search menu
bookmark
person

IT-factory – U 2012.2081 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 340/2009 afd. 2. Refereret af andre i U 2012.2081 H.

Kommenteret af

Maja Dahl-Jessen Maja Dahl-Jessen

i 2017

Verificeret af advokat

Lise Aaby Nielsen Lise Aaby Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Princippet i GBL § 9, retsmangler, væsentlighedskravet ved ophævelse

Fakta:

IT Factory A/S indgik en leasingaftale med et leasingselskab, hvorefter IT Factory A/S leasede nogle IBM softwarelicenser af leasingselskabet. Efterfølgende solgte leasingselskabet samtlige rettigheder i henhold til leasingaftalen til et finansieringselskab. Da IT Factory A/S gik konkurs, viste det sig, at de pågældende softwarelicenser var forfalskede og aldrig havde eksisteret. På denne baggrund rettede finansieringsselskabet et krav mod leasingselskabet, idet de gjorde gældende, at leasingselskabet var objektivt ansvarlig for det leasedes (softwarerettighederne) eksistens, jf. princippet i Gældsbrevslovens § 9 (i det følgende benævnt "GBL"), ligesom de ophævede salgsaftalen på grund af væsentlige mangler.

Højesteret fandt, at leasingselskabet, som overdrager, er objektivt ansvarlig for, at det overdragne består, jf. princippet i GBL § 9, og eftersom softwarelicenserne var forfalskede, var leasingselskabet erstatningsansvarlig over finansieringsselskabet. Endvidere var finansieringsselskabet berettiget til at ophæve salgsaftalen med leasingselskabet, idet det udgjorde en væsentlig mangel, at det leasede aldrig havde eksisteret.

Eksamensrelevans:

Det følger af GBL § 9, at en overdrager af en rettighed indestår for dens eksistens. Dette pålægger overdrageren et objektivt ansvar overfor erhververen. GBL finder anvendelse på fordringer, men idet loven er udtryk for den almindelige obligationsret, kan dens principper anvendes på andre rettigheder, såfremt de har visse ligheder med fordringer. Højesteret tog i afgørelsen U 2012.2081 H stilling til, om princippet i GBL § 9 kunne anvendes på overdragelse af rettigheder i henhold til en leasingkontrakt.

I afgørelsen fandt Højesteret — i modsætning til Østre Landsret —, at princippet i GBL § 9 kunne anvendes på rettigheder i henhold til en leasingkontrakt, idet disse rettigheder kunne overdrages på samme måde som fordringer. I den konkrete afgørelse betød det, at et leasingselskab (overdrageren), som til et finansieringsselskab (erhververen) havde solgt rettighederne i henhold til en leasingkontrakt med IT Factory A/S (debitor) om leasing af et stort antal softwarelicenser, var objektivt ansvarlig over for finansieringsselskabet, da det viste sig, at softwarelicenserne var forfalskede og dermed aldrig havde eksisteret. Med afgørelsen kan konstateres, at der foreligger en retsmangel, såfremt der overdrages en leasingkontrakt, og det leasede ikke eksisterer, og overdrageren er objektivt ansvarlig for denne retsmangel, jf. princippet i GBL § 9.

For at kunne gøre ophævelsesbeføjelsen gældende i anledning af mangler, er det en betingelse, at manglen er væsentlig. Hvornår dette væsentlighedskrav er opfyldt i forhold til en aftale om erhvervelse af en leasingkontrakt, udtalte Højesteret sig også generelt om i samme afgørelse. Højesteret slog fast, at der som udgangspunkt foreligger en væsentlig og dermed hævebegrundende mangel, når en erhverver får overdraget rettighederne i henhold til en leasingkontrakt, og det leasede viser sig ikke at bestå. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, såfremt der i den konkrete sag er forhold, der indikerer, at det leasedes eksistens ikke var en forudsætning for erhververen. Det kan for eksempel være tilfældet, såfremt erhververen ikke får overdraget ejendomsretten til det leasede, men alene retten til at oppebære leasingydelserne fra debitor.

I U 2012.2081 H fulgte Højesteret udgangspunktet, idet finansieringsselskabet købte leasingkontrakten, blandt andet med det formål at opnå sikkerhed for et krav, som finansselskabet havde mod leasingtageren IT Factory A/S. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at softwarelicensernes værdi var uden betydning for finansieringsselskabet, hvorfor deres manglende eksistens var en væsentlig mangel, der berettigede finansieringsselskabet til at hæve salgsaftalen med leasingselskabet.

Til Eksamen

Til eksamen

Højesteret udtalte sig om to vigtige spørgsmål i afgørelsen U 2012.2081 H.

For det første tog Højesteret stilling til, om princippet i GBL § 9 om overdragerens objektive ansvar for fordringens eksistens, finder anvendelse på overdragelse af rettigheder i henhold til en leasingkontrakt. Det bekræftede Højesteret, og leasingselskabet (overdrageren), som til et finansieringsselskab (erhververen) havde solgt en leasingaftale med IT Factory A/S som leasingtager af nogle IBM softwarelicenser var  således erstatningsansvarlig overfor finansieringsselskabet, da det viste sig, at de pågældende softwarelicenser var forfalskede og dermed aldrig havde eksisteret, jf. princippet i GBL § 9.

For det andet tog Højesteret stilling til, hvornår der foreligger en væsentlig hævebegrundende mangel i forhold til en aftale om overdragelse af rettigheder i henhold til en leasingkontrakt. Her fastslog Højesteret udgangspunktet, hvorefter leasinggenstandens manglende eksistens udgør en væsentlig mangel, der berettiger erhververen til at ophæve overdragelsesaftalen overfor overdrageren. I afgørelsen fandtes finansieringsselskabet at kunne hæve salgsaftalen med leasingselskabet, idet det udgjorde en væsentlig mangel, at softwarelicenserne ikke eksisterede. Det kan dog udledes af Højesterets begrundelse, at udgangspunktet kan fraviges, hvis forhold i den konkrete sag indikerer, at det leasedes eksistens eller værdi ikke havde væsentlig betydning for erhververen.