search menu
bookmark
person

Kompensationskravet – U.1980.480H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 296/1979. Refereret af andre i U.1980.480H.

Kommenteret af

Anne Sofie Jacobs Anne Sofie Jacobs

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Højesteret sat med 7 dommere

Dissens: 5-2

Tema: Familieret. Ugifte samlevende. Kompensationskrav.

 

Fakta:

En kvinde og mand havde samlevet i godt 4 år – de første 2 år i mandens lejlighed, og herefter flyttede de ind i et nyerhvervet parcelhus. Huset blev erhvervet med manden som køber, og købesummen blev erlagt ved et banklån optaget af manden. Manden indskød dog ikke selv kontante midler, idet hele udbetalingen blev tilvejebragt ved lånet.

Parterne havde begge erhvervsarbejde i hele samlivsperioden, men mandens bruttoindtægt var igennem hele perioden cirka dobbelt så stor som kvindens. Parterne havde desuden fælles husholdning og økonomi.

Efter i alt 4 års samliv, dvs. 2 år efter erhvervelsen af parcelhuset, ophævede parterne samlivet. Manden blev boende i parcelhuset, indtil det 17 måneder senere blev solgt. Der fremkom ved salget et nettoprovenu på 120.000-130.000 kr.

Kvinden påstod sig tilkendt halvdelen af provenuet, subsidiært et mindre beløb. Højesteret var enige om, at der ikke mellem parterne var opstået noget egentligt sameje, men flertallet fandt efter omstændighederne, at kvinden alligevel havde krav på en andel af det nævnte salgsprovenu – skønsmæssigt bestemt til 25.000 kr.

Eksamensrelevans

Udgangspunktet for ugifte samlevende er, at samlivet som sådan ikke påvirker parternes økonomiske forhold. Hver af parterne udtager således sine egne formueaktiver og parterne er i øvrigt stillet som ægtefæller med fuldstændigt særeje, dog således at ægtefælleskiftelovens § 56 ikke finder analog anvendelse.

Med dommen U 1980.480 H introducerede Højesteret en ny juridisk konstruktion, der har fået navnet ”kompensationskrav”. Kompensationskravet betyder, at en part ved ophør af et fastere samlivsforhold, kan blive tilkendt kompensation med henvisning til de særlige omstændigheder ved parternes samliv.

I den konkrete dom var Højesteret enige om, at der ikke var opstået sameje om ejendommen i traditionel forstand, idet ejendommen var blevet købt af manden alene. Højesteret delte sig dog for så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt kvinden på et andet grundlag alligevel havde et krav på en del af salgsprovenuet.

Højesterets flertal fandt, efter en konkret vurdering, at kvinden havde krav på en andel af det nævnte salgsprovenu. Kompensationskravet blev af retten skønsmæssigt fastsat til 25.000 kr. Flertallet lagde ved denne vurdering vægt på, at det havde været en nødvendighed for købet og bibeholdelsen af ejendommen, at begge parter bidrog væsentligt til udgifterne til ejendommen og ved den fælles husførelse. Flertallet lagde således afgørende vægt på, at manden ikke uden kvindens økonomiske bistand i forbindelse med ejendommens erhvervelse og bibeholdelse, ville have været besiddelse af nettoprovenuet fra ejendommen.

Mindretallet (2 dommere) fandt derimod, at kvinden ikke havde krav på en andel af salgsprovenuet. Mindretallet anlagde herved en konsekvent formueretlig vurdering, og konstaterede at kvinden ikke havde lidt et tab ved at bo i ejendommen sammen med manden. Mindretallet anførte således, at kvindens bruttoindtægter ikke oversteg, hvad der med rimelighed måtte anses for medgået til underhold for hende og hendes særbarn, således at der ikke af kvinden var ydet bidrag af betydning til ejendommen.  

Konkluderende kan det anføres, at det afgørende for at kvinden blev tilkendt et kompensationskrav var, at de økonomiske bidrag, som den kvindelige part havde ydet under samlivet, havde været væsentlige og nødvendige for købet og bibeholdelse af ejendommen. Flertallets grundlag for tilkendelse af kompensation kan således synes som en slags rimelighedsbetragtning, idet retten fandt det urimeligt, hvis hele værdistigningen tilfaldt manden, fordi kvinden også havde medvirket økonomisk.

Dommen må betragtes som den ledende og banebrydende afgørelse på området for tilkendelse af kompensationskrav. Højesteret har dog i en række efterfølgende sager fastlagt området for tilkendelse af kompensationskrav – se f.eks. U 1984.166 H som handler om, at også forudsætningssynspunkter vil kunne indgå i sager af denne art. U 1984.166 H er også kommenteret i app’en.

 

Til Eksamen

Udgangspunktet for ugifte samlevende er, at samlivet som sådan ikke påvirker parternes økonomiske forhold. Hver af parterne udtager således sine egne formueaktiver og parterne er i øvrigt stillet som ægtefæller med fuldstændigt særeje, dog således at ægtefælleskiftelovens § 56 ikke finder analog anvendelse.

Med dommen U 1980.480 H introducerede Højesteret en ny juridisk konstruktion, der har fået navnet ”kompensationskrav”. Kompensationskravet betyder, at en part ved ophør af et fastere samlivsforhold, kan blive tilkendt kompensation med henvisning til de særlige omstændigheder ved parternes samliv.

Dommen omhandlede en kvinde og mand, der havde samlevet i godt 4 år – de første 2 år i mandens lejlighed, og herefter flyttede de ind i et nyerhvervet parcelhus. Huset blev erhvervet med manden som køber, og købesummen blev erlagt ved et banklån optaget af manden. Manden indskød dog ikke selv kontante midler, idet hele udbetalingen blev tilvejebragt ved lånet.

Parterne havde begge erhvervsarbejde i hele samlivsperioden, men mandens bruttoindtægt var igennem hele perioden cirka dobbelt så stor som kvindens. Parterne havde desuden fælles husholdning og økonomi.

Efter i alt 4 års samliv, dvs. 2 år efter erhvervelsen af parcelhuset, ophævede parterne samlivet. Manden blev boende i parcelhuset indtil det 17 måneder senere blev solgt. Der fremkom ved salget et nettoprovenu på 120.000-130.000 kr.

Kvinden påstod sig tilkendt halvdelen af provenuet, subsidiært et mindre beløb. Højesteret var enige om, at der ikke mellem parterne var opstået noget egentligt sameje mellem parterne. Højesteret delte sig dog for så vidt angik spørgsmålet om hvorvidt kvinden på et andet grundlag alligevel havde et krav på en del af salgsprovenuet.

Højesterets flertal fandt, efter en konkret vurdering, at kvinden havde krav på en andel af det nævnte salgsprovenu – skønsmæssigt bestemt til 25.000 kr. Flertallet lagde ved denne vurdering vægt på, at det havde været en nødvendighed for købet af ejendommen, at begge parter bidrog væsentligt til udgifterne til ejendommen og ved den fælles husførelse. Flertallet lagde således afgørende vægt på, at manden ikke uden kvindens økonomiske bistand i forbindelse med ejendommens erhvervelse og bibeholdelse, ville have været besiddelse af nettoprovenuet fra ejendommen.

Mindretallet (2 dommere) fandt derimod, at kvinden ikke havde krav på en andel af salgsprovenuet. Mindretallet anlagde en konsekvent formueretlig vurdering, og konstaterede at kvinden ikke havde lidt et tab ved at bo i ejendommen sammen med manden. Mindretallet anførte således, at kvindens bruttoindtægter ikke oversteg, hvad der med rimelighed måtte anses for medgået til underhold for hende og hendes særbarn, således at der ikke af kvinden var ydet bidrag af betydning til ejendommen. 

Konkluderende kan det anføres, at det afgørende for at kvinden blev tilkendt et kompensationskrav var, at de økonomiske bidrag, som den kvindelige part havde ydet under samlivet, havde været væsentlige og nødvendige for købet og bibeholdelse af ejendommen. Flertallets grundlag for tilkendelse af kompensation kan således synes som en slags rimelighedsbetragtning, således at det fandtes urimeligt, hvis hele værdistigningen tilfaldt manden, idet kvinden også havde medvirket økonomisk.