search menu
bookmark
person

Ny Eternit-sagen – U 2002.249 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 288/2000. Refereret af andre i U 2002.249 H.

Oprindeligt kommenteret af

Maja Dahl-Jessen Maja Dahl-Jessen

i 2017

Verificeret af advokat

Lise Aaby Nielsen Lise Aaby Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere.

Dissens med dommerstemmerne 5-2 om hvorvidt sælger havde udvist svig.

Tema: Direkte krav (springende regres), ansvar for udviklingsskader, KBL § 54 (absolut reklamationsfrist), stiltiende sælgergarantier

Fakta:

En producent af byggematerialer havde solgt tagplader i tidsrummet 1984-1986, der var blevet brugt til tag på en række faste ejendomme. I 1994 konstateredes mangler i form af blandt andet forringet holdbarhed, og to husejere krævede erstatning af producenten for deres udgifter til anlæg af nye tage på deres ejendomme. Husejerne var som udgangspunkt afskåret fra at gøre erstatningskrav gældende som følge af den absolutte reklamationsfrist i Købelovens § 54, stk. 1 (i det følgende benævnt "KBL"), medmindre producenten havde handlet svigagtigt eller afgivet en garanti.

Højesteret fandt, at producentens adfærd måtte karakteriseres som uagtsom, men ikke svigagtig. Endvidere fandt Højesteret, at producentens betegnelse "Ny Eternit" måtte betragtes som en almindelig lovprisning og ikke en garanti. Således frifandt Højesteret producenten, idet husejernes erstatningskrav var afskåret som følge af den absolutte reklamationsfrist i KBL § 54, stk. 1.

Mindretallet fandt, at producenten havde udvist svig, idet producenten var klar over risikoen for mangler ved tagpladerne, og mindretallet mente således ikke, at husejernes erstatningskrav var afskåret efter den absolutte reklamationsfrist i KBL § 54, stk. 1.

Eksamensrelevans:

KBL § 54, stk. 1 indeholder en absolut reklamationsfrist på 2 år, når køber vil påberåbe sig mangler overfor sælger eller et tidligere led i omsætningskæden, men fristen gælder ikke, såfremt der er udvist svig eller afgivet en garanti. Det kan være svært at vurdere, hvornår en adfærd er svigagtig, ligesom sondringen mellem almindelige lovprisninger og garantier ikke er skarp. Dette illustreres af dommen U 2002.249 H. Sagen vedrørte byggeskader, som nu er undtaget den absolutte reklamationsfrist, jf. KBL § 54, stk. 3, men fordi sagen er fra før stk. 3 blev indført i KBL, er sagen stadig visende for vurderingen efter KBL § 54, stk. 1.

Højesterets afgørelse blev afgjort med dissens i henhold til vurderingen af, om producenten havde udvist svig. Manglerne ved tagpladerne var opstået ved produktionsfejl, og producenten havde ikke fulgt tilstrækkeligt op på de klare advarselssignaler herom under produktionen. Flertallet fandt, at producenten herved havde handlet uagtsomt, men det var ikke tilstrækkeligt til at udgøre svig. Flertallet lagde vægt på, at producenten faktisk havde foretaget et skøn og ved dette skøn var kommet frem til, at produktionsarbejdet var godt nok. Mindretallet fandt, at producenten var klar over, at der var en ikke ubetydelig risiko for skader under produktionen, og ved at markedsføre tagpladerne som "Ny Eternit" - velvidende denne risiko - havde producenten udvist svig. En væsentlig forskel mellem flertallet og mindretallets konklusioner bestod i, at mindretallet vurderede, at producenten var klar over risikoen, hvorimod flertallet vurderede, at producenten alene burde have været klar over risikoen.

Når sælger udtaler sig om en vare, kan denne udtalelse efter omstændighederne få virkning som en garanti, hvor sælger bærer et objektivt ansvar, selvom betegnelsen "garanti" ikke bruges (stiltiende garantier). I denne sag fandtes betegnelsen "Ny Eternit" for at være en almindelig lovprisning og dermed ikke en stiltiende garanti, hvorfor producenten ikke havde påtaget sig objektivt ansvar ved at markedsføre tagpladerne under denne betegnelse. Højesteret lagde vægt på, at betegnelsen var meget upræcis, ligesom det havde betydning, at udtalelsen fremgik af producentens markedsføringsmateriale. Markedsføringsmateriale er i almindelighed rettet mod en bred modtagergruppe, og en udtalelse rettet konkret mod en køber vil formentlig lettere tillægges garantivirkning.

Til Eksamen

Til eksamen

I dommen trykt i U 2002.249 H tog Højesteret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en købers direkte krav (springende regres) mod en producent i anledning af en udviklingsskade var afskåret af den absolutte reklamationsfrist i KBL § 54, stk. 1. Højesteret fandt, at den absolutte reklamationsfrist afskar køber fra at kræve erstatning fra producenten, idet producenten hverken havde udvist svig eller afgivet en garanti. Dommen blev afgjort med dissens, hvorfor dommen illustrerer, at det er vanskeligt at vurdere, hvornår en sælger har udvist svig, og hvornår en sælger har afgivet en garanti. Dommens bidrag til retsstillingen kan dog opsummeres på følgende måde:

I henhold til vurderingen af sælgers svig må det antages, at sælger handler svigagtigt, hvis han sælger en vare som mangelfri, velvidende at der består en ikke ubetydelig risiko for mangler ved varen. I henhold til vurderingen af, hvorvidt sælger har afgivet en stiltiende garanti ved at udtale sig om varens egenskaber, må det antages, at sælgers upræcise og generelle betegnelser for varen som udgangspunkt har karakter almindelige lovprisninger, hvor sælger ikke bærer et objektivt ansvar. Dette udgangspunkt er dog stærkere, når lovprisningen sker i markedsføringsmateriale, end hvis sælger retter udtalelsen konkret til en køber.

Desuden illustrerer sagen problemstillingen vedrørende anvendelsen af KBL § 54, stk. 1 i forhold til udviklingsskader, hvor manglen typisk først viser sig efter udløbet af den absolutte reklamationsfrist. På baggrund af dommen og udtalelsen fra Højesterets flertal, hvor der gøres opmærksom på den uhensigtsmæssige retsstilling, er bestemmelsen blevet ændret ved indførsel af stk. 3, hvorefter den absolutte reklamationsfrist ikke gælder for byggematerialer til fast ejendom, hvor udviklingsskader er hyppige.