search menu
bookmark
person

Læbælte-dommen – U.1887.640H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag nr. 41. Refereret af andre i U.1887.640H.

Oprindeligt kommenteret af

Marie Kjærulff-Jørgensen Marie Kjærulff-Jørgensen

i 2019

Verificeret af advokat

Peter E. Stassen Peter E. Stassen

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Forvaltningsret, ugyldighedsbetingelser, tertiære momenter, retlige mangler

Fakta:

Sagen angik en tilladelse, i form af et næringsbevis, til at drive købmandshandel fra en kro. Under den dagældende næringslov var der såkaldte "læbælter" om købstæderne, dvs. at det, af hensyn til konkurrencebeskyttelse, var en forudsætning for opnåelse af næringsbevis, at ansøgerens forretning var placeret i tilstrækkelig afstand fra købstaden. Efter en opmåling foretaget af en landmåler blev der i 1862 givet tilladelse til købmandshandel til St. Lyngby Kro, da kroen ifølge denne opmåling lå i tilstrækkelig lang afstand fra Hillerød. Tilladelsen blev i flere år udnyttet i god tro om, at afstandskravet var opfyldt. En senere måling viste imidlertid, at kravet aldrig havde været opfyldt, og den første måling var dermed forkert. Det drejede sig kun om cirka 100 meter, der manglede, for at afstandskravet på cirka 11 kilometer var opfyldt, hvorfor der ifølge Højesteret var tale om en "ubetydelig mangel". Højesteret fastslog, at kroejeren kunne beholde sin tilladelse, da det påhvilede myndigheden at sørge for at overvåge iagttagelsen af lovens krav. Højesteret lagde desuden vægt på, at kroejeren havde udøvet sit hverv i god tro over en længere årrække.     

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer hvordan tertiære momenter kan føre til at en afgørelse, der i princippet er ugyldig, alligevel kan opretholdes.

Afgørelsen om at tildele kroejeren et næringsbevis var som udgangspunkt ugyldig, eftersom afstandskravet ikke var overholdt og dermed i strid med lovgivningen. Der var altså tale om en retlig mangel i form af manglende hjemmelsgrundlag.

Ad ugyldighed

Der findes ikke nogen skreven regel om, hvornår en retlig fejl medfører ugyldighed. En regel herom må derfor udledes af retspraksis mv., jf. Garde, Jens m.fl. "Forvaltningsret - almindelige emner", 5. udgave, s. 436. Heraf kan udledes tre betingelser, der skal være opfyldte, for at ugyldighed kan indtræde,:

  1. Der skal foreligge en retlig mangel. Dette krav var opfyldt i nærværende sag, da næringslovens afstandskrav ikke var opfyldt.
  2. Denne retlige mangel skal være væsentlig. Der var i sagen tale om en mangel i hjemmelsgrundlaget, hvilket som udgangspunkt er en væsentlig mangel, jf. Garde, Jens m.fl. "Forvaltningsret - almindelige emner", 5. udgave, s. 436, men som i sagen blev fundet at være ubetydelig.
  3. Der må ikke foreligge særlige forhold, såkaldte tertiære momenter, som afgørende taler imod ugyldighed. Dette var tilfældet i sagen.

Ad tertiære momenter/særlige forhold

De tertiære momenter bygger på, at det i nogle tilfælde kan være urimeligt, at en retlig fejl skal medføre ugyldighed til skade for en borger, eller for betydende almene samfundsinteresser, jf. Garde, Jens m.fl. "Forvaltningsret - almindelige emner", 5. udgave, s. 437. Tertiære momenter er navnligt relevante ved afgørelser, der er begunstigende for adressaten. Ved vurderingen af, om der foreligger tertiære momenter, der kan føre til at en ellers ugyldig afgørelse skal opretholdes som gyldig, må flere forskellige forhold overvejes. Dette kan, jf. ibid s. 438, for eksempel være:

  • Er afgørelsen bebyrdende eller begunstigende for borgeren?
  • Ved en begunstigende afgørelse vil der naturligvis være et større hensyn at tage til borgeren, hvorimod der ved en bebyrdende afgørelse kan være hensyn at tage til samfundet eller værdispildsbetragtninger.
  • Er der hensyn at tage til borgerens berettigede forventninger?
  • Hvis borgeren, ligesom i denne sag, i længere tid har indrettet sig efter afgørelsen, er dette et forhold, der skal tages hensyn til.
  • Er borgeren i god eller ond tro om afgørelsens gyldighed?
  • Hvis der er tale om en mindre afvigelse fra loven, f.eks. 100 meter ud af 11 kilometer, kan borgeren meget vel være i god tro om afgørelsens rigtighed.

Det skal hertil bemærkes, at der ved vurderingen af om tertiære momenter/særlige forhold gør sig gældende, tillige skal tages hensyn til om der er tale om en afgørelse, hvori der er en partstvist (en tvist mellem to borgere). I en sådan situation skal begge parters forhold naturligvis tilgodeses ved vurderingen.

Til Eksamen

Trods at dommen er afsagt i 1886, kan den stadig tillægges værdi, og er derfor et eksempel på en sag, hvor en retlig mangel (som ellers stort set altid vil føre til ugyldighed, da den som udgangspunkt er væsentlig) ikke førte til afgørelsens ugyldighed. Det skal hertil bemærkes, at sagens omstændigheder er særegne, og en ugyldighedsvurdering altid må bero på konkrete omstændigheder.

Støder man på en situation, hvor ugyldighed er en mulighed, er det en god idé at gennemgå samtlige ovennævnte betingelser for, hvornår en forvaltningsretlig afgørelse er ugyldig. Dermed demonstreres, at man er bekendt med ugyldighedsbetingelserne, også selvom afvejningen falder anderledes ud.

I eksamensøjemed kan U 1887.640 H inddrages på følgende vis:

I U 1887.640 H blev en afgørelse, der led af en retlig mangel, ikke anset for ugyldig på grund af manglens karakter og sagens omstændigheder i øvrigt. I sagen var der blevet tildelt en erhvervsdrivende et næringsbevis. Afgørelsen herom var dog behæftet med en retlig mangel, idet kravene i lovgivningen angående afstand til nærliggende købstad ikke var overholdt. Efter flere år, hvor den erhvervsdrivende i god tro havde benyttet sig af tilladelsen, blev en politimester gjort opmærksom på, at afstandskravet ikke var opfyldt. Højesteret fandt dog, ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der var tale om en "ubetydelig mangel", som den begunstigede erhvervsdrivende i god tro havde benyttet sig af i en længere årrække.