search menu
bookmark
person

Kompensationsløfte ifm. skilsmisse – U 1996.1401 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsret B-2783-95 afd. 2. Refereret af andre i U 1996.1401 V.

Oprindeligt kommenteret af

Felix Lunding Felix Lunding

i 2019

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2019

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret.

Dissens: Ingen.

Tema: Familieret, ægtepagt, kompensation.                

Fakta:

Sagsøgte og sagsøger havde været gift siden 1988. I ægteskabet var der fuldstændigt særeje. Sagsøgte havde på skrift lovet sagsøger, at sagsøgte ville betale H DKK 75.000 per år, ægteskabet havde varet, hvis parret skulle blive skilt. Beløbet blev sat til DKK 75.000, da det var det beløb, som sagsøger havde kunne opspare årligt, før hun sagde sit job op efter (ca.) ét års ægteskab. Løftets ordlyd var følgende: "I (…) hereby accept to pay my wife (…) 75.000 kr. a year from marriage in case of a divorce".

Parret blev separeret i 1993, hvorefter sagsøger fremsatte et krav mod sagsøgte på bl.a. DKK 450.000,00, jf. nævnte aftale.

Eksamensrelevans:

Byretten lagde vægt på, at parterne forinden over en længere periode havde diskuteret mulighederne for økonomisk sikring af sagsøger, og idet sagsøgte ikke havde bevist, at dokumentet var blevet bortkastet/kasseret, var konklusionen, at dokumentet indeholdt en gyldig viljeserklæring. Beløbet, sagsøgte blev tilpligtet at betale, blev dog reduceret med hjemmel i aftalelovens § 36.

Landsretten frifandt derimod sagsøgte, idet ægteskabslovens § 58 ikke fandt anvendelse, da dokumentet ikke var udarbejdet med separation/skilsmisse for øje. Erklæringen krævede derfor gyldig ægtepagt for at have virkning.

Til Eksamen

Til eksamen

Som det fremgår af landsrettens præmisser, er (manglende) ægtepagt det centrale moment i vurderingen af, hvorvidt den pågældende disposition kunne anses som gyldig.

Linda Nielsen er imidlertid kritisk over for en sådan anvendelse af dommen (se hertil Linda Nielsen, Familieretten, 4. udgave, s. 263ff., idet det anføres, at vurderingen i stedet burde centrere sig om, hvorvidt dispositionen må anses som en forhåndsaftale eller anses som en aftale angående kompensation. Hvis det førstnævnte er tilfældet, bør dispositionen anses som ugyldig, da ugyldigheden følger af formueordningens præceptivitet. Modsat, hvis det sidstnævnte er tilfældet - altså en aftale om kompensation-, bør dispositionen anses som en gyldig aftale om kompensation.

Dommen kan i det hele taget også siges at give udtryk for vanskelighederne i både teori og praksis, når det kommer til forhåndsaftaler om bodeling. Se hertil Linda Nielsen, Familieretten, 4. udgave, s. 264, hvor det dog gøres klart, at forhåndsaftaler, når det kommer til boslodsafkald i forbindelse med separation/skilsmisse, som hovedregel anses for at stride mod formueordningen.

Endelig bør det haves in mente, at dommen efter omstændighederne kan siges at give udtryk for, at aftaler angående kompensation gyldigt kan indgås, forudsat at kravene om ægtepagt er opfyldt. Dog må det hertil anføres, at en sådan fortolkning er på relativ usikker grund, se hertil Linda Nielsen, Familieretten, 4. udgave, s. 264.