search menu
bookmark
person

Kørelærerens udgifter – TfS.1989.310LSR

bookmark_border attachment

Landsskatterettens dom i sag 1989-3-114. Refereret af andre i TfS.1989.310LSR.

Kommenteret af

Lise Winther Jensen Lise Winther Jensen

i 2017

Verificeret af advokat

Svend Erik Holm Svend Erik Holm

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Landsskatteretten
Dissens: Ingen
Tema: Fradrag for driftsomkostninger og afskrivninger – etableringsudgifter

Fakta:
En kørelærer havde startet selvstændig virksomhed i efteråret 1986, i hvilken forbindelse hun indkøbte en skolevogn med tilhørende udstyr i form af pedaler, spejle mv. Trods annoncering og presseomtale, lykkedes det imidlertid ikke kørelæreren at få elever i indkomståret 1986. Kørelæreren ønskede at opnå fradrag for 75 % af de udgifter, der relaterede sig til skolevognen, mens hun tillige ønskede at afskrive særskilt på udstyret.

Eksamensrelevans:
I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages som driftsomkostninger i den skattepligtige indkomst. I modsætning hertil er etableringsudgifter ikke fradragsberettigede, da de har karakter af formueudgifter til udvidelse af indkomstgrundlaget.

Udgifterne til anskaffelse af skolevognen havde karakter af en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

Kørelæreren ønskede imidlertid fradrag for en række af de øvrige udgifter, som hun havde afholdt, herunder udstyr til køreskolebilen.

Spørgsmålet i sagen var, om skolevognen kunne anses for erhvervsmæssigt anvendt på trods af, at kørelæreren ikke havde haft nogen elever. Dette spørgsmål var afgørende for, at kørelæreren kunne få fradrag for den del af udgifterne, der relaterede sig til erhvervsmæssig anvendelse af vognen.

Landsskatteretten nåede frem til, at en del af udgifterne kunne anses som erhvervsmæssige på trods af, at kørelæreren ikke havde haft nogen elever i køreskolen. At det ikke var lykkedes hende at skaffe elever i de første måneder af virksomhedens eksistens medførte således ikke, at hun ikke kunne opnå fradrag for klassiske driftsudgifter.

For så vidt angik udstyret til skolevognen, fandt Landsskatteretten, at der var tale om en nødvendig del af skolevognen, hvorfor udgifterne måtte indgå i det samlede afskrivningsgrundlag for bilen, mens der ikke kunne afskrives særskilt herpå.

Til Eksamen

I TfS 1989, 310 LSR nåede landsskatteretten frem til, at en nystartet kørelærer kunne få fradrag for bl.a. kørselsudgifter, selvom hun i indkomståret ikke nåede at få nogle elever. Landsskatteretten nåede desuden frem til, at ekstraudstyr til skolevognen i form af pedaler, spejle mv., var en nødvendig del af hele vognen, hvorfor der ikke kunne afskrives særskilt herpå.