search menu
bookmark
person

Kompensation ifm. ugifte samlevende – U 1984.166/2 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 527/1982. Refereret af andre i U 1984.166/2 H.

Oprindeligt kommenteret af

Felix Lunding Felix Lunding

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af Højesteret med 9 dommere

 

Dissens: 4 dommere

 

Tema: Familieret, ugifte samlevende, kompensation

 

Fakta:

Sagsøger og sagsøgte havde levet som ugifte samlevende i en periode på mere end 16 år, som indledtes, da sagsøgeren var 19 år gammel. Under samlivet fik parret tre børn. Samlivet blev imidlertid ophævet i september 1980.

 

Samlivet fungerede på den måde, at sagsøgeren passede det fælles hjem og børnene, mens sagsøgte fokuserede på det forretningsmæssige og de økonomiske aktiviteter.

 

Eksamensrelevans:

Spørgsmålet var herefter bl.a., om der var et bo mellem parterne, der kunne skiftes, om der var opstået sameje om aktiverne, eller om sagsøger kunne komme igennem med et kompensationskrav.

 

Landsretten fandt ikke grundlag for at statuere, at der forelå et bo, der kunne skiftes, og ikke heller, at der var opstået et sameje om aktiverne, som ubestridt hidrørte fra sagsøgtes midler. Dog lagde landsretten til grund, at sagsøger var berettiget til kompensation ud fra betragtninger, der kunne sammenlignes med dem, der kom til udtryk i § 56 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (nu § 67 i ægtefælleskifteloven), således at beløbet kunne afstedkomme en vis udligning i parternes væsentligt forskellige økonomiske situation. I den forbindelse lagde landsretten vægt på, at der var tale om et 16-årigt samliv, der kunne sidestilles med et ægteskab, hvor parterne havde fået 3 børn, at sagsøger alene havde beholdt nogle få personlige ejendele og DKK 6.000 i modsætning til sagsøgtes betydelige formue, samt at sagsøgeren via sin indsats i det fælles hjem havde været en (delvis) forudsætning for sagsøgtes gode økonomiske situation på sagstidspunktet.

 

Flertallet i Højesteret stadfæstede landsrettens dom, og dommerne lagde i den forbindelse særlig vægt på, at det var i overensstemmelse med sagsøgtes ønske, at sagsøger (næsten udelukkende) havde været hjemmegående, og at sagsøger havde en berettiget forventning om, at hun ikke ved en eventuel samlivsophævelse ville komme til at stå uden formue af nævneværdig art, når sagsøgtes formue skønnedes at være af en væsentlig størrelse (den nærmere størrelse af sagsøgtes formue blev ikke klarlagt, da sagsøgte nægtede at redegøre for de nærmere økonomiske forhold).  

 

De dissenterende dommere fandt modsat, at spørgsmålet om, hvorvidt et langvarigt samliv i retligt henseende efter omstændighederne kan sidestilles med et ægteskab, er af en sådan betydning, at det skulle være op til lovgivningsmagten at fastsætte den nærmere regulering. Mindretallet var altså skeptisk over for anvendelsen af forudsætnings- og billighedsbetragtninger. I tråd hermed stemte mindretallet for at frifinde sagsøgte.

 

Til eksamen
Dommen viser, at en part, der stilles urimeligt ringe efter ophævelsen af et samlivsforhold, efter omstændighederne vil kunne få tilkendt et kompensationsbeløb ud fra forudsætnings- og rimelighedsbetragtninger og berigelsesmæssige synspunkter, selvom bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1 ikke finder (analog) anvendelse. Se hertil Ingrid Lund-Andersen og Irene Nørgaard, 1. udgave, s. 331f.

 

Det følger af dommen, at der bl.a. kan lægges vægt på, om den ene samlevende har haft en vedligeholdende og opbyggende effekt på den anden samlevendes formue.

Til Eksamen
Ingen tekst på denne dom