search menu
bookmark
person

Minkavler-dommen – U.1989.278V

bookmark_border attachment

Vestre Landsrets dom i sag S 2338/1988. Refereret af andre i U.1989.278V.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2019

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret.

Dissens: Ingen.

Tema: Adækvans, børn, ansvarsforsikring.

Fakta

To drenge på henholdsvis 4 og 6 år klatrede over hegnet til en nærliggende minkfarm og åbnede omkring 1.000 bure, hvorefter knap 2.000 mink slap løs, hvilket påførte minkavleren betydelige udgifter til blandt andet indfangning af løsslupne mink samt anskaffelse af ny besætning. Ansvarsforsikringen, som forældrene til drengene havde tegnet, anerkendte ansvaret og dækkede udgifterne til indfangning af mink. Parterne var imidlertid uenige om påregneligheden (adækvans) af det øvrige tab, idet forsikringsselskabet bestred, at skaden havde været psykologisk påregnelig for drengene. Landsretten fandt, at skaderne i deres helhed var påregnelige for de to drenge, og at der ikke var tale om atypisk skader, som det ville være rimeligt at lade minkavleren bære risikoen for. Det kunne således ikke tillægges betydning, at det psykologisk set ikke var drengene, eller andre børn eller voksne uden kendskab til minkavl - bevidst, hvilke former for skade sådanne handlinger kunne medføre, så længe omfanget af skaderne havde været påregneligt. Forsikringsselskabet blev derfor pålagt at erstatte det samlede tab for minkavleren.

Eksamensrelevans

Dommen behandler den interessante problemstilling om, hvorvidt adækvansvurderingen er forskellig afhængig af, om skaden er forvoldt af voksne eller børn. I nærværende sag tillagdes det ikke betydning, at det psykologisk set ikke var drengene – eller andre børn eller voksne uden kendskab til minkavl - bevidst, hvilke former for skade sådanne handlinger kunne medføre. Det afgørende var imidlertid, at skadernes omfang var påregnelig for skadevolderne. Det bemærkes endvidere, at skaderne ikke var atypiske, og det således ikke ville være rimeligt at lade minkavleren bære risikoen for dem. På linje hermed kan nævnes FED 1995.961, der omhandlede tre børn i alderen 7-10 år, som ved leg med en landmands kartofler havde påført denne omfattende skader. Børnene blev fundet erstatningsansvarlige for de omfattende – ikke atypiske - skader, da de burde have indset, at deres leg kunne medføre skade på kartoflerne. Det ved således ikke afgørende, at børnene om muligt ikke kunne overskue karakteren eller omfanget af skaden. I modsætning til disse to afgørelser kan nævnes en ældre dom gengivet i U 1951.999 H. I denne sag valgte Højesteret under særligt hensyn til, at skadens omfang ikke var påregnelig for to skadevoldende drenge, at nedsætte erstatningen. Det blev således lagt til grund, at skaden ikke var påregnelig for drengene, hvilken kan læses som et udtryk for, at vurderingen ville have været en anden, dvs. strengere, såfremt skadevolderne havde været voksne. 

Til Eksamen

Dommen kan anvendes på lignende situationer, hvor børn, som følge af leg, drengestreger eller på anden vis, påfører en tredjemand et betydeligt tab. Det er i disse tilfælde særligt i forhold til adækvansvurderingen, at dommen er interessant, idet der ikke anlægges en lempeligere vurdering af, hvad der er påregneligt for børn i forhold til voksne. Retten pålagde således børnene, til trods for deres meget unge alder, ansvaret for hele tabet med den begrundelse, at det var dem påregneligt, at deres handlinger kunne medføre betydelige skader. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges betydning, at det ikke var børnene, eller andre børn eller voksne i den situation - bevidst, hvilke former for skade handlingerne kunne medføre. Resultat kan synes vidtgående, da det stiller store krav til selv meget unge børns vurdering af de konsekvenser – i nærværende sag omfanget af skader - som deres handlinger kan medføre.