search menu
bookmark
person

Lissabon-sagen 1 – U.2011.984H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 336/2009. Refereret af andre i U.2011.984H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Helmuth Lund Mads Helmuth Lund

i 2019

Verificeret af advokat

Mia Sander Mia Sander

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: ingen dissens

Tema: Statsret, prøvelsesret, søgsmålskompetence

Fakta

I 2008 besluttede Folketinget, at Danmark skulle tiltræde Lissabon-traktaten, som er en traktat inden for EU-samarbejdet. Lissabon-traktaten ændrede de forskellige EU-institutioners kompetence- og afstemningsregler.

Da Folketinget ved lov tiltrådte traktaten, blev proceduren i grundlovens § 19 fulgt, da man mente, at der ikke var tale om en afgivelse af suverænitet. Det er et krav, at proceduren efter grundlovens § 20 anvendes, såfremt der er tale om en suverænitetsafgivelse.

En gruppe private personer, herunder Niels Hausgaard, lagde sag an mod staten med påstand om, at traktaten ikke gyldigt kunne vedtages efter § 19, bl.a. fordi der var tale om suverænitetsafgivelse til EU, hvorved proceduren i grundlovens § 20 skulle have været anvendt.

Staten påstod, at sagen skulle afvises, da sagsøgerne ikke havde den fornødne retlig interesse og derfor ikke havde søgsmålskompetence.

Højesterets dom

Spørgsmålet om hvorvidt sagsøgerne havde retlig interesse og dermed søgsmålskompetence, var udskilt til særskilt behandling, hvorfor Højesteret i nærværende sag alene tog stilling til dette spørgsmål.

Sagsøgerne anerkendte, at de ikke opfyldte de almindelige krav til søgsmålskompetence, hvorefter en sagsøger skal have en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af, at der foreligger en retstvist, der konkret og aktuelt berører dem individuelt.

Herefter var spørgsmålet for Højesteret om sagsøgerne alligevel havde søgsmålskompetence, da beslutningen griber ind inden for en række almene og væsentlige livsområder og i sig selv er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed, jf. U 1996.1300 H (Maastricht-sagen) og U 2001.2065 H (Schengen-sagen).

Højesteret fandt, at parternes uenighed vedrørte betydningen af ændringerne i EU-institutionernes kompetence- og afstemningsregler i forhold til grundlovens § 20.

Højesteret udtalte, "Denne uenighed angår lovgivningskompetencen inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. På grund af tvistens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstand prøvet. At betinge adgangen til domstolsprøvelse af, at der efter de nye traktatbestemmelser er udstedt retsakter, som konkret og aktuelt berører appellanternes forhold, ville ikke sikre et bedre grundlag for prøvelsen af tvisten."

På den baggrund fandt Højesteret, at sagsøgerne havde den fornødne søgsmålskompetence.

Eksamensrelevans

En sagsøger kan kun anlægge sag ved domstolene, hvis vedkommende har søgsmålskompetence. Man har kun søgsmålskompetence, såfremt man har retlig interesse i den sag, man ønsker prøvet ved domstolene. Efter de almindelige processuelle regler er det et krav for at have retlig interesse, at sagsøgerens påstand er 1) aktuel, og sagsøgeren er 2) konkret og 3) individuel berørt.

Hensynet bag reglerne om søgsmålskompetence er blandt andet, at domstolene ikke skal bruge deres tid på abstrakte og uaktuelle retssager. Domstolene skal derimod fokusere deres tid på konkrete og aktuelle retstvister.

Grundloven indeholder ingen bestemmelser om, hvornår en privatperson har søgsmålskompetence mod staten i forbindelse med sager om loves grundlovsmæssighed. De almindelige procesretlige regler finder derfor anvendelse. Derfor er det et krav, at sagsøger har en "retlig interesse" i at få spørgsmålet afgjort. Udgangspunktet er, at man skal være aktuelt, konkret og individuelt berørt for at have retlig interesse. En privatpersons teoretiske interesse i et juridisk spørgsmål er derfor ikke tilstrækkeligt til, at domstolene vil behandle sagen. Domstolenes opgave er dermed ikke at udtale sig om teoretiske spørgsmål, men at afgøre konkrete og aktuelle retstvister.

I nyere højesteretspraksis er området for søgsmålskompetence i forhold til grundlovsspørgsmål blevet udvidet i forhold til tidligere.

Højesteret udtaler om parternes tvist, som begrundelse for at sagsøgerne har søgsmålskompetence, at "Denne uenighed angår lovgivningskompetencen inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed".

Afgrænsningskriteriet, som bliver anvendt i sagen, for hvornår man har søgsmålskompetence, er, at sagens genstand skal gribe ind inden for en række almene og væsentlige livsområder og i sig selv være af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. Denne formulering blev også benyttet i U 1996.1300 H (Maastricht-sagen) og U 2001.2065 H (Schengen-sagen). I Schengen-sagen var kriteriet dog ikke opfyldt, hvorfor sagsøgerne ikke havde søgsmålskompetence.

Afgrænsningskriteriet er altså fast og er blevet benyttet i flere andre sager (Maastricht-sagen og Schengen-sagen).

Dommen er altså et eksempel på en udvidet søgsmålskompetence, som finder anvendelse inden for sager om grundlovsspørgsmål. 

Til Eksamen

Lissabon-sagen U.2011.984 H omhandler søgsmålskompetence. Sagen drejer sig om en gruppe personer, der havde anlagt sag mod statsministeren og udenrigsministeren med påstand om, at Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten ikke var sket i overensstemmelse med grundloven.

Det omtvistede spørgsmål for Højesteret var, om sagsøgerne havde søgsmålskompetence. Højesteret fandt, at Lissabon-traktaten indebar overførsel af lovgivningskompetencen inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. På den baggrund fandt Højesteret, at sagsøgerne havde søgsmålskompetence. Det følger således af dommen, at en sagsøger har søgsmålskompetence, såfremt der er blevet overført myndighedsbeføjelse inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed.