search menu
bookmark
person

Irak-dommen – U.2010.1547H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 257/2007. Refereret af andre i U.2010.1547H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Helmuth Lund Mads Helmuth Lund

i 2019

Verificeret af advokat

Mia Sander Mia Sander

i 2019

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 9 dommere

Dissens: Ingen dissens

Tema: Statsret, prøvelsesret, søgsmålskompetence, grundlovens § 19 og § 20        

Fakta

I 2003 besluttede Folketinget iht. grundlovens § 19, stk. 2, at det danske militær skulle deltage i en militæroperation i Irak under amerikansk ledelse (Irak-krigen).

En gruppe af borgere lagde herefter sag an mod statsministeren med påstand om, at denne skulle anerkende, at beslutningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen var i strid med grundloven.

Sagsøgerne påstod, at grundlovens § 19, stk. 2 skulle forstås sådan, at den alene kunne anvendes til at angribe en fremmed stat, såfremt det blev besluttet ved FN-resolution eller et andet anerkendt grundlag efter folkeretten.

Sagsøgernes subsidiære påstand var, at beslutningen om at stille det danske militær til rådighed for USA indebar en suverænitetsafgivelse i strid med grundlovens § 20.

Højesterets dom

Højesteret fandt, at Højesterets stillingtagen til sagsøgerens påstande ikke havde betydning for sagsøgernes retsstilling i nogen henseende, da der ikke forelå nogen konkret retlig tvist, som vil blive afgjort ved at tage påstandene under pådømmelse.

Endvidere fandt Højesteret, at ingen af sagsøgerne var blevet særligt berørt af hverken folketingsbeslutningen eller udseendelsen af militære styrker til Irak end befolkningen i almindelighed. På den baggrund konkluderede Højesteret, at sagsøgerne ikke opfyldte de almindelige krav til søgsmålskompetence.

Spørgsmålet var herefter for Højesteret, om sagsøgerne alligevel havde søgsmålskompetence, da beslutningen om deltagelse i Irak-krigen griber ind inden for en række almene og væsentlige livsområder og i sig selv var af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed, jf. U 1996.1300 H (Maastricht-sagen).

Højesteret fandt dog ikke, at beslutningen kunne anses for indgribende for den danske befolkning i almindelighed, hvorfor sagsøgerne heller ikke havde søgsmålskompetence på denne baggrund.

Sagsøgerne anførte, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt de havde søgsmålskompetence, særligt skulle tages hensyn til, at der forelå en uklarhed om forståelsen og anvendelsen af grundlovens § 19 og § 20, som søgsmålet kunne bidrage til at afklare.

Det er værd at bemærke, at Højesteret afviser sagen men samtidig tilkendegiver sin opfattelse af sagens realitet i forhold til forståelsen § 19 og § 20.

Grundlovens §§ 19 og 20

Hovedreglen er, at anvendelse af militær magt mod fremmede stater kræver Folketingets samtykke, jf. grundlovens § 19, stk. 2, 1. pkt. I Forfatningskommissions bemærkninger til grundlovens § 19, stk. 2 står, at eftersom "Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt".

Dommen tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark derved har overladt det til FN's sikkerhedsråd at beslutte, hvornår andre stater kan angribes uden for anerkendte situationer efter folkeretten.

Højesteret afviste klart denne fortolkning af grundlovens § 19, stk. 2, 1. pkt. Højesteret henviste i den forbindelse til, at det vil stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft. Forfatningskommissions bemærkning skal derfor ikke forstås som en retsnormerende forskrift, men en tilkendegivelse om, hvad der er faktuel formodning for.

Højesteret tog også stilling til, hvorvidt der var overladt beføjelser i grundlovens forstand, jf. grundlovens § 20, ved udsendelse af danske militære styrker til deltagelse i en international operation under ledelse af en chef fra en fremmed stat. Højesteret afviste, at der var overladt beføjelser i grundlovens § 20 forstand, når "udsendelse sker til anvendelse i overensstemmelse med et her i landet vedtaget mandat og under dansk kommando til sikring heraf, således at det alene er den operative kontrol inden for disse rammer, der er delegeret til en udenlandsk chef, jf. herved § 12, stk. 1, i lov nr. 122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation mv.".

På den baggrund konkluderede Højesteret, at sagsøgerne ikke havde retlig interesse i sagen, og at sagsøgerne dermed ikke havde søgsmålskompetence.

Eksamensrelevans

En sagsøger kan udelukkende anlægge sag ved domstolene, hvis vedkommende har søgsmålskompetence. Man har kun søgsmålskompetence, såfremt man har retlig interesse i den sag, man ønsker prøvet ved domstolene.

Efter de almindelige processuelle regler er det et krav for at have retlig interesse, at sagsøgerens påstand er 1) aktuel, og sagsøgeren er 2) konkret og 3) individuelt berørt. Hensynet bag reglerne om søgsmålskompetence er blandt andet, at domstolene ikke skal bruge deres tid på abstrakte og uaktuelle retssager, men derimod skal domstolene fokusere deres tid på konkrete og aktuelle retstvister.

Grundloven indeholder ingen bestemmelser om, hvornår en privatperson har søgsmålskompetence mod staten i forbindelse med sager om loves grundlovsmæssighed. De almindelige procesretlige regler finder derfor anvendelse. Derfor er det et krav, at sagsøger har en "retlig interesse" i at få spørgsmålet afgjort. Udgangspunktet er, at man skal være aktuelt, konkret og individuelt berørt for at have retlig interesse. En privatpersons teoretiske interesse i et juridisk spørgsmål er derfor ikke tilstrækkeligt til, at domstolene vil behandle sagen. Domstolenes opgave er dermed ikke at udtale sig om teoretiske spørgsmål men at afgøre konkrete og aktuelle retstvister.

I nyere højesteretspraksis er området for søgsmålskompetence i forhold til grundlovsspørgsmål blevet udvidet i forhold til tidligere, jf. fx U 1996.1300 H (Maastricht-sagen) og U.2011.984H (Lissabon-sagen).

Det er værd at være opmærksom på, at Højesteret ikke udvider mulighederne for søgsmålskompetence i sagen men tager stilling til sagens realitet (hvilket sagsøger ønsker).

Højesteret tager i sagen også stilling til forholdet mellem folkeret og grundloven. Højesteret udtaler, at forholdet mellem national og international ret er, at "folkeretten ikke har grundlovskraft". Således kan hverken folkeret eller menneskerettighedskonventionen indfortolkes i grundloven.

Højesterets dom bidrager samtidig til forståelsen af grundlovens § 19 og § 20, jf. nærmere ovenfor om Højesterets dom. Således blev det fastslået, at Danmarks deltagelse i en krig ikke kræver FN-sikkerhedsråds samtykke, og at udsendelse af danske militær styrker til en operation under ledelse af en fremmed stat ikke indebærer suverænitetsafgivelse, jf. grundlovens § 20. 

Til Eksamen

U 2010.1547 H (Irak-sagen) omhandler forståelsen af grundlovens § 19 og § 20. Sagen var anlagt af en gruppe personer, som mente, at Danmarks deltagelse i Irak-krigen var ulovlig.

Højesteret afviste sagen, men Højesteret udtalte samtidig, at dansk deltagelse i en krig, jf. § 19, ikke kræver FN's sikkerhedsråds godkendelse og Højesteret henviste i den forbindelse til, at det vil stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft. Af dommen kan det derfor udledes, at grundloven står over folkeretten i dansk ret. Dernæst udtalte Højesteret i dommen, at det ikke er suverænitetsafgivelse, jf. grundlovens § 20, når den danske stat udsender soldater til at deltage i en militæroperation under ledelse af en fremmed stat.