af persongruppen i straffelovens § 69 (hvis de da ikke allerede anses for straffrie efter §16) og kan idømmes forvaring efter § 68, hvis betingelserne i § 70 er opfyldt. § 70 omhandler tidsubestemt forvaring for personlig farlighed. Det er et krav, at gerningsmanden skal udgøre en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at det er påkrævet at anvende forvaring i stedet for fængselsstraf. Det skal vurderes konkret, om disse betingelser er opfyldt. Der henvises til ovennævnte "Kommenteret straffelov", Almindelig del, 10. udgave, s. 423 ff. om § 70 og "Strafferet I - Ansvaret" s. 265 ff. 

Højesteret lagde i afgørelsen vægt på gerningsmandens kriminelle fortid og inddrog farens forudsigelighed, art og grad som momenter i vurderingen. Flertallet mente, at karakteren af det seneste forsøg gjorde det betænkeligt at antage, at tiltalte udgjorde en så nærliggende fare, at forvaring var nødvendig. Mindretallet fandt, at T skulle genanbringes i forvaring, da der var en betydelig risiko for ligeartede lovovertrædelser.

Højesteret tillagde det også vægt i vurderingen, om gerningsmanden var strafuegnet. Flertallet fandt ikke straf uanvendelig. Mindretallet, som mente, at T skulle i forvaring, mente derimod, at hans kriminelle fortid og forvaringsanbringelser viste, at han var strafuegnet.

Til Eksamen

Til eksamen

Tilbagetræden fra forsøg

En gerningsmand kan efter straffelovens § 22 blive frifundet, hvis han frivilligt træder tilbage fra den strafbare handling. Der vil i givet fald være tale om en strafophørsgrund, hvorved gerningsmanden kan blive frifundet. For at være omfattet af straffrihed må gerningsmandens tilbagetræden imidlertid ikke skyldes tilfældige hindringer. En hindring er ikke tilfældig, hvis gerningsmanden havde regnet med, at den ville opstå.

I Højesteretsdommen U 1973.811 H trådte T tilbage fra et voldtægtsforsøg, efter kvinden havde gjort modstand og var begyndt at græde. For at overvinde kvindens modstand havde T sat sig på hende og lagt et tørklæde for hendes mund for at hindre hende i at skrige. Retten fandt ikke, at der var tale om en frivillig tilbagetrædelse i dette tilfælde.

Forvaring

Mentalt retarderede kan være omfattet af persongruppen i § 69 ( hvis de da ikke allerede anses for straffrie efter §16) og kan idømmes forvaring efter § 68, hvis de udgør en så nærliggende for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at det er påkrævet at anvende forvaring i stedet for fængselsstraf, jf. § 70. Det skal vurderes konkret, om disse betingelser er opfyldt.

Ifølge Højesteretsdommen U 1973.811 H kan man inddrage en række momenter i vurderingen, herunder eventuelt den tiltaltes kriminelle fortid, karakteren af den seneste forseelse, tidligere forvaringsanbringelser, risikoen for lignende lovovertrædelser og strafegnethed.