search menu
bookmark
person

Madame Pim – U 2010.3052 Ø

bookmark_border attachment

Østre Landsrets dom i sag anke 11. afd. nr. B-671-10. Refereret af andre i U 2010.3052 Ø.

Kommenteret af

Mads Ehlers Falch Mads Ehlers Falch

i 2017

Verificeret af advokat

Henrik Bechgaard

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Urimelige aftaler, bindende viljeserklæringer

 

Fakta: En mand (A) havde hen over et par timer købt for over 140.000 kr. på en natklub (B). Pengene var blandt andet anvendt på køb af champagne, drikkepengeog for betaling af kvindeligt selskab. Betalingen skete ved 9 særskilte transaktioner foretaget med brug af Visa/Dankort. Der blev ved alle betalingerne indtastet korrekt pinkode. A havde ikke tilstrækkelige midler på hans konto, og hans bank havde efterfølgende trukket pengene tilbage i overenstemmelse med aftalevilkårerne mellem A og dennes bank. Som en følge heraf anlagde B sag mod A med påstand om betaling af 140.900 kr. A påstod frifindelse for B's krav under henvisning til aftalelovens § 31. Denne påstand blev blandt andet begrundet med, at B havde udnyttet hans letsind/tilstand, herunder hans manglende indsigt i under hvilke forhold købene var foretaget og til hvilke priser. A påstod subsidiært, at aftalen om køb af champagne m.v. skulle tilsidesættes med hjemmel i aftalelovens § 36 som følge af urimeligt høje priser.

 

Byretten kom frem til, at det måtte have været klart for A, at han på et sted som det i sagen omhandlende ville blive afkrævet betaling for køb af champagne m.v. På denne baggrund slog retten fast, at aftalelovens § 31 ikke kunne finde anvendelse. Retten fandt dog, at forholdene var omfattet af aftalelovens § 36, idet størrelsesordenen af betalingerne for de købte ydelser måtte anses for urimelig og stridende med redelig handlemåde. Betalingen for drikkevarerne og underholdningen blev herefter fastsat til 15.000 kr. B ankede sagen til Østre Landsret.

 

Østre Landsret kom også frem til, at A's tilstand ikke kunne medføre, at aftalelovens § 31 fandt anvendelse. I modsætning til byretten kom landsretten imidlertid frem til, at heller ikke aftalelovens § 36 skulle finde anvendelse. Landsretten begrundede dette med, at priserne for champagne og underholdning m.v. måtte have stået klart for A, idet han i forbindelse med alle 9 transaktioner var i stand til at indtaste sin pinkode. Priserne for de forskellige ydelser kunne ikke i sig selv medføre, at aftalen kunne karakteriseres som urimelig eller stridende med redelig handlemåde. A blev på denne baggrund tilpligtet at betale 140.900 kr. til B.

 

Eksamensrelevans:

Efter aftalelovens § 31 kan en aftale tilsidesættes helt eller delvis, hvis nogen udnytter en andens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Det er en betingelse herfor, at der er et væsentligt misforhold mellem den udnyttedes ydelse og modydelse. Anvendelse af aftalelovens § 31 betinger, at en person har udnyttet en andens underlegenhedstilstand for selv at opnå en ydelse. I tilfælde hvor den modtagede ydelse ikke kan tilbageleveres, kan modydelsen nedsættes således, at misforholdet mellem de to ydelser elimineres. 

 

Efter aftalelovens generalklausul i § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis aftalen har en karakter, der gør, at håndhævelse af aftalen vil være urimelig eller i strid med redelig handlemåde. Vurderingen af om en aftale skal ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, må afgøres på grundlag af de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde.

I nærværende sag vurderede både byretten og landsretten, at aftalelovens § 31 ikke kunne finde anvendelse på det konkrete faktum. Det kan således lægges til grund, at fuldskab i sig selv ikke er en tilstrækkelig årsag til at påberåbe sig en aftales ugyldighed som følge af aftalelovens § 31. Det må have stået klart for A, at der på steder som det i sagen omtalte afkræves betaling for drikkevarer såvel som underholdning og andre ydelser, og A har derfor ikke befundet sig i en situation, hvor det kunne påvises, at hans letsind var blevet udnyttet. 

 

For så vidt angår aftalelovens § 36, fastslog landsretten, at priserne for de forskellige ydelser måtte have stået klart for A - idet han i alle tilfælde indtastede pinkode, og dermed nok tillige at A har set beløbet på dankort terminalen og godkendt dette. Denne vurdering sammenholdt med sagens resterende oplysninger medførte, at forholdet, uanset størrelsen på priserne, ikke blev vurderet som urimelige.

Til Eksamen

I Østre Landsrets afgørelse, trykt i U 2010.3052 Ø, der går under det populære kaldenavn Madame Pim/Champagnedommen, behandlede retten spørgsmålet om, hvorvidt en aftale kunne tilsidesættes som følge af, at sagsøger havde udnyttet sagsøgtes letsind eller om aftalen i øvrigt måtte anses for at være urimelig.

 

Omdrejningspunktet for rettens afgørelse i denne sag var, om kraftig beruselse i sig selv er omfattet af aftalelovens §§ 31 og/eller 36, således, at aftale om køb af drikkevarer, underholdning og ander ydelser på et natklub måtte tilsidesættes helt eller delvist.

 

Både byretten og landsretten kom frem til, at aftalelovens § 31 ikke kunne påberåbes. Retten lagde vægt på, at det måtte have stået klart for den som besøger en natklub af den pågældende art, at man afkræves betaling for de ydelser, man modtager. Der var således ikke tale om udnyttelse af anden mands letsind.

 

Landsretten kom herefter frem til, at aftalelovens § 36 heller ikke kunne føre til aftales tilsidesættelse. Landsretten lagde i sin vurdering vægt på, at man ved at taste sin pinkode i forbindelse med en kortbetaling må have været klar over, hvad man foretog sig. Prisniveauet kunne dermed ikke medføre, at der ikke var tale om en urimelig aftale.

 

Afgørelsen kan anvendes som et argumnet til støtte for, at beruselse ikke i sig selv kan medføre en hel eller delvis tilsidesættelse af aftalen.