search menu
bookmark
person

Olieselskabets chauffør – U.1991.106H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 364/1988. Refereret af andre i U.1991.106H.

Oprindeligt kommenteret af

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2019

Verificeret af advokat

Stefan Brkic Stefan Brkic

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret
Dissens: Ingen
Tema: DL 3-19-2 

Fakta

En chauffør begik en fejl under levering af olie til en kunde, hvilket forårsagede et udslip på ca. 7.000 liter olie. Olieselskabet erstattede den omfattende skade ved olieudslippet, og krævede efterfølgende regres fra vognmanden, der ansås at hæfte for chaufførens fejl som følge af principalansvaret i DL 3-19-2. Olieselskabet havde for en periode på 3-4 måneder lejet en motorforvogn med chauffør hos vognmanden, og afholdte i forbindelse hermed på eget initiativ og for egen regning et oplæringskursus for chaufføren. I løbet af perioden udførte chaufføren udelukkende opgaver for olieselskabet, som tilrettelagde arbejdets udførelse og førte tilsyn hermed. Chaufføren ansås således for at have været beskæftiget med at udbringe olie på samme måde som olieselskabets egne chauffører, og arbejdet indgik som et almindeligt led i olieselskabets virksomhed i perioden. Højesteret lagde som følge heraf til grund, at olieselskabet ikke kunne få regres for den udbetalte erstatning, idet vognmanden ikke hæftede for chaufførens fejl i henhold til DL 3-19-2.  

Eksamensrelevans

DL 3-19-2

Dommen omhandler det i DL 3-19-2 lovfæstede principalansvar, der pålægger en arbejdsgiver (vognmanden) at hæfte for det erstatningsansvar, som en arbejdstager (chaufføren) måtte pådrage i forbindelse med hvervets udførelse. Principalansvaret er en ansvarsskærpelse i forhold den almindelige erstatningsregel i dansk ret – culpareglen - idet arbejdsgiveren ifalder ansvar efter DL 3-19-2, såfremt arbejdstageren har handlet culpøst. Det er med andre ord ikke en betingelse, at arbejdsgiveren selv har handlet culpøst.

Parterne fremlagde i nærværende sag en række omstændigheder, der skal søge at belyse, hvorvidt vognmanden havde et over-underordnelsesforhold med chaufføren, og følgelig måtte hæfte for dennes fejl som følge af principalansvaret i DL 3-19-2. Retten lagde efter en vurdering af samtlige forhold til grund, at vognmanden ikke hæftede for chaufførens fejl i medfør af DL 3-19-2, hvorfor olieselskabet var nærmest til at bære erstatningsansvaret for skaden.

På den ene side fremførte olieselskabet blandt andet:

  • at de virksomhedsorganisatoriske forhold var organiseret således, så vognmanden ledede, fordelte og anviste arbejdet
  • at vognmanden havde ansættelses- og afskedigelsesbeføjelsen over chaufføren
  • at instruktions- og tilsynsforpligtelserne juridisk set påhvilede vognmanden
  • at vognmanden stod for aflønningen af chaufføren
  • at det var en betingelse i aftalen mellem parterne, at vognmanden havde tegnet en udvidet erhvervsansvarsforsikring mod oliespild
     

På den anden side fremførte vognmanden blandt andet:

  • at chaufføren indgik som en integreret bestanddel af olieselskabets eget materiel og egen arbejdsstyrke, og derfor ikke var en ”fremmed fugl” i virksomheden
  • at de virksomhedsorganisatoriske forhold var organiseret således, så olieselskabet ledede, fordelte og anviste arbejdet
  • at olieselskabet har haft instruktions- og tilsynsforpligtelserne over for chaufføren
  • at vognmandsforretningen alene kørte med olie i henhold til denne ene aftale med olieselskabet
  • at olieselskabet havde forestået oplæringen af chaufføren for egen regning. 
Til Eksamen

Nærværende sag vedrører fordelingen af det endelige erstatningsansvar mellem to potentielle skadevoldere. Eftersom den ene potentielle skadevolder (olieselskabet) allerede har udbetalt erstatning til skadelidte (kunden), vedrører sagen alene, om den pågældende kan få regres herfor hos den anden potentielle skadevolder (vognmanden) som følge af, at denne bør hæfte for sin arbejdstagers (chaufføren) fejl i medfør af DL 3-19-2. 

Når det skal vurderes, om en arbejdsgiver bør hæfte i medfør af DL 3-19-2 for de skader på tredjemand, som en arbejdstager har pådraget sig et erstatningsansvar for, er der et par betingelser, som skal være opfyldt. 

For det første skal det fastlægges, om der eksisterer et over-underordnelsesforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Det er en helt grundlæggende betingelse for at pålægge arbejdsgiveren et principalansvar, at denne faktisk er principalen. Det skal derfor blandt andet vurderes, om arbejdsgiveren har instruktions- tilsyns- og kontrolbeføjelserne over arbejdstageren samt retten til at antage og afskedige den pågældende.

Det skal dernæst fastlægges, om arbejdstagerens adfærd kan betegnes som culpøs. Der foretages her en almindelig vurdering af arbejdstagerens adfærd i henhold til culpareglen. Hvis man efter en vurdering af skadevolders adfærd kommer frem til, at denne har handlet culpøst og påført skadelidte et tab, skal det dernæst vurderes, om der er den fornødne årsagsforbindelse (kausalitet) mellem adfærden og skaden, og om skaden var påregnelig (adækvat) for skadevolder. Særligt sidstnævnte betingelse kan være vanskelig at vurdere i praksis. Såfremt alle betingelserne er opfyldte, og der ikke foreligger nogen ansvarsfrihedsgrunde, kan det følgelig konkluderes, at skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte.

I forlængelse heraf skal det fastlægges, om skaden er forvoldt som led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse. Dette benævnes i DL 3-19-2 som, at skaden skal være sket ”derudi”.

Endeligt må arbejdstagerens adfærd ikke kunne karakteriseres som værende helt usædvanlig - med andre ord abnorm.