search menu
bookmark
person

"Markedsprisen" – U 1995.757 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 284/1993. Refereret af andre i U 1995.757 H.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Vederlagsbetaling og handelskøb.

Fakta: En konsulent, der tidligere havde været ansat i et af selskaberne, havde over en periode på et år bistået to selskaber, uden at der var fastsat et vederlag herfor. Løbende havde konsulenten modtaget aconto-honorarer, der dog ikke kunne anses for endelig betaling for bistanden. Konsulenten krævede en efterbetaling på godt kr. 1 mio. men fik alene tilkendt et skønsmæssigt fastsat beløb på kr. 200.000, der sammen med aconto-honorarerne vurderedes utvivlsomt ikke at overstige et rimeligt vederlag.

Eksamensrelevans:
Denne afgørelse vil blive relevant i en situation, hvor der er ydet et vederlagsberettigende stykke arbejde, men hvor vederlaget ikke er fastsat på forhånd, eller hvor en eventuel aftale herom er tvetydig, og der derfor er behov for udfyldning af aftalen.

Afgørelsen her er interessant, fordi Højesteret fastsætter betalingen til, hvad der utvivlsomt "ikke overstiger et rimeligt vederlag", og illustrerer herved forskellene ved vederlagsfastsættelsen mellem de forskellige købstyper.

For forbrugerkøbsaftaler (en forbrugers køb hos en erhvervsdrivende) bestemmer købelovens (KBL) § 72 at, hvor en pris ikke er fastsat eller følger af omstændighederne i øvrigt, skal prisen, under hensyntagen til en række forhold, fastsættes til, hvad der "må anses for rimeligt".

I lig hermed kan realkreditor ved civilkøb (køb mellem to der handler uden for deres erhverv) ofte med rimelighed forvente at skulle betale, hvad der er "sædvanligt" på det pågældende marked for ydelsen, se herom bl.a. Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky, Lærebog i Obligationsret I, 3. udg., s. 101.

Når det derimod vedrører handelskøb (køb mellem to erhvervsdrivende), er der i KBL § 5 bestemt, at hvor betaling ikke på forhånd er fastsat, da skal køberen betale, hvad sælgeren beder om, så længe det ikke kan anses for "ubilligt".

I sidstnævnte tilfælde vil man i det omfang, man afviser at lade pengekreditor selv fastsætte størrelsen af vederlaget efter princippet i KBL § 5, skulle anvende en anden målestok. Bryde Andersen & Lookofsky gennemgår fra samme sted som ovennævnte en række alternativer for denne fastsættelse, herunder fastlæggelsen af en hypotetisk aftale, anvendelsen af en markedspris samt udøvelsen af et skøn.

I denne konkrete sag fastsætter både landsretten og Højesteret efterbetalingen på baggrund af et skøn. Landsretten bemærker efter at have fastslået, at det oprindelige krav på kr. 1 mio. er af en urimelig størrelse, "at der i mangel af grundlag for foretagelsen af en endelig opgørelse mellem parterne (altså i mangel af aftale herom), findes sagsøgers krav (konsulentens krav mod de to selskaber) herefter at må nedsættes til et beløb, der ikke stiller ham ringere, end han ville have været ved fortsat ansættelse hos [det selskab han tidligere var ansat for] (vores understregning). Herefter inddrager landsretten en række forhold fra den tidligere ansættelse og fastsætter kravet til kr. 200.000. Vi ser altså landsretten her skønne sig til det endelige beløb, og i dette skøn synes indfortolket, at det i hvert fald må formodes, at en aftale om konsulentarbejde ikke ville stille konsulenten ringere end under sin ansættelse.

Højesteret tiltræder, at i mangel af oplysninger om, hvad der sædvanligvis må betales for ydelserne, må vederlaget fastsættes til et skønsmæssigt rimeligt beløb. Herefter slår retten da fast, at det af landsretten skønnede beløb sammen med aconto-honorarerne ikke overstiger et rimeligt vederlag. Man kan her finde det interessant, at Højesteret først slår fast, at man skønsmæssigt skal nå frem til et rimeligt beløb, og herefter tiltræder landsrettens fastsættelse, af den grund at denne i hvert fald ikke overstiger et rimeligt beløb. Uanset sammenhængen i formuleringen passer denne dog godt sammen med den tilsvarende formulering i KBL § 5.

Husk!: Det er vigtigt her at bemærke, at denne aftale vedrører vederlagsfastsættelsen for konsulentens tjenesteydelse til selskaberne. Husk hertil at KBL, jf. U.2010.332.Ø, ikke finder direkte anvendelse på tjenesteydelser. I en eksamensopgave vil der derfor med fordel kunne henvises til denne afgørelse sammenholdt med KBL's bestemmelse, med den bemærkning at KBL § 5 ikke finder direkte anvendelse på tjenesteydelser.

Det bør dog bemærkes, at det må forventes, at afgørelsens resultat er påvirket af bevisets stilling, idet der tilkendtes mindre, end de almindelige principper for udmåling ellers umiddelbart ville tilsige, jf. herved ovenfor.

Til Eksamen

Dommen vil være særligt anvendelig som henvisning ved fastsættelse af vederlag for ydelser mellem erhvervsdrivende, herunder yderligere i høj grad hvor der er tale om tjenesteydelser.

Dommen illustrerer, at der skal udøves et skøn, samt at udfaldet af dette skøn ikke må overstige, hvad der er et rimeligt vederlag.