search menu
bookmark
person

Juridisk responsum var ikke bevis – U 2014.138H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 159/2013. Refereret af andre i U 2014.138H.

Oprindeligt kommenteret af

Nicolai Uno Madsen Nicolai Uno Madsen

i 2019

Verificeret af advokat

Ellen Skodborggaard Ellen Skodborggaard

i 2019

Resumé

Et juridisk responsum er ikke et bevis. Det er heller ikke jus. Responsummet kan således ikke sidestilles med lovstof, domme og juridisk litteratur, der normalt indgår i parternes materialesamling. Et juridisk responsum er et selvstændigt begreb, der er beslægtet med et partsindlæg. Dette indebærer, at en part i eget navn i egne processkrifter kan fremføre de synspunkter, der er anført i responsummet, men ikke at en part ved at fremlægge responsummet skal kunne forstærke sin sag med synspunkter, som parten har betalt en juridisk specialist til at fremføre.

Kendelse afsagt af Højesteret besat med 7 dommere

Telekæden A/S har anført, at det omhandlede responsum er indhentet inden sagens anlæg med henblik på stillingtagen til, om sagen burde anlægges. Der gælder ikke et generelt forbud mod fremlæggelse af juridiske responsa, selv om et responsum ikke er et »bevis« i traditionel forstand. Retten skal kende og anvende gældende ret uafhængig af parternes udlægning heraf.

Et juridisk responsum om dansk ret angår ikke bevisførelsen, og et sådant responsum kan derfor ikke fremlægges som bevis i sagen.

På denne baggrund finder Højesteret, at et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan indgå i en sag på samme måde som partsindlæg og juridisk litteratur.

Til Eksamen

Til eksamen:

U.2014.138H vil kunne inddrages i en eksamenssituation på følgende vis:

U.2014.138 angik en situation, hvor en part ønskede at fremlægge et ensidigt indhentet juridisk responsum vedrørende sagen, som parten havde indhentet inden sagens anlæg. Spørgsmålet, som Højesteret skulle tage stilling til, var, i hvilket omfang responsummet kunne tages i betragtning ved sagens afgørelse. Højesteret fandt, at responsummet ikke kunne fremlægges som bevis i sagen, idet et juridisk responsum vedrørende dansk ret ikke angår bevisførelsen. Henset til at parter i almindelighed behandler juridiske problemstillinger i deres processkrifter, materialesamlinger mv., fandt Højesteret imidlertid, at responsummet kunne indgå i sagen på lige fod med partsindlæg og juridisk litteratur. Kendelsen viser, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer vedrørende sagens jus kun kan indgå i sagen som partsindlæg og altså ikke som et egentligt bevis.