search menu
bookmark
person

Kreditudvidelse i ond tro – U.1979.566H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag III 235/1978. Refereret af andre i U.1979.566H.

Kommenteret af

Emil Brudsgård Larsen Emil Brudsgård Larsen

i 2019

Verificeret af advokat

Emil Brudsgård Larsen Emil Brudsgård Larsen

i 2019

Resumé

Dommen er afsagt i Højesteret

Dissens:  Ingen

Fakta: En debitor havde opnået en kassekredit i Den Danske Provinsbank mod til gengæld at give banken håndpant for opfyldelse af enhver forpligtelse, som pantsætteren havde eller senere måtte få, i et ejerpantebrev, der var lyst for 160.000 kr. i alt. Dette ejerpantebrev var i debitors ejendom efterstillet to pantebreve til en kreditforening. Der blev senere etableret en sekundær håndpanteret i det samme ejerpantebrev, hvilket blev meddelt førsteprioitetspanthaveren (banken). Senere igen udvidede banken kassekreditten. Højesteret fandt, at sekundærpanthaveren ikke skulle respektere denne kreditudvidelse af kassekreditten, idet udvidelsen "ikke har været nødvendig til imødegåelse af tab for appellanten eller i øvrigt til varetagelse af andre interesser end skyldnerens."

Eksamensrelevans: Denne dom bidrager aktivt til diskussionen om, hvorvidt en primær panthaver kan foretage en kreditudvidelse i ond tro, som den sekundære panthaver skal respektere. Det umiddelbare udgangspunkt i diskussionen er, at en sådan kreditudvidelse, kun skal respekteres af den sekundære panthaver, der har fået tinglyst en ret inden for ejerpantebrevets rammer, såfremt den primære panthaver er i god tro. Dette følger imidlertid også af dommens resultat. I sine præmisser åbner Højesteret dog for, at det kan komme på tale, at en gældsudvidelse i ond tro kan lade sig gøre, hvis det; "...har været nødvendig til imødegåelse af tab for appellanten eller i øvrigt til varetagelse af andre interesser end skyldnerens". I den konkrete sag var dette ikke tilfældet, men muligheden forudsættes hermed at være til stede. Peter Mortensen anfører i Sikkerhed i fast ejendom (2.udg.) s. 259 fire typer af gældsudvidelser i ond tro, som må accepteres. Disse er; 1) Forøgelse af gælden, der sker automatisk, f.eks. rentetilskrivninger 2) forøgelse af gælden, der skyldes forpligtelser, der allerede er stiftet inden stiftelsen af den sekundære panteret, men som først aktualiseres senere 3) gældsforøgelse, der skyldes, at panthaveren er nødt til at udvide kreditten for at undgå at lide tab f.eks. som byggelån i den pantsatte ejendom, der kan sikre byggeriets færdiggørelse eller 4) hvis pantsætterens etablering af den sekundære panteret udgør en misligholdelse af en pantsætningsaftale med primærpanthaver f.eks. primærpanthaverens uhindrede adgang til gældsudvidelse.

Til Eksamen

Denne dom er relevant at inddrage i en eksamenssituation, hvor den studerende bliver anmodet om, at gøre rede for en primær panthavers gældsudvidelse og følgen heraf. I en sådan diskussion vil det være oplagt at starte sin juridiske argumentation med at anføre det juridiske udgangspunkt. Her vil man komme ind på, at kravet for at en gældsudvidelse skal respekteres af en sekundær panthaver, der har fået tinglyst underpant inden for ejerpantebrevets rammer, er, at den primære panthaver er i god tro. Dommen kan eventuelt herefter bruges som løftestang for en diskussion, der tillader primærpanthaveren at foretage en gældsudvidelse, selvom denne er i ond tro. Dette med udgangspunkt i dommens præmisser, der antager, at en gældsudvidelse i ond tro kan lade sig gøre, hvis det; "...har været nødvendig til imødegåelse af tab for appellanten eller i øvrigt til varetagelse af andre interesser end skyldnerens".