search menu
bookmark
person

Mindestenen – U 1991.274 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 342/1989, II 367/1989, II 344/1989, II 373/1989 og II 7/1990. Refereret af andre i U 1991.274 H.

Oprindeligt kommenteret af

Denise Malou Faber Denise Malou Faber

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 3-2

Tema: Erstatningsret, skadevoldende børn, egen skyld, forældre/skolers tilsynspligt.

Fakta:

En spejdergruppe med spejdere i alderen 10-13 år var på spejdertur ved et skovareal ejet af et missionshjem, der dog vederlagsfrit havde overladt brugen heraf til en anden spejdergruppe, som havde fået tilladelse til at udlåne arealet. Den første aften legede flere af børnene uden opsyn i skoven omkring et stenmindesmærke. Børnene begyndte for sjov at skubbe til stenen, som til sidst væltede og ramte en af spejderne, der ikke havde deltaget i legen.

Det skadelidte barn sagsøgte tre af børnene, der deltog i legen, missionshjemmet samt Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark på vegne af de to spejdertropper.

Sagsøger gjorde gældende, at de sagsøgte havde handlet culpøst og derfor var solidarisk ansvarlige for det pågældende tab. Overfor børnene blev det blandt andet gjort gældende, at de burde have indset, deres alder taget i betragtning, at legen var farlig, hvorfor det måtte være påregneligt for dem, at stenen som følge af legen kunne vælte og forårsage skade. Overfor spejdertroppen blev det blandt andet gjort gældende, at ledelsen heraf havde tilsidesat sin tilsynspligt ved at lade børnene lege uden opsyn, ligesom de burde have undersøgt skoven nærmere.

Højesterets flertal fandt, at to af drengene henset til deres alder burde vide, at deres skub til stenen indebar en risiko for, at denne ville vælte, hvorfor de ifaldt et ansvar. Højesteret fandt ikke, at ansvaret burde lempes efter Myndighedsloven, da børnene var dækket af en ansvarsforsikring. Højesteret fandt heller ikke, at ansvaret burde nedsættes som følge af egen skyld eller accept af risiko fra skadelidtes side. Spejdertroppen ifaldt ikke ansvar, da det ikke kunne anses for uforsvarligt at lade børn på 10-13 år lege uden opsyn i skovarealet. Missionshjemmet samt den anden spejdertrop, der havde udlånt arealet, ifaldt ligeledes ikke ansvar som følge af stenens svækkede stabilitet, da ulykken først indtrådte ved børnenes skubben til stenen. Det sidste barn frifandtes ligeledes, da det efter barnets forklaring ikke befandt sig ved stenen på uheldstidspunktet.

Højesterets mindretal fandt derimod, at Missionshjemmet havde haft en pligt til at sikre mindestenens stabilitet og dermed burde ifalde ansvar.

Eksamensrelevans:

Skadevoldende børn kan ifalde erstatningsansvar ved legeskader, hvor der sker skade på en udenforstående tredjemand. Her må dog sondres mellem, om legen har været farlig eller ufarlig. Ved almindelig leg er udgangspunktet, at tredjemand ikke tillægges erstatning. Har børnenes leg derimod været farlig, er udgangspunktet, at tredjemand får tilkendt erstatning. Det bemærkes, at egen skylds-vurderingen ikke er den samme ved udenforstående som ved deltagere i legen, idet en deltager i højere grad må anses for at have accepteret risikoen for skade.

Efter erstatningsansvarslovens § 24 a, 2. pkt., er der efter omstændighederne mulighed for lempelse af den erstatning, som skadevoldende børn ifalder. Dette er tilfældet, for så vidt det skadevoldende barn ikke er dækket af en ansvarsforsikring. Dog må der foretages en afvejning af behovet for lempelse over for behovet for skadelidte for at få dækket sit tab. I det tilfælde, at barnet er dækket af en ansvarsforsikring, er der derimod ikke samme behov for at lempe erstatningen, hvorfor domstolene også i praksis afviser bortfald eller nedsættelse af erstatningen.

Det bemærkes herudover, at forældre har en pligt til at føre tilsyn med børnene, ligesom at arrangører har en pligt til at tilrettelægge arrangementer således, at deltagere og tilskuere ikke kommer til skade.

Til Eksamen

I dommen trykt i U 1991.274 H behandlede Højesteret spørgsmålet om, hvem der skulle ifalde et ansvar for, at en mindesten ved nogle børns leg under en spejdertur væltede med skade til følge for ét af børnene, der ikke deltog i legen. Højesteret fandt, at to af børnene, der havde deltaget i legen, og som i øvrigt var dækket af en ansvarsforsikring, var erstatningsansvarlige. Højesteret frifandt med dissens ejeren af grunden.